Sarah Lucas er uddannet fra den indflydelsesrige kunstskole Goldsmiths College i London i 1984 (1984-1987). Inden da gik hun på Working Men's College (1982-83) og London College of Printmaking (1983-84). Hun deltog i 1988 på den berømte udstilling "Freeze" i Londons Docklands, der var kurateret af Damien Hirst, og som samlede en række kunstnere fra Goldsmiths College. Udstillingen er siden blevet set som YBA-kunstens afsæt og starten på en række markante kunstnerkuraterede udstillinger. Sarah Lucas havde sin første soloudstilling "Penis Nailed to A Board" i det kunstnerdrevede galleri City Racing i 1992. I 1993 startede hun sammen med Tracey Emin udstillingsstedet og forretningen The Shop på Bethnal Green Road i Londons East End. Stedet fungerede som en parodi over 1980ernes kommercielle gallerier, hvor de solgte t-shirts med tekster som "I'm so fucky" og "Have you wanked over me yet?" samt Damien Hirst-askebægre, penisskulpturer, tøj etc. Hver lørdag blev der holdt fest, men ingen arrangementer blev annonceret – alt foregik efter mund til mund metode. En række af hendes værker er købt af reklameguru og kunstsamler Charles Saatchi og derigennem deltog hun i en række markante udstillinger op gennem 1990erne, der kulminerede med "Sensation: Young British Artists from the Saatchi Collection" i 1997 på Royal Academy of Arts i London. Udstillingen blev senere vist i Berlin og New York. I 1995 deltog Lucas i udstillingen "Brilliant! New Art from London" på Walker Art Center i Minneapolis. Siden midten af 1990erne har Lucas deltaget i en lang række udstillinger over hele verden, bl.a. på Venedig Biennalen i 2003. Lucas står i dag som en af YBA-generationens mest markante kunstnere. Sarah Lucas er repræsenteret på internationale museer og samlinger, herunder Tate Modern i London, Statens Museum for Kunst, København.