LOKAL OG GLOBAL

LOKAL OG GLOBAL

SHEELA GOWDA Se, 2009
Sårbarhed og styrke
Sheela Gowda (f. 1957) bor og arbejder i Bangalore. Hun skaber sine værker i møjsommelige processer og bruger lokale materialer som kokasser eller menneskehår som i installationen Se.

Håret ofres af pilgrimme i sydindiske templer. Det er eftertragtet i parykindustrien og eksporteres til hele verden. Det, der ikke kan bruges til parykker, opkøbes af den lokale industri og væves til reb, der kan ses i Bangalores bybillede på køretøjer, kvæg og genstande som små talismaner, der beskytter mod onde øjne.

Gowda har vævet disse talismaner sammen til fire kilometer reb. Kontrasten mellem det fine hår fra mennesker af forskelligt køn og alder og de blanke, hårde kofangere, som bliver holdt oppe af håret, udtrykker både menneskelig sårbarhed og styrke.

Ude og hjemme
Kunstnerduoen Thukral & Tagra (f.1976 og 1979) bidrager med Flugten! Fortsæt/nulstil, der er et helt nyt værk skabt til udstillingen. Man træder ind i et kitchet og poppet univers med gulvtæpper i pastelfarver, grafisk mønstret tapet, lysekrone og malerier i reklamefarver. På gulvet står en gruppe ombyggede flysæder betrukket med indisk stof, som man kan sætte sig i. Der er håndbagage og iPads med underholdning til rejsen i stoleryggen foran.

I deres helt egen stil har Thukral & Tagra skabt en domesticeret flyvemaskine. De inviterer på en mental rejse med ESCAPE! AIRLINES, hvor man kan drømme sig til eksotiske egne eller hjem i den trygge sofa. Værket er et spil, en slags drømmemaskine, der er inspireret af unge inderes udlængsel, men for os er en ramme for at overveje, hvordan vi lever vores liv mellem det lokale og det globale.

Thukral & Tagra FLUGTEN! Forfra/Nulstil, 2012 (detalje)


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Tirsdag-søndag: 10-17
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Entrépriser
Voksne: 95 kr.
Grupper (mindst 10): 80 kr.
Pensionister: 95 kr.
Studerende: 75 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis