Om værket

VIBEKE TANDBERG

OM VÆRKET

Værket er en del af serien Dad, der består af seks halvfigursportrætter af kunstneren iført farens tøj, og hvor ansigtet er en blanding af hendes og hans.

Interiøret kunne udmærket være forældrenes egen stue og en del af et pænere, borgerligt hjem. Alligevel er der en teaterlignende iscenesættelse over portrættet, der dels skyldes den professionelle lyssætning, som adskiller billederne fra normale familieportrætter og dels den afbildede persons lettere maniske udtryk.

En "unheimlich" far
Billedets tekniske perfektion bidrager til scenens surreelle islæt trods motivets hverdagsstemning. Den spinkle feminine person blandet med de grove maskuline træk er ikke alene humoristisk, men også ubehagelig, idet sammensætningen udfordrer vores gængse forestillinger om køn.

Far er ikke den sædvanlige familiefar, men en lettere ustabil, tvekønnet person, der fremstår latterlig, men også urovækkende. Forælderens sædvanlige tryghed er blevet unheimlich. Tandberg har skabt et subtilt og rystende selvportræt, hvor hun på én gang er far og datter, mand og kvinde, voksen og barn. Den traditionelle afstand mellem de to generationer er væk.

Idenitet som manipulerbar rolle
Tandberg sætter sig selv i scene i en række selvportrætter, der udfordrer ideen om identitet som en fast og stabil størrelse.

Ligesom Tandbergs andre fotografier er Dad computermanipuleret, og det er derfor ikke en rigtig far, vi møder i billedet, men en kloning mellem datter og forælder. Med humoren og det groteske som våben udforsker Tandberg det klassiske spørgsmål om arv kontra miljø. Hvordan ligner vi vores forældre og i hvor stor udstrækning?

Vibeke Tandberg har selv sagt om fotografierne: "Jeg tror på at ens personlighed er bestemt langt mere af miljø end af arv. Ikke desto mindre kan jeg godt lide at tænke på, at der er sider ved en selv, som man ikke kan ændre. Det er på en måde umuligt helt at fjerne sig fra sine forældre. Det er skræmmende, men også trygt på samme tid. Det giver dig rødder og tilhørsforhold, men det binder dig også til naturen på en måde som er umulig at komme uden om."

Om Tandbergs kunst generelt
Tandberg fokuserer på sine egne psykosociale forhold til den omkringliggende verden. Ved hjælp af computermanipuleret fotografi og film udforsker hun forhold omkring identitet, køn, skønhed og hvordan skønhed i sin stereotypiske form repræsenteres i den samtidige kultur, samt hendes egne drømme og ambitioner.

En række af hendes værker kan ses i en feministisk tradition, hvor hun afsøger de sædvanlige begrænsninger i forhold til kvinders udfoldelsesmuligheder, men også i forhold til gængse medierepræsentationer.

Tandberg optræder altid selv i sine værker, hvilket giver hendes samlede projekt et narcissistisk skær. Gennem sine manipulerede, men trods alt realistiske fotografier ophæver hun grænserne mellem, hvad der er virkeligt og hvad der kunne være virkeligt. Med sit valg af medier, fotografier og film, der traditionelt karakteriseres af deres nære virkelighedsforbindelse, sætter hun bl.a. spørgsmålstegn ved forholdet mellem det autentiske og det iscenesatte.

En kvinde med mange kasketter
Tandbergs værker bliver sat i forbindelse med konceptkunstens udforskning af forholdet mellem ord og billede og den postmoderne kunst, herunder identitetsproblematikken, udforskningen af kønnets muligheder og begrænsninger, kunstværkets originalitet, kunstnerens position i forhold kunstværket og opgøret med fotografiets autenticitetsbegær.
Tandbergs første værker var en række sødladne bryllupsportrætter, som vi kender dem fra aviserne, hvor hun blev fotograferet sammen med ti forskellige mænd, som hun havde mødt aftenen forinden på en bar. Fotografierne blev herefter sat i forskellige aviser.

Siden har Tandberg påtaget sig en række roller og levet en omskiftelig tilværelse som håndbolddommer, den første kvindelige kosmonaut på månen, hoppende far, gravid kvinde, hjælpearbejder i Kenya, prinsesse og gammel mand.