Om kunstneren

PETER BONDE

FØDT 1958 KØBENHAVN (DK)



PETER BONDEPeter Bonde er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1976-82).

Fra 1987-90 boede Bonde i Köln.

Bonde var professor på Det kongelige Kunstakademis malerskole 1996-2005.

Bonde havde sin første soloudstilling i Rådhuskælderen på Charlottenborg i 1981. Året efter deltog han i gruppeudstillingen "Kniven på Hovedet" på Tranegården i Gentofte, der blev en af de mest omtalte udstillinger på 1980ernes danske kunstscene. I forbindelse med udstillingen fik Bonde og de øvrige kunstnere på udstillingen tilnavnet De Unge Vilde.

I 1981 etablerede Bonde desuden galleriet In/from the flat sammen med Claus Carstensen, et udstillingssted for installationskunst. Indtil 1988 arbejdede de to kunstnere sammen om en række udstillinger, film, koncerter, musikudgivelser og publikationer.

Siden 1980erne har Bonde deltaget i et stort antal solo- og gruppeudstillinger i og uden for Danmark. I 1999 repræsenterede han Danmark på Venedig Biennalen med projektet "The Snowball", som han havde skabt sammen med den amerikanske kunstner Jason Rhoades. Projektet blev præsenteret som en multimedial ruminstallation, der var del af et længere udstillingsforløb og bl.a. viste videooptagelser af et "stock car race" med minibiler, som kunstnerne havde arrangeret. Projektet fokuserede på kommunikationsformer og på kunstværket som et "work in progress".

I de senere år har Bonde udført flere udsmykningsopgaver i bl.a. København, herunder til Unibanks (Nordeas) hovedsæde i 1999 og Hilton Airport Hotel i 2000. I 2003 udsmykkede han kirkerummet i Vestre Fængsel med bemalede kirkebænke, sandblæste vinduer, et monumentalt, tredelt maleri bag prædikestolen og en plasmaskærm, der fungerer som en altertavle med åbne muligheder for at vise forskelligt billedmateriale.

I dag er Bonde en internationalt anerkendt kunstner, og han bliver betragtet som en af de vigtigste danske samtidskunstnere inden for maleriet.

Bonde er repræsenteret på en række danske kunstmuseer: ARoS, Esbjerg Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Kastrupgaard-samlingen, Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst, Køge Kunstmuseum, Kunstmuseet Trapholt, Statens Museum for Kunst og Vestsjællands Kunstmuseum. Desuden er han repræsenteret på Kunstmuseum Wolfsburg, Tyskland og i den private samling Axa Nordstern, Köln, Tyskland.

 

Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Tirsdag-søndag: 10-17
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Entrépriser
Voksne: 50 kr.
Grupper: 50 kr.
Pensionister: 50 kr.
Studerende: 50 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis