Om værket

KEITH COTTINGHAM

OM VÆRKET

Fictitious Portraits tager udgangspunkt i portrætfotografiet. Cottingham anvender ikke reelle personer som modeller for de portrætterede drenge, men har derimod sammensat en person ud fra en blanding af ham selv, tegninger, voksskulpturer og billeder af mennesker af forskellig race, alder og køn. Drengeskikkelserne er således mutationer af en række faktiske og fiktive personer. De skildres uden individuel karakter: nøgne, med udtryksløse ansigter og poserende foran en sort baggrund.

Fælles for drengene er, at de genetisk ligner mennesket. Alligevel fremstår de som kunstige skabninger, der er blevet til uden et menneskeligt forlæg ved at manipulere forskellige former for billeddata lagret i computerens hukommelse. Ved nærmere eftersyn bemærker man som beskuer en stivhed i drengenes kropsholdninger og et underligt tomt blik i deres øjne. Drengeskikkelserne fremstår på den måde som simulationer, der er undfanget i computerens virtuelle verden.

Naturlig kunstighed
I nutidens informationssamfund er det ikke længere indlysende, hvad der betragtes som værende naturligt og
hvad der betragtes som værende kunstigt. Denne skelnen bliver vanskelig, når det kunstige optages i den menneskelige krop, og det kunstige og det naturlige, kroppen og teknikken, begynder at smelte sammen.

I serien Fictitious Portraits undersøger Cottingham, hvad denne udvikling betyder for vores opfattelse af mennesket og for vores individualitet. Hans anvendelse af computeren til fremstilling af menneskekroppen er på den ene side et udtryk for, at det perspektiv, vi anlægger på verden, er konstrueret. På den anden side er den en kommentar til den ’konstruerede’ krop, dvs. til mennesket forstået i et teknologisk perspektiv.

Det manipulerede menneske
I informationssamfundet foregår den teknologiske og bioteknologiske udvikling med så stor hast, at gårsdagens science fiction hurtigt bliver til morgendagens virkelighed. Menneskets gener er kortlagt. Genteknologien gør det muligt at manipulere og klone genmaterialet, så mennesket kan skabe en tro kopi af sig selv. Det moderne menneske har mulighed for at ændre udseende gennem plastikkirurgi eller få indopereret proteser eller nye organer, når de gamle ikke længere fungerer optimalt. Det er ikke kun teknologien, der sætter grænser for, hvad vi kan. I dag er det også et etisk spørgsmål om, hvorvidt vi er villige til at udnytte den eksisterende viden inden for det teknologiske og det bioteknologiske forskningsområde.

Om Cottinghams kunst generelt
Cottinghams billeder er ofte spektakulære storformatsbilleder, der tager motivisk afsæt i portrætter og arkitektoniske interiørskildringer. Fotografierne - som er konstrueret ud fra tegninger, voksskulpturer og digitale billedbehandlingsprogrammer - minder om de tredimensionelle modeller, som anvendes i filmindustrien. Men Cottinghams modeller eksisterer ikke i fysisk forstand; de eksisterer kun som immaterielle visualiseringer.

Fotografiet i den digitale tidsalder
Cottingham har siden begyndelsen af 1990erne eksperimenteret med digitale billedbehandlingsteknologier, der har gjort det muligt at manipulere med det fotografiske billede i en hidtil ukendt grad. De nye digitale teknologier er baseret på den kendsgerning, at al visuel information – som fx fotografier – kan omsættes til elektroniske talkoder, der transmitterer det oprindelige billedes kontraster, farver, tonale kvaliteter osv. Det sker i form af billedets mindste enkeltelementer, de såkaldte pixels, der lagres i computerens hukommelse, og som kan ordnes og struktureres frit i overensstemmelse med brugerens forskellige ønsker og behov.

Herved adskiller det digitale billede sig grundlæggende fra det analoge fotografi. I det digitale billede bliver det tydeligt, at billedet er en konstruktion. De enkelte pixels er indbyrdes udskiftelige, og det endelige billede er derfor altid resultatet af en række valg eller kodninger; valg, der kan resultere i det, som vi normalt forstår ved en fotografisk gengivelse af fx personer eller arkitektoniske rum, men som ikke nødvendigvis gør det.

En genkendelig illusion
Selvom Cottinghams portrætbilleder og arkitekturfotografier umiddelbart ligner konventionelt fremkaldte fotografier, er de altid digitalt manipulerede. De computermanipulerede billeder ophæver på en meget direkte måde fotografiets autentiske karakter. De fremstår som kunstigt frembragte billeder, der snarere end at gengive virkeligheden, konstruerer nye virkeligheder. På denne måde peger Cottinghams digitalt manipulerede kunstfotografier på fotografiet som et fiktivt univers, alt imens det inddrager den moderne teknik, i form af computeren, som en naturlig del af det nutidige menneskes virkelighedsforståelse.