Kommende udstillinger

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                          

25. maj – 10. november 2013

HOTSPOT CLUJ - Ny rumænsk kunst

CIPRIAN MUREŞAN I'm Protesting Against Myself, 2011. Manuscript: Gianina Carbunariu
Fra virtuost figurmaleri til cool konceptkunst. Samtidskunstens nye hotspot er Rumænien, og i byen Cluj skaber en ung generation af kunstnere lige nu værker på livet løs, som vækker opmærksomhed internationalt.

Udstillingen sætter spot på samtidskunsten fra Cluj gennem et udvalg af kunstnere, der arbejder i forskellige medier og udtryk.

Erindringen om at vokse op under et kommunistisk regime frem til 1989 og derefter overgå til et nyt samfundssystem er et gennemgående tema hos nogle kunstnere. Andre er fx optagede af at undersøge kunstens formelle og konceptuelle sprog på tværs af maleri, performance, skulptur, video og tegning. Fælles for alle er dog en historisk bevidsthed om både den politiske historie i Europa og kunstens historie.

De deltagende kunstnere er Marius Bercea, Răzvan Botiş, Radu Cioca, Radu Comşa, Adrian Ghenie, Dan Măciucă, Ciprian Mureşan, Cristi Pogăcean og Şerban Savu.

  
  
  
22. juni – 22. september 2013

YANG SHAOBIN - Blue Room

YANG SHAOBIN Blue Room No. 5
Den kinesiske kunstner Yang Shaobin (f. 1963) er kendt for sine stærke abstrakt-realistiske malerier. I udstillingen Yang Shaobin: Blue Room træder man ind i et intenst hav af store, klart blå portrætmalerier.

Yang Shaobins skildringer af kendte verdensledere og anonyme mennesker sætter fokus på omkostningerne ved den globale opvarmning.

  
  
  



 
  
  
  

 

 

 

7. september 2013 – 12. januar 2014 

FRIDA KAHLO - Et liv i kunsten  FRIDA KAHLO Selvportræt med aber, 1943

 

Frida Kahlo er én af det 20. århundredes mest markante kunstnerskikkelser. Hun blev en pioner ved at inddrage sig selv i kunsten på en ny og aktiv måde. Med selvportrætter og intime skildringer af sit dramatiske liv udfordrer Kahlo grænsen mellem værk og biografi, mellem kunst og hverdagskultur. Kahlos malerier er på samme tid nådesløst selvafslørende og dybt teatralske. Kunsten udgår fra hendes personlige erfaringer, men hun skaber også en identitet for sig selv gennem kunsten. Dermed gør hun kunst og liv til to sider af samme sag.

Med maleri, tegning og collage giver udstillingen et nært indblik i Kahlos værk, herunder en række af hendes ikoniske selvportrætter. En sektion i udstillingen vil belyse, hvordan hun livet igennem lod sig portrættere af nogle af samtidens mest prominente fotografer. Her udvikler hun sit offentlige image som eksotisk kvinde iklædt traditionelle mexicanske klædedragter.

Kahlos selvbevidste fremtoning i maleri og fotografi er del af en bredere tendens, hvor Mexicos kunstnere i tiden efter den Mexicanske Revolution (1910-20) søgte at frigøre sig fra vestlig indflydelse og genfinde deres egne rødder. Den mest prominente kunstner i denne ”mexicanske renæssance” var Kahlos ægtemand Diego Rivera, som vil være rigt repræsenteret på udstillingen. Udstillingen belyser også Kahlos plads i denne kulturelle bevægelse med værker af samtidige kunstnere som María Izquierdo, David Alfaro Siquieros, José Clemente Orozco m.fl.


Billede:
The Vergel Foundation © 2013 Banco de México Diego Rivera, Frida Kahlo Museums Trust, Mexico, D.F. / billedkunst.dk

 

 

1. februar – 1. juni 2014

HUNDERTWASSER


HUNDERTWASSER Den lille vej, 1991 © 2014 NAMIDA AG, Glarus, Schweiz


Den østrigske maler, arkitekt, økoaktivist, designer, digter og filosof Friedensreich Hundertwasser (1928-2000) drømte om at skabe en bedre verden og et bedre liv gennem kunstens skønhed. ARKEN inviterer publikum til at dele kunstnerens visioner i en udstilling af malerier, arkitekturmodeller, grafik og design.

Hundertwasser ønskede at bringe naturen og mennesket i nærkontakt. Malerierne viser en levende verden, hvor alt indgår i én cellulært opdelt organisme, og hvor rette linjer er bandlyst.

I hans arkitektur, landskabsarkitektur og byplanlægning vokser grønne træer ud gennem bygningerne, og de farvestrålende huse smelter sammen med bløde, græsbegroede bakker. Naturens runde former erobrer samfundet i Hundertwassers utopi baseret på individuel frihed, kreativitet og livslykke.

 

 

 

 

 

 

 

Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Tirsdag-søndag: 10-17
Entrépriser
Voksne: 95 kr.
Grupper (mindst 10): 80 kr.
Pensionister: 95 kr.
Studerende: 75 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis