Om kunstneren

TONY OURSLER

FØDT 1957 NEW YORK (USA)

 
TONY OURSLER
Tony Oursler er uddannet på California Institute of the Arts i 1979, hvor han blev Bachelor of Fine Art. Han bor og arbejder fortsat i New York.

Oursler har udstillet over hele verden og i stort omfang på amerikanske museer. Siden 1981 har han haft et stort antal  soloudstillinger på bl.a. Folkwang Museum i Essen (1989), udstillingen "System for Dramatic Feedback" på Portikus Frankfurt, Les Musées de la Ville de Strasbourg, Centre d'Art Contemporain i Geneve og Stedelijk Van Abbemuseum i Eindhoven.

I 1999 og 2000 havde han udstillingen "Introjection: Tony Oursler mid-career survey 1976-1999" på MASS MoCA i Massachusetts, Contemporary Arts Museum i Houston, Museum of Contemporary Art i Los Angeles og på Des Moines Art Center.

Blandt gruppeudstillinger kan nævnes Documenta 8 i Kassel i 1987, "1989 Biennial Exhibition" på Whitney Museum of American Art i New York, Documenta IX i Kassel (1992). I 1997 deltog han på såvel Whitney Biennalen på Whitney Museum of American Art og på Documenta X og i 1998 deltog han på Sao Paulo Biennalen.

Oursler har siden starten af 1980erne arbejdet med video og regnes lige som Bill Viola blandt mediets mest indflydelsesrige kunstnere. Hans tidligere værker bestod ofte af single-channel video på malet scenografi og med hånddukkelignende teateropstillinger.

Ligesom hans senere værker er der her et tydeligt fortællende element, der tematiserer fremmedgørelse, mediemanipulation og den moderne verdens fragmenterede bevidsthed.

Senere har han brugt "liquid crystal display projectors", der gjorde det muligt for ham at projicere billeder op på rumlige overflader. På den måde kunne en livløs dukke få et levende og bevægende ansigt, der er i stand til at fremprovokere helt nye følelsesmæssige reaktioner fra beskuerens side.

Siden 1990erne har Oursler arbejdet med komplekse overlejringer af lys, lyd og bevægelse, der på forskellig vis kan formidle følelsen af splittede personligheder, ubehag og forvirrethed.

Tony Oursler er repræsenteret på bl.a. CAPC Musée d'Art Contemporain de Bordeaux, Magasin 3 i Stockholm, Modern Art Museum of Forth Worth, Centre Georges Pompidou i Paris, Museum of Contemporary Art i Chigago, KIASMA Museum of Modern Art i Helsinki, Museum of Modern Art i New York, Staatsgalerie Moderner Kunst i München, Tate Gallery i London, Van Abbemuseum i Eindhoven, Whitney Museum of American Art i New York og ARoS Aarhus Kunstmuseum. 


Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Tirsdag-søndag: 10-17
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Entrépriser
Voksne: 95 kr.
Grupper (mindst 10): 80 kr.
Pensionister: 95 kr.
Studerende: 75 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis