Interview med tidligere kursist

Studerende"Vær åben over for nye ideer"

 

Lucas Wigmann Melkane
Alder:
21 år 
Har gået på BGK 1 år
Optaget på Københavns Kunstakademi 2010

  
  
Hvordan blev du interesseret i kunst?

Jeg altid har tegnet, og jeg har altid syntes det var sjovt at bruge tid på at sætte ting sammen. Da jeg var yngre, sad jeg og snittede i baghaven, og på et tidspunkt er der kommet en figur ud af det. Da jeg blev ældre, opdagede jeg, at der var noget der hed graffiti og street-art, og det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Så min interesse for kunst har udviklet sig fra en masse forskellige ting.

 

Hvilken kunst laver du?

Jeg har mest beskæftiget mig med tegning. Siden jeg begyndte på BGK, har jeg samtidig fået øjnene op for flere forskellige medier. Performance er rigtig interessant, og det er noget, jeg gerne vil arbejde videre med. Der er et eller andet fantastisk over lige præcis performance, fordi det udvikler sig hele tiden, og man kan ikke styre det på samme måde som en tegning. I en tegning har jeg rammen. Men i en performance bliver rammerne ofte sprængt, og jeg synes, det er interessant, at man ikke altid kan forudsige i hvilken retning kunstværket bevæger sig. 
  

   Relation in TimeTalk
Vil du fortælle om idéerne bag de kunstværker du søgte ind med på Kunstakademiet?

Jeg søgte ind med en performance, som jeg fik mine forældre til at udføre. Scenen for performancen er mine forældre, der sidder for hvor sin ende af et bord med en stor sten på. De skubber stenen frem og tilbage på bordet mellem hinanden. Scenen er dokumenteret med en video på 25 minutter - et minut for hvert år de har kendt hinanden -. Værket handler om kommunikation og parforhold. Hvordan man igennem tid får slebet kanterne af hinanden, og det faktum at man ændrer sig og aldrig kan være den samme hele livet igennem. Jeg har taget udgangspunkt i mit eget liv, og det at jeg selv er i en læreproces, og bliver nødt til at lade mig forme. Ud af den performance opstod der samtidig en skulptur, da stenen havde lavet en rille i bordet. Jeg har jeg set på hvordan kommunikation tager sig ud i abstrakt form.  Jeg har lavet en tegning, hvor en masse små streger vender i samme retning bortset fra en rille ned gennem billedet. 


Gik du målrettet efter at komme til optagelse på Kunstakademiet? 

Ja. Jeg havde det sådan, at skulle jeg søge ind, skulle jeg gøre det så godt jeg kunne, og jeg ville føle, at jeg havde givet mig 100 %.

 


Hvordan forberedte du dig på interviewet til Kunstakademiet og hvordan foregik det?

Jeg havde lavet en masse notater og små tegninger, som jeg kiggede igennem. Ellers gav jeg mig god tid til at filosofere over de værker jeg havde sendt ind, og jeg var jo forberedt på, at jeg skulle sige noget om værkerne. Jeg var ikke nervøs før, jeg kom ind til samtalen.  Jeg havde fået at vide, at der ville være mange mennesker, men det kom bag på mig, at der sad et helt panel af professorer. Man har en samtale med Mikkel Bogh, rektor for Akademiet, man sidder ved et bord, hvor der også sidder en anden professor. Jeg blev rigtig nervøs lige da jeg kom ind. Alt hvad jeg havde tænkt, jeg skulle sige, blev vendt 180 grader, fordi man blev rystet godt og grundigt.

 


Hvad har BGK betydet for dig?
 

Det har betydet rigtig meget. Det er vigtigt at bruge de muligheder man får på BGK, da det er et sted fuld af resurser, hvis man bare vil tage dem i brug. På BGK får du at vide, at her er faktisk noget du kan bruge. Jeg føler, at jeg har udviklet mig rigtig meget det sidste år. Det er gået op for mig, hvor vigtigt det er, at have kendskab til det, der foregår i kunstmiljøet, og man bliver nødt til at forhold sig til det, der er lavet. Førhen interesserede kunsthistorie mig ikke, men nu kan man ikke komme uden om det, og jeg synes det er super spændende.

 


Hvad har BGK betydet i forhold til optagelsen på kunstakademiet?

Jeg tror ikke, jeg var kommet ind i år, hvis ikke jeg havde fået en øjenåbner. BGK er en stor overflødighedskasse, man kan dykke ned i, og så tager man hvad man har lyst til at bruge. Det er den faglige sparring og muligheder de giver én i form af materialer som en Mac Book, en kunstner der hjælper dig til at komme videre i et projekt og samtalerne om kunst. Der er stor fokus på samtalen, som gør én bevidst om sine idéer. Så det har betydet rigtig meget. 

 


Hvad er dit bedste råd til unge, der gerne vil ind på Kunstakademiet?

Det er vigtigt, at man er åben over for nye ideer.  Jeg tror altid, det er vigtigt at være tro over for sig selv og kun følge ideen, hvis man føler, den er det værd. Ellers kommer man let til at udstille sig selv i en eller anden grad.

 


Hvilke forventninger har du til uddannelsen på Kunstakademiet?

Jeg ser det som et sted med en masse muligheder, som jeg skal til at bruge og undersøge. Et sted som kan åbne en masse døre.

 


Hvad vil du gerne lave efter din uddannelse?

Den store drøm er selvfølgelig at kunne leve af sin kunst. Jeg tror, det kræver hårdt arbejde, som jeg selvfølgelig er forberedt på. Der er seks år til endnu, og lige nu tager jeg et år ad gangen. Jeg synes, det er svært at overskue, når der står så mange muligheder lige foran én.  Jeg aner ikke hvor jeg bevæger mig hen. Det bliver bare spændende at se.  


 

Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Tirsdag-søndag: 10-17
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Entrépriser
Voksne: 95 kr.
Grupper (mindst 10): 80 kr.
Pensionister: 95 kr.
Studerende: 75 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis