Your negotiable panorama (2006) er titlen på ARKENs nye store erhvervelse af Olafur Eliasson, som udgør et tyngdepunkt i ARKENs samling.
OPLEVELSEN
En strålekrans af lys omgiver os midt i mørket i Olafur Eliassons installation Your negotiable panorama (2006). Lyset bølger stille i vores øjenhøjde, op og ned på værkets runde indervæg. Det minder om en horisontlinie på havet om natten på det tidspunkt hvor himmel og hav er lige sorte og endnu før solen farver himlen. Installationen er meditativ og poetisk, stille og storladen på samme tid.
Værket består af en simpel pumpemekanik samt en lampe, der lyser ned på et vandbassin. Paradoksalt nok, begrænser den synlige konstruktion ikke vores følelse af at bade i et uendeligt tomrum. Den gør os snarere bevidste om og fascinerede af, at oplevelsen er fremkaldt via en teknisk installation.
VI ER DELTAGERE I VÆRKET
Vi aktiverer selv værket. Idet vi træder på tærsklen til installationen, aktiverer vi en pumpe, som forårsager krusninger i bassinets vandoverflade. Lyset fra lampen bliver spejlet i vandet og projiceres op på væggen. På den måde er vi deltagere i værket. Vi skaber selv vores oplevelse og danner vores eget panorama.
Vi ved godt, at vi ikke står over for en rigtig horisont, og at vi ikke befinder os på havet eller i det store Verdensalt. Derimod oplever vi noget smukt, som tilnærmelsesvis minder om det. En kunstig og medieret naturoplevelse. Dette aspekt er et af de vigtigste i Olafur Eliassons kunstproduktion: Oplevelsen af at 'se sig selv se', at blive opmærksom på sit ståsted, sit blik og sin opfattelse af verden i sansemæssig og intellektuel forstand.
Om Eliassons kunst generelt Eliassons kunst har karakter af at være undersøgelser, der er baseret på grundig research i en videnskabelig tradition. Hermed er der visse ligheder med konceptkunsten, der også fokuserede på de undersøgende og analyserende aspekter ved kunsten. Med dette udgangspunkt fører Eliassons værker betragteren tilbage til perceptionens udgangspunkt, til kroppen som den base, hvormed vi opfatter og interagerer med omgivelserne.
Samtidig afslører Olafur Eliassons værker også en fascination af kunstens æstetiske aspekt, således at det enkelte værk typisk er udtryk for en balance mellem det smukke, det naturromantiske og den videnskabelige undersøgelse.
Gennem et abstrakt og innovativt visuelt formsprog udfordrer værkerne betragterens blik på sig selv og den omgivende virkelighed. Hans komplekse og sanselige installationer er eksperimentelle situationer, der åbner for varierende og konfliktfyldte perspektiver på kunsten, subjektiviteten og omverdenen. Ved at invitere betragteren til at engagere sig i disse komplekse miljøer danner værkerne ramme for nye måder at interagere med og omgås verden på. Værkerne peger på, at udgangspunktet for refleksionen over vores nutidige virkelighed er selvrefleksion og de fungerer som et ideelt afsæt for at udvikle nye ideer og forestillinger.
VÆRKET ER DIG, BESKUEREN Eliasson placerer os som beskuere i nutid – her og nu – og vi er både motiv og subjekt i forhold til værket. Ofte, som i tilfældet med ARKENs værker, sætter Eliassons kunst en tidslig dimension i scene: vi opfatter og forstår hans værker gennem den tid, det tager os at opleve dem. Bevægelse indgår ofte direkte i værket og vi opfordres altid til at bevæge os fysisk for at kunne være i stand til at sanse hele værket. Eliasson undersøger, hvordan vi tænker, ser, opfatter og er fysisk tilstede i rummet. På den måde bliver beskueren, der undersøger værket, selv en stor del af værket. Eliasson har sagt: "Mit værk er dig – beskueren." Hermed er Eliasson en del af den kunst, der siden 1960erne har haft beskueren som en vigtig del af værket. I skulpturer og installationer har kunstnere siden minimalismen arbejdet med at inddrage beskueren fysisk i værket og få denne til at blive opmærksom på kroppens og ikke kun øjnenes betydning, når det handler om at sanse kunst. Kunstneren fungerer som iscenesætter af situationer, der undersøger forholdet mellem kunstværk og beskuer.