Tidligere udstillinger

2000

 

 15.9 2000 - 14.1 2001
MENNESKET - Et halvt århundrede set gennem kroppen

ARKENS store Kulturbro 2000 udstilling.
Udstillingen bestod af 140 titler fordelt på alle kunstformer lige fra film, fotos oliemalerier til skulpturer og mekaniske installationer. Udlånt fra danske og udenlandske museer, gallerier og samlere. Udstillingens formål var at fremvise kunstneres brug af kroppen som motiv og materiale gennem de sidste 50 år med det sigte at fremdrage såvel tidstypiske som universelle aspekter af den menneskelige eksistens. Værker af bl.a. Francis Bacon, Germaine Richier, Duane Hanson, Tom Wesselmann, Yves Klein, Valie Export, Ana Mendieta, Mona Hatoum, Robert Gober, Louise Bourgeois, Bill Viola, Jana Sterbak, Nancy Burson, Orlan og Stelarc.
Katalog (kombineret dansk/engelsk, farveillustrationer, 232 sider) med bidrag af Christian Gether, Margit Zuckriegl, Katy Deepwell, Stine Høholt og Gert Balling. Alle behandlede de kroppens rolle i temaer fordelt på de sidste 5 årtier. I forbindelse med udstillingen afholdt ARKEN et seminar, der med indlæg fra kunsthistorisk, etisk, medievidenskabelig og socialhistorisk perspektiv søgte at indkredse den menneskelige eksistens' karakter og kroppens rolle i nutidens og fremtidens samfund.



15.6 2000 - 20.8 2000
ARKENs samling

50 værker med hovedvægt på nye erhvervelser af bl.a. Christian Boltanski, Günther Förg, Jean Arp, Mads Gamdrup m.fl.
Formidlingsark (dansk og engelsk) og cd-rom (dansk).

 

3.6 2000 - 3.9 2000
Veronikas hævn

Omkring 300 fotografiske værker af 60 internationale kunstnere, bl.a. Man Ray, Cindy Sherman, Andy Warhol og Jeff Wall. Værkerne var udlånt af Lambert Art Collection. Udstillingen lod sig bedst beskrive som en encyklopædi over fotografiets mange stilarter og kunstneriske retninger i sidste halvdel af det 20. århundrede.
Katalog, produceret af Elisabeth Janus (ed.) og LAC, Switzerland (engelsk, farveillustrationer, 254 sider) med talrige bidrag af bl.a. Elisabeth Janus, Marina Warner, Laura Cottingham, Jeff Wall, m.fl.
Hæfte (dansk) med tekst af Christian Gether og Elisabeth Janus.

22.1. 2000 - 21.5 2000
Kun når jeg ler/Only when I laugh - udstilling for børn og unge

En installation for nysgerrige sjæle af den danske billedkunstner Iben Dalgaard. Inde i store, aflange skabe gemte sig ting og en tilhørende titel, som man skulle finde sammenhængen imellem. Objekter, sprog og begreber stod i en utraditionel sammenhæng og afdækkede nye aspekter ved vores oplevelse af virkeligheden.
Formidlingsark (dansk).

 

22.1 2000 - 4.6 2000
Günther Förg

Udstillingen bestod af 51 værker (ca. 110 enheder) udlånt af kunstneren, Galerie Bärbel Grässlin samt private ejere. Sammenstilling af maleri, fotografi og skulptur fra hele kunstnerens karriere. Formålet med udstillingen var at vise spændvidden i kunstnerens værk med henblik på at fremdrage maleriets betydning for hans arbejde med andre medier.
Katalog (dansk med resumé på engelsk, farveillustrationer, 84 sider) med bidrag af Christian Gether og Rune Gade. 

 

19.1 - 21.5 2000
Edvard Munch: det nære liv - Malerier fra Ekely 1916-44

Udstillingen bestod af 110 oliemaleriet fra Edvard Munchs sene, lysere periode. Udlånt af Munch-museet, Oslo. Formålet med udstillingen var at give et mere nuanceret billede af kunstneren, som ellers primært forbindes med symbolismens mystiske og dunkle billedunivers.
Katalog (dansk med resumé på engelsk, farveillustrationer, 68 sider) med bidrag af Christian Gether, Holger Reenberg, Arne Eggum og Sissel Bjørnestad.

 

 

Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Tirsdag-søndag: 10-17
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Entrépriser
Voksne: 50 kr.
Grupper: 50 kr.
Pensionister: 50 kr.
Studerende: 50 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis