Interview med et medlem

’Seksdagesløb’ på ARKEN

 

ARKEN har mødt direktør Ingvar Pedersen fra gulvvirksomheden BG Interiør til en snak om virksomhedens mangeårige medlemskab af Erhvervsklub ARKEN. Medlemskabet giver dem bl.a. mulighed for at lave et såkaldt ’seksdagesløb’ for virksomhedens kernekunder.

Ingvar Pedersen sammen med ARKENs vicedirektør Karen Haumann

BG Interiør har været medlem af Erhvervsklub ARKEN siden starten af 2003 og har benyttet sig flittigt af erhvervsklubbens mange tilbud. Især adgangen til det mødelokale med udsigt over Køge Bugt er en fordel, som de, ud over bestyrelsesmøder o. lign., benytter til at afholde virksomhedens årlige ’seksdagesløb’, hvor kernekunder og andre interessenter inviteres til en aften i kunstens tegn.

Begrebet ’seksdagesløb’ stammer fra tidligere år, hvor BG Interiør havde loge 31 i Forum under det legendariske cykelløb. Her inviterede virksomheden forskellige kunder seks aftener i træk. Men kunderne vil have noget andet i dag, og derfor er ’seksdagesløbet’ nu flyttet til ARKEN, hvor virksomheder seks onsdage i træk inviterer 10 kernekunder til et aftenarrangement med samme gode stemning, intensitet og intimitet, som under cykelløbet i Forum. 

En virksomhedsfortælling om ARKEN
Formålet med hvert arrangement er at gøre forretning, netværke og samtidig vise virksomhedens taknemmelighed overfor kernekunder ved at give dem en inspirerende aften med fokus på kunsten og museet som virksomhed.

Gæsterne er derfor blevet præsenteret for ARKENs vicedirektør Karen Haumann, der har givet et erhvervsrelateret oplæg om museet, aktuelle aktiviteter, museumsledelse og museets muligheder – eller som Ingvar beskriver det ”en virksomhedsfortælling om ARKEN”, som andre virksomhedsejere kan lade sig inspirere af: ”ARKEN er jo ikke et almindeligt museum. ARKEN er en virksomhed, en forretning. Karen Haumann er ikke museumsinspektør, hun er vicedirektør. I har en organisation som en professionel virksomhed, ikke som en statsejet institution.”

Gæsterne har desuden fået en omvisning i museets særudstilling CARL-HENNING PEDERSEN 100 ÅR og en god middag fra ARKENs restaurant

Ingvar Pedersen nyder udsigten fra Erhvervsklubbens mødelokaleFyraften med fantastisk udsigt
Ud over ’seksdagesløbet’ arrangerer BG Interiør en række events for kunder og samarbejdspartnere, der eksempelvis kan inkludere golf, jagt eller fisketure. Styrken ved arrangementet på ARKEN er bl.a. det erhvervsrelaterede indhold og tidspunktet sidst på dagen onsdag, hvor museet har længe åbent: ”Arrangementet tager 3-4 timer og er et godt alternativ til dem, der foretrækker et fyraftensarrangement”, siger Ingvar og understreger, at ARKEN tilbyder nogle helt unikke rammer, en god stemning og en fantastisk udsigt.

Ingvar glæder sig over de tilfredse samarbejdspartnere, og han regner med at fortsætte virksomhedens ’seksdagesløb’ på museet i de kommende år. Ved spørgsmålet om han kan anbefale et medlemskab af Erhvervsklub ARKEN siger han:

”Alene adgangen til udsigten og mødelokalet er de 15.500 kr. værd om året, og så er forferniseringer og den årlige VIP-middag jo bare en ekstra bonus. Så det kan jeg sagtens anbefale.”


Om BG Interiør
BG Interiør er leverandør af gulve til byggebranchen.
Virksomheden var leverandør til ARKEN under museets tilblivelse i 1996 og var det første medlem af Erhvervsklub ARKEN i 2003.

Læs mere om ERHVERVSKLUB ARKEN og se alle fordelene her



Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Tirsdag-søndag: 10-17
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Entrépriser
Voksne: 95 kr.
Grupper (mindst 10): 80 kr.
Pensionister: 95 kr.
Studerende: 75 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis