Om værket

Udstillinger
ARKENS SAMLING
- Fotografi og grafik
- MALERI OG SKULPTUR
  - Jean Arp
  - Tilo Baumgärtel
  - Peter Bonde
  - Anders Brinch
  - Carin Ellberg
  - Michael Elmgreen & Ingar Dragset
  - Andreas Golder
  - Katharina Grosse
  - Stella Hamberg
  - Jeppe Hein
  - Damien Hirst
  - Asger Jorn
  - Eske Kath
  - Clay Ketter
  - Per Kirkeby
  - Jeff Koons
  - John Kørner
  - Elina Merenmies
  - Tim Noble & Sue Webster
  - Allan Otte
  - Tal R
  - Anselm Reyle
  - Pascale Marthine Tayou
  - Elisabeth Toubro
    - Om værket
    - Om kunstneren
  - Matthias Weischer
  - Troels Wörsel
  - Kathrine Ærtebjerg
- INSTALLATION OG MEDIEKUNST
- Erhvervelser
- Indkøbspolitik
ARKENs kunstpris
ARKENs rejselegat
ARKEN Edition
Støt ARKEN

ELISABETH TOUBRO

OM VÆRKERNE

Hårarabesk 1, 1998
Glasfiber, stål og træ
280 x 180 x 180 cm

De svagt grønne skulpturer hænger ned fra loftet og inviterer umiddelbart til en sanselig oplevelse. Deres former er modsætningsfyldte og disharmoniske. De er på samme tid skrøbelige og imponerende at se på. Overfladerne virker tiltrækkende og vi får umiddelbart lyst til at røre ved dem.

Skulpturernes tydelige organiske udseende kombineret med titlerne: cellearabesk og hårarabesk, henleder tankerne på noget levende, der er under forandring og udvikling. Den amorfe form minder om en voksende samling af celler – en biologisk struktur med andre ord.

Udover den rent sanselige oplevelse indeholder skulpturerne en række henvisninger og inspirationer, der kræver en viden ud over den vi kan få ved at se på dem, hvis vi vil forstå dem til fulde.

FORTÆLLINGER FRA GRØNLAND
Skulpturerne er i bogstavelig forstand åbne og gennemsigtige, men også hemmelighedsfulde og afvisende, fordi de er svære at aflæse og forstå. De forestiller ikke noget i gængs forstand, men er symboler på en fortælling, der har forbindelse til Toubros eget liv.

Hun er født og opvokset i Grønland og skulpturerne refererer på forskellig vis til Grøndlands kultur og natur. Skulpturerne er henholdsvis parafraser over et isbjørneskind (Cellearabesk) og en eskimofrisure (Hårarabesk 1 og 2).

Bogstaverne, der stikker ud fra arabeskernes indre, henviser til "lyde" i form af skrift. De er udskrifter af nogle optagelser, som den opdagelsesrejsende Knud Rasmussen foretog af de grønlandske åndemanere. Ordene udgør omkvædet i de trommedanse, åndemanerne udfører i forskellige sammenhænge.

Skulpturerne kommenterer også situationen i dagens Grønland. Toubro opnår dette ved at sammensætte henvisninger fra den eskimoiske kultur og den danske, dvs. den vestlige verdens civilisation. Den grønlandske mysticisme står i kontrast til det vestlige, danske samfunds rationalitet.

Den danske kultur er repræsenteret gennem den orange gitterkonstruktion, der følger en forholdsvis logisk ordnet struktur. Begge kulturer er til stede samtidig, men de kan ikke smelte sammen til et samlet hele. De former, der repræsenterer den eskimoiske kultur er fastgjort til gitterkonstruktionen. De er afhængige af gitteret. Skulpturerne viser, at den oprindelige eskimoiske kultur er blevet afhængig af en kultur, som står fjernt fra dens egen.

Om Toubros kunst generelt
Elisabeth Toubro er repræsentant for en skulpturtradition med et kompliceret filosofisk og teoretisk afsæt. Hendes skulpturer og udstillinger bliver typisk ledsaget af teoretiske tekster, der vidner om en stor interesse for fransk postmoderne teori og filosofi.

Sammen med billedhuggere som Henrik B. Andersen, Morten Stræde, Elle Klarskov Jørgensen og Øivind Nygård er hun uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi under prof. Hein Heinsen. Gruppen har fået tilnavnet "de cool billedhuggere", da deres værker har en meget gennemarbejdet overflade og ofte udviser en vis utilnærmelighed.

Parallelt med det vilde maleris fremkomst i Danmark i starten af 1980erne opstod en helt ny bevægelse i den samtidige skulptur. Hvor det for malerne handlede om hurtigt udførte malerier, arbejdede billedhuggerne langsommere og påkaldte sig ikke samme interesse fra medierne.

KUNST OG FILOSOFI
Toubros skulpturer er heterogene, dvs. at hun arbejder med formen som punkter af varierende intensitet. Det betyder, at skulpturen ikke kan samles og forstås i ét blik, men skal læses som en fortælling. Det vil sige, at vi konkret bevæger os rundt om skulpturen og opdager den uensartede overflade. På den måde understreger Toubro betydningen af tid og rum for oplevelsen af skulpturerne.

Toubro ser skulpturen og kunsten som en særlig måde at forstå og erkende verden på. Derfor mener hun også, at den har et andet "sprog" end andre kunstneriske medier.

METAMORFOSER
Sammensætningen af de meget forskellige materialer er gennemgående for Toubros skulpturer. Det medvirker til yderligere at komplicere skulpturens udtryk. Den bliver et sammensat spil mellem de mange former, figurationer, referencer og materialer, der støder sammen.

Toubros skulpturer kan sanses direkte og samtidig aflæses intellektuelt. De tre skulpturer er del af en række værker, som er visuelle paralleller til den romerske digter Ovids Metamorfoser. Ovids tekst fortæller bl.a. om, hvordan Daphne i et forsøg på at undgå den voldsomt kurtiserende Apollon forvandler sig til et træ. Metamorfose, forvandling og fortælling har været nøgleord i Toubros arbejde frem til i dag.

Toubros skulpturer er lukket omkring sig selv og filosofisk-teoretiske diskussioner. Hendes skulpturer er ikke konkrete undersøgelser af det omkringliggende sociologiske samfund. I stedet er hun optaget af diskussioner knyttet til kunsten og specielt til skulpturen, og hvordan den kan skabe erkendelse af verden.

Kunsthistorisk har hun en vis parallel til barokkens kunstnere, der også arbejdede med det tidslige aspekt i oplevelsen af skulpturen kombineret med den komplekse og åbne form. Toubro arbejder imidlertid i helt andre materialer: glasfiber, flamingo, vinyl, metal og pvc.