Er du på rette vej? Forfølger du dine drømme? Uddannelse er en mulighed for at forme sin egen fremtid. Hvis du mangler vejledning til at finde en uddannelse, der passer til dine fremtidsdrømme, kan du komme på ARKEN.
ARKEN tilbyder brobygningsforløb for unge mellem 15-25 år som ønsker inspiration og vejledning til deres uddannelsesvalg. På forløbene vil unge mødes og i fællesskab diskutere og reflektere over fremtidsdrømme, ønsker og uddannelse. Museets udstillinger giver inspiration til at formulere sine fremtidsønsker og se sig selv i en helt ny sammenhæng. Forløbene udarbejdes i samarbejde med lokale ungdoms- og uddannelsescentre og er en del af et pilotprojekt, der løber over en 2-årig periode med støtte fra Kulturarvsstyrelsen.
Målet med forløbene er, at fremhæve unges faglige og individuelle kompetencer, og hjælpe dem til større afklaring i valget af uddannelse. Forløbene foregår som workshops, vejledning og fælles dialog.
ARKEN vil fungere som bindeled mellem uddannelsesinstitution og de unge. ARKENs personale vil præsentere kreative og kunstfaglige uddannelsesmuligheder på ungdomsuddannelsesniveau og på voksenuddannelsesniveau. Hvert forløb tilrettelægges i samarbejde med UU-centrene og afstemmes i forhold til specifikke ønsker og behov. Ved hvert forløb vil der være mulighed for at arbejde med konkrete værker, arkitektur, visuel kultur og digitale medier.
For yderligere oplysninger om forløb kontakt museumsformidler Gunnar Munksgaard tlf.:43 57 34 67 eller undervisning@arken.dk tlf.: 43 57 34 55
Se brobygningsforløb på ARKEN
Se hvilke kurser og seminarer vi tilbyder undervisere