Kommende udstillinger

18. august 2012 – 13. januar 2013 

INDIA : ART NOW   

RAVINDER REDDY Head, 2008
I det seneste årti har Indien markeret sig som ét af samtidskunstens mest levende og innovative centre. Med stor kreativitet og intellektuel dybde reagerer en ny generation af kunstnere på de hastige forandringer, der præger de globaliserede storbyer i verdens største demokrati.

I efteråret 2012 vier ARKEN hele sit særudstillingsareal til en omfattende præsentation af indisk samtidskunst. De deltagende kunstnere er Rina Banerjee, Hemali Bhuta, Atul Dodiya, Sheela Gowda, Shilpa Gupta, Subodh Gupta, Jitish Kallat, Reena Kallat, Rashmi Kaleka, Bharti Kher, Ravinder Reddy, Vivan Sundaram og kunstnerduoen Thukral & Tagra. Mange af kunstnerne skaber nye værker specielt til ARKENs udstilling.

Udstillingens kunstnere fortaber sig i bylivets kaos eller søger mod et mere stilfærdigt, indre liv. De skildrer en ny generations drømme og blotlægger sociale konflikter. Med malerier, skulpturer, fotografi, installationer og interaktive værker giver udstillingen et unikt indblik i den æstetiske spændvidde, hvormed kunstnere i dag fortolker vores eksistens på grænsen mellem det lokale og det globale. 

INDIA ART NOW er en omfattende præsentation af Indiens nye kunst med en lang række tilknyttede aktiviteter som foredragsaftener, undervisningsforløb for børn og unge og et festivalprogram med indisk film ved Copenhagen Film Festival.

Til projektet knytter sig et forskningsprogram på ARKEN om samtidskunst og migration, som vil munde ud i en konference og en bog.

Mød én af kunstnerne
Genveje til indisk samtidskunst 

Udstillingen er støttet af Holck-Larsen Fonden og er del af projektet INDIA TODAY - COPENHAGEN TOMORROW.


  
 

18. august 2012 – 13. januar 2013  

INDIA : FASHION NOW 

MANISH ARORA F/W 09-10
Den indiske modescene oplever et globalt gennembrud i disse år.

I de sidste 10 år er en helt ny modescene vokset frem i Indien. Her ser vi unge indiske designere, der udfordrer og eksperimenterer med den traditionelle beklædningskultur. De omskaber den indiske mode gennem raffinerede stileksperimenter og udvider rammerne for, hvad indisk mode kan være. De unge designeres kreationer danner på elegant eller drilsk vis bro mellem det lokale og det globale, mellem fortid og nutid.

ARKEN viser farverige, humoristiske, fantasifulde, skulpturelle og eksperimenterende kreationer af de syv mest fremtrædende unge designere: Morphe by Amit Aggarwal, Little Shilpa, Manish Arora, Sabyasachi Mukherjee, Prashant Verma, Varun Sardana og 11.11 by Cell DSGN.


Udstillingen er støttet af Holck-Larsen Fonden og er del af projektet INDIA TODAY - COPENHAGEN TOMORROW.


  
 
2.februar – 11. august 2013

CARL-HENNING PEDERSEN CARL-HENNING PEDERSEN Extatic Dancer, 1977


I anledning af Carl-Henning Pedersens 100 års fødselsdag viser ARKEN i samarbejde med Carl-Henning Pedersens & Else Alfelts Museum i Herning en stor udstilling af denne danske Cobra-kunstners værk.

Carl-Henning Pedersen lod sig som mange andre kunstnere i sin samtid inspirere frit af kunst og genstande fra andre tider og andre kulturer. I et fabulerende billedsprog sammenflyder vidt forskellige billedudtryk på tværs af tid og sted. Kunstneren søgte en særlig almenmenneskelig urkraft i kunsten, som han selv var gennemstrømmet af. Udstillingen belyser dette tema gennem værkudvalg og formidling.

Længslen efter en ren, uspoleret og naturlig kunst var typisk for perioden. Carl-Henning Pedersen og hans kolleger opponerede herved mod deres egen tid hjemsøgt af krig og uretfærdighed.




7. september 2013 – 12. januar 2014

FRIDA KAHLO & DIEGO RIVERA Frida Kahlo Selvportræt som Tehuana eller Diego i mine tanker, 1943


Stormende forelskelse, ægteskab, barnløshed, affærer, skilsmisse – og endnu et forsonende ægteskab. Frida Kahlo og Diego Riveras passionerede forhold var turbulent. Mange udstillinger har fremhævet private og personlige forhold i forbindelse med fremvisninger af de to mexicanske kunstneres værker. I udstillingen FRIDA KAHLO & DIEGO RIVERA lægger ARKEN et alternativt fokus ved at undersøge, hvordan kunstnerne hver især betragtede og fremstillede sig selv samt den mexicanske identitet.

 

Frida Kahlo skildrede hverdagen og bragte den mexicanske kultur ind i sin kunst. Hun blev en pioner inden for moderne kunst ved at fremstille sig selv fra et kvindeligt ståsted i udkanten af den vestlige kunstscene. Hun stillede spørgsmålstegn ved kønsroller både inden for hverdagens og kunstens rammer. Det var emner, som før hende knap havde en plads i kunsthistorien. 
 

Diego Rivera skabte med simple former og stærke motiver et folkeligt formsprog, som alle kunne forstå. Selv forklarede han, at han så et muligt kunstværk overalt – i de lokale skikke og hverdagslivet. Hans malerier giver hverdagen værdighed, og de kan ses som monumenter for det almindelige menneskes tilværelse. I sin kunst inkluderede Rivera motiver og erfaringer, som ikke traditionelt hørte til finkulturen.

 

Kahlo og Rivera udviklede hver deres moderne stil funderet i den mexicanske kulturarv. På udstillingen kan man opleve forskelligheden i deres kunstneriske strategier; Frida Kahlos personlige, selv-biografiske afsæt overfor Diego Riveras eksistentielle omend revolutionære opråb. Fælles for Kahlo og Rivera var ønsket om at skabe nye, tættere forbindelser mellem kunsten og livet.


 

Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Tirsdag-søndag: 10-17
Entrépriser
Voksne: 95 kr.
Grupper (mindst 10): 80 kr.
Pensionister: 95 kr.
Studerende: 75 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis