Om værket

Udstillinger
ARKENS SAMLING
- Fotografi og grafik
- MALERI OG SKULPTUR
  - Jean Arp
  - Tilo Baumgärtel
  - Peter Bonde
  - Anders Brinch
  - Carin Ellberg
  - Michael Elmgreen & Ingar Dragset
  - Andreas Golder
  - Katharina Grosse
  - Stella Hamberg
  - Jeppe Hein
  - Damien Hirst
    - Om værket
    - Om kunstneren
  - Asger Jorn
  - Eske Kath
  - Clay Ketter
  - Per Kirkeby
  - Jeff Koons
  - John Kørner
  - Elina Merenmies
  - Tim Noble & Sue Webster
  - Allan Otte
  - Tal R
  - Anselm Reyle
  - Pascale Marthine Tayou
  - Elisabeth Toubro
  - Matthias Weischer
  - Troels Wörsel
  - Kathrine Ærtebjerg
- INSTALLATION OG MEDIEKUNST
- Erhvervelser
- Indkøbspolitik
ARKENs kunstpris
ARKENs rejselegat
ARKEN Edition
Støt ARKEN

DAMIEN HIRST

OM VÆRKET

De fire elementer (hvem er bange for rød, gul, grøn og blå
Blank interiørmaling på lærred med sommerfugle
Fire dele, hver 213,4 x 213,4 cm

Det store maleri i fire dele er set på afstand smukt og harmonisk. Fire identiske sommerfuglesværme i forførende farver har slået sig ned på fire store lærreder i stærke signalfarver. Resultatet er stærkt dekorativt.

Tæt på er det tydeligt, at sommerfuglene ikke er malet på lærrederne. De er ægte, døde sommerfugle, der er blevet placeret i den våde maling. Pludselig ligner de fire store flader en smuk, men banal og udspekuleret dødsfælde.

HVEM ER BANGE FOR POP?
The Four Elements (Who's Afraid of Red, Yellow, Green and Blue) er en moderne fortolkning af det klassiske vanitas-motiv tilsat en ekstra dimension. Maleriet repræsenterer ikke alene livet, der forgår – døden eksisterer konkret i værket. På den måde overskrider Hirst et stort tabu i kunsten. I århundreder har kunstnere gengivet virkeligheden, men ikke forsøgt at genskabe den. Det gør Hirst. En stor del af Hirsts kunst udfordrer grænsen mellem kunst og virkelighed, og han iscenesætter på både grusom og smuk vis den chokeffekt, der er resultatet.

Værket er samtidig et bevidst banalt og poppet maleri. Farverne er stærkt appellerende, og det ved Hirst. Han siger om sine farver: "Jeg tror på, at maleriet og al kunst skal være opløftende for betragteren. Jeg elsker farver. Jeg kan mærke det indeni."

Den første del af værkets titel er en henvisning til de klassiske og mytologiske elementer jord, ild, vand og luft, der visse steder associeres med bestemte farver. Den anden del af titlen henviser til den amerikanske kunstner Barnett Newmans serie af abstrakte malerier i store, vibrerende farvefelter Who’s Afraid of Red, Yellow and Blue fra 1960erne. Hirst forbinder med ironi sit eget maleri til det moderne, abstrakte colourfield-maleri), der blandt andet bruger farver som et instrument til afsøgning af maleriets rum og flade.

ALLE ELSKER SOMMERFUGLE
Sommerfuglene taler ligesom farverne direkte til vores sanser og følelser. De er smukke, uskyldige og skrøbelige – og et effektivt middel til at fange og fastholde vores interesse. Alle elsker sommerfugle.

Samtidig indeholder de en række symbolbetydninger, der også er blevet brugt af andre kunstnere se fx Peter Holst Henckel). I kraft af sin forvandling fra larve over puppe til sommerfugl symboliserer sommerfuglen udødeligheden og genopstandelsen, og den henviser til sjælen og psyken.

På den måde understreger Hirst, hvordan vi sammenkæder vores egne oplevelser af værket med sommerfuglenes symbolik. Det handler lige så meget om repræsentationen af genstanden som om genstanden selv. Ved at bruge ready-mades (færdigfremstillede genstande) udfordrer Hirst forholdet mellem det virkelige og det kunstige. På den måde iscenesætter Hirst den fine linje mellem det filosofiske og det lommefilosofiske.

Sommerfuglemalerierne er et af de motiver, som Hirst har arbejdet længst med. Han startede arbejdet i begyndelsen af 1990erne, hvor han i sin første soloudstilling "In and Out of Love" udførte en række værker, der inkluderede både levende og døde sommerfugle. I en installation lod Hirst et stort antal farvestrålende tropiske sommerfugle flyve rundt. Under udstillingen døde stadigt flere sommerfugle og gulvet blev gradvist dækket af et tæppe af tusindvis af sommerfugle. Han har også skabt en række collager med sommerfuglevinger, der fortsætter udforskningen af forholdet mellem død og æstetik.

Om Hirsts kunst generelt
Hirst fortolker på grænseoverskridende vis de universelle, eksistentielle tematikker, der løber som en rød tråd gennem kunsten. Han er bevidst om de provokerende elementer og udnytter det spektakulære til at få beskueren til at tage stilling.

Hirst benytter samme strategi i et af sine mest berømte værker The Impossibility of Death in the Mind of Someone Living (1991). Skulpturen med den karakteristiske lange titel består af en gigantisk tigerhaj, indfanget og dræbt i Australien, som er placeret i en vitrine fyldt med formaldehyd. Tigerhajen er enorm og ser næsten levende ud i det store "akvarium" og henviser samtidig til den populærkulturelle afbildning af hajer, som vi fx kender fra kultfilmen "Jaws" (Dødens gab).

Titlerne er af stor betydning for værkerne. De er ofte lange, komplicerede og overdrevent filosofiske. På den måde komplicerer Hirst sine kunstneriske udsagn, og han "spiller" bevidst på vores forventninger til det finkulturelle.

DØDEN ER SPÆNDENDE!
Hirst udfordrer vores fascination af døden, vores skræk for kroppens forfald og vores ønske om sundhed og et langt liv. Derfor er lægemidler også blandt hans foretrukne motiver. Han har bl.a. sagt med reference til sin interesse for farmaci, laboratorieudstyr og lægemidler: "Kunst er som medicin – den kan helbrede. Alligevel har jeg altid være forundret over, at folk kan tro på medicin, men ikke på kunst, uden at stille spørgsmål til begge dele." Den tiltro og seriøsitet, der er tilknyttet lægemiddelindustrien, kunne kunsten ifølge Hirst med fordel efterstræbe.

Publikums afsky er en reaktion, som Hirst bevidst arbejder med. Vi skal konfronteres med vores egne grænser for at kunne problematisere, hvordan de opstår, og hvorfor de er defineret som de er. Hirst er med andre ord interesseret i kunstens rammesætning. Vi oplever hvordan kunsten virker, og hvilke rammer der eksisterer for udførslen af den. På den måde behandler Hirst en række af konceptkunstens ledende problemstillinger. Det færdige kunstværk er styret af en forudgående idé, der bestemmer udførsel og form.

FOR POPULÆR?
Hirst repræsenterer sammen med andre kunstnere i den såkaldte YBA-generation en opmærksomhedssøgende stil, der har søgt bort fra tidligere tiders kunstneriske indadvendthed til fordel for en stil, hvor kunstnere får stadig mere til fælles med popstjerner og skuespillere.

Hirsts kunst har – som andre kunstnere fra hans generation som Sarah Lucas og Tracey Emin – delt kritikken i to. Nogle finder, at Hirst i en avantgarde-tradition udvider grænserne for kunsten og på ny vis formår at aktualisere fundamentale filosofiske og eksistentielle spørgsmål, og så dem, der mener, at Hirst ikke bare mimer Hollywoods populærkultur, men selv er blevet det. Hirst skiftevis understreger og nedtoner sin seriøsitet som kunstner. Han kan fremstå tvetydig, oprigtig og samtidig fuld af sarkasme.