Om værket

Udstillinger
ARKENS SAMLING
- Fotografi og grafik
- MALERI OG SKULPTUR
  - Jean Arp
  - Tilo Baumgärtel
  - Peter Bonde
  - Anders Brinch
  - Carin Ellberg
  - Michael Elmgreen & Ingar Dragset
  - Andreas Golder
  - Katharina Grosse
  - Stella Hamberg
  - Jeppe Hein
  - Damien Hirst
  - Asger Jorn
    - Om værket
    - Om kunstneren
  - Eske Kath
  - Clay Ketter
  - Per Kirkeby
  - Jeff Koons
  - John Kørner
  - Elina Merenmies
  - Tim Noble & Sue Webster
  - Allan Otte
  - Tal R
  - Anselm Reyle
  - Pascale Marthine Tayou
  - Elisabeth Toubro
  - Matthias Weischer
  - Troels Wörsel
  - Kathrine Ærtebjerg
- INSTALLATION OG MEDIEKUNST
- Erhvervelser
- Indkøbspolitik
ARKENs kunstpris
ARKENs rejselegat
ARKEN Edition
Støt ARKEN

ASGER JORN

OM VÆRKET

Under et besøg i kunsthandler Børge Birchs sommerhus på Læsø i 1965 blev Asger Jorn fristet af husets hvide vægge. Han udførte på få timer et stort vægmaleri i limfarver med en transparent, akvarel-lignende glød.

Udsmykningens frie, lette strøg løb fra væggen ind i en dørniche, videre op langs en trappe og ind i det tidligere kornloft. Her blev farverne mørkere, brunlige og mere mættede i overensstemmelse med rummets arkitektur.

FRA SOMMERHUS TIL MUSEUM
I 1986 forærede Børge Birch udsmykningen til Københavns Kommune. En stabiliserende hinde blev midlertidigt klæbet på maleriets forside, så malingen og det yderste lag puds kunne løsnes fra de kalkede murstensvægge.

Herefter blev det via en kompliceret teknik overført til syv paneler lavet i lette, stærke materialer. De enkelte dele er af meget forskellig størrelse og afslører maleriets omtumlede historie, som har betydet, at det er blevet flyttet flere gange.

Den enestående udsmykning er på den måde bevaret som billeder, selvom det er svært at få et indtryk af, hvordan udsmykningen har virket i rummet. Efter flere års deponering i forhallen til Østre Gasværks Teater overgik maleriet i 1998 til ARKEN.

ET DEMOKRATISK MEDIE
Allerede som ung elev på Fernand Légers malerskole i Paris var vægmaleriet en af Jorns foretrukne udtryksformer. Jorn mente, at det "demokratiske" medie egnede sig til en folkelig kunst – en opfattelse som lå i forlængelse af hans kommunistiske engagement.

Ved verdensudstillingen i 1937 assisterede han blandt andet Le Corbusier ved at forstørre børnetegninger op til kolossale formater. Børnetegninger blev også senere en inspirationskilde for Jorn og de øvrige medlemmer af CoBrA-bevægelsen og de Spontant-abstrakte malere. Således er Læsø-udsmykningens kombination mellem den spontane, barnligt legende udtryksform og vægmaleriets storformat en forlængelse af Jorns øvrige virke.

Om Jorns kunst generelt
Jorn arbejdede hele sit liv med de fleste kunstneriske medier: tegning, grafik, maleri, vægmaleri, skulptur, keramik, billedtæpper og med bøger og tidsskrifter af forskellig art. Gennem de forskellige medier gav han udtryk for et konstant ønske om fornyelse og interesse for kunstens muligheder.

Jorn arbejdede få år med det konkrete maskininspirerede udtryk. En stil som han havde lært hos sin lærer, den franske maler Fernand Legér. Hurtigt skiftede han stil til fordel for surrealismens tvetydige og mere uhåndgribelige eksperimenter.

Jorns stil blev i løbet af 1940erne stadigt mere spontan, og den fik markante abstrakte kvaliteter. Hans malerier udtrykker i denne periode en tydelig interesse for farvemodsætninger udtrykt gennem rene, klare farver.

Under 2. verdenskrig fandt Jorn sammen med de Spontant-abstrakte malere. De ønskede et maleri, der lagde vægt på den direkte påførte farve, og som ikke var underlagt fornuftens stramme og hæmmende bånd. Inspirationen fandt de i surrealisternes "automattegning", hvor kunstnerne søgte et ubevidst udtryk. Samtidig kritiserede de surrealisternes måde at styre selve maleprocessen: Ikke kun motiverne skulle være ubevidste, også malemåden skulle udtrykke det ubevidste.

ET SOCIALT AFSÆT
Fra 1948 arbejdede Jorn med CoBrA-gruppens stadig mere abstrakte og frie stil. Kunstnerne understregede betydningen af det frie udtryk og vigtigheden af farve og de enkelte penselstrøg. De ønskede et fællesmenneskeligt udtryk, der omfattede alle på tværs af tid og kultur. CoBrA fokuserede på universelle, eksistentielle vilkår, som både bar præg af deres livsbekræftende drømme om et nyt fællesskab og af krigens rædsler.

Jorns og CoBrAs kunstsyn var kendetegnet af store utopiske visioner, der ikke kun indbefattede kunsten, men hele livet. Deres kunst var præget af eksistentielle overvejelser og den tidsånd, der herskede under den Kolde Krig.

Jorns store sociale og politiske engagement bliver yderligere forstærket op gennem 1950erne. Han er først med til at danne gruppen Bauhaus Imagiste, og senere deltager han i den politisk orienterede gruppe Situationiste Internationale. Her begynder han sit arbejde med at "modificere", dvs. overmale og ændre, andre kunstneres værker, så de nu fremstår tidstypiske og relevante for det moderne menneske.

EN STOR SUCCESS
I 1960erne får Jorn sit store gennembrud – også kommercielt. Det giver ham mulighed for at udvide en livslang interesse for nordisk historie og kunst. Gennem sit Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme forsøger han frem til sin død i 1973 at udgive et større bogværk om nordisk folkekunst gennem 10.000 år med bidrag af forskellige forfattere. Ud af de planlagte 23 bind udkommer kun et enkelt.

I disse år bliver hans malerier stadig mere ekspressive, og han forlader i mange tilfælde fuldstændig figurationen til fordel for voldsomt farvemættede billeder. Selvom han forlader den situationistiske bevægelse, bliver hans politiske engagement ikke mindre, og han udfører bl.a. plakater til det franske ungdomsoprør.