I marts 2012 modtog ARKEN en meget generøs donation til DETLEFS-SALEN fra Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde OJD på i alt ni værker af den tyske kunstner Anselm Reyle (f. 1970). Hovedparten af værkerne er skabt til rummet. ARKENs samling er hermed blevet beriget med en fornem repræsentation af én af samtidskunstens vigtigste fornyere af den abstrakte kunst.
Reyles værker fejrer verdens overflod af dekorative materialer og billeder. De dyrker uforfærdet det skamløst sanselige i såvel skønheden og elegancen som i klichéen – fra romantiske vognhjul til knitrende metalfolie og springende delfiner.
Udsmykningen af DETLEFS-SALEN er et møde mellem den formfuldendte abstraktion og dagliglivets mest banale æstetik. Værkerne refererer til forskellige kunstneriske strømninger i det 20. århundredes modernisme såvel som til vores egen samtid.
Anselm Reyle var desuden modtager af ARKENs Kunstpris i 2012. Kunstprisen er doneret af Annie & Otto Johs. Detlefs’ Almennyttige Fond.
Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde
Læs mere om Anselm Reyle i ARKENs Samling