Tidligere udstillinger

2003

 

1. november 2003 - 8. februar 2004  
JOHN BOCK - KLYNKEN I KNÆK

Udstillingen præsenterede den tyske kunstner John Bock, en nutidig renæssancekunstner: Den vanvittige videnskabsmand, der går amok i sit laboratorium og den indsigtsfulde kunstner, der vender verden på hovedet og skaber den på ny.
John Bock fik sit internationale gennembrud på Documenta-udstillingen i 2002. Her deltog han med en pavillon, der både var en totalinstallation og platform for en række performances og forelæsninger. Med afsæt i videooptagelser af disse aktiviteter skabte han en totalinstallation specielt til ARKENs grafikgalleri.
Udstillingen blev åbnet med en af Bocks outrerede performances, hvor han med humor og energi syede absurde beklædningsgenstande af gammelt tøj. De små kunstværker blev uddelt til publikum.

Udstillingens eksterne kurator var Alessandra Pace. Den var støttet af EUs Kultur 2000 program og blev realiseret som del af projektet ARTE ALL'ARTE RINASCIMENTO NASCIMENTO. Projektets formål var at vise, hvordan samtidskunsten er forbundet med og fornyer fortidens kunstneriske traditioner.
Katalog (dansk/engelsk, farveillustrationer, 218 sider). Med artikler af Allesandra Pace og Christian Gether.



26. september 2003 – 11. januar 2004
OSCAR NIEMEYER

Udstillingen viste den brasilianske arkitekt Oscar Niemeyers (f. 1907) værker, fra de tidlige 1930ere til de nyeste projekter fra 2003. Oscar Niemeyer blev verdensberømt som arkitekten, der i 1956 tegnede Brasiliens nye hovedstad, Brasília. Udstillingen var den første præsentation i Danmark af Niemeyers kurvede og sensuelle betonbygninger.

Niemeyer blev præsenteret gennem 17 modeller, ca. 100 originale tegninger, ca. 200 fotografier og 42 historiske billeder fra opførelsen af Brasiliens hovedstad Brasília.
I forbindelse med udstillingen blev Marc Henri Wajnbergs prisbelønnede film "Oscar Niemeyer – en arkitekt engageret i sit århundrede" (2001) vist.
Udstillingen blev skabt i samarbejde med de brasilianske samarbejdspartnere, kurator Cecília Scharlach og udstillingsarkitekt Haron Cohen.

 

 13. september - 18. januar 2004
HELMUT NEWTON - Sex and landscapes og Yellow Press

Udstillingen præsenterede to Newton-serier: Sex & Landscapes og Yellow Press. De to serier stillede skarpt på Newtons virke: Fra nøgenfotos og landskabsbilleder til mediebevidste og paparazzi-inspirerede pressefotografier.
Udstillingen gav mulighed for at se fotografen med hans eget blik. Det var Newton selv, der – sammen med sin kone June (alias fotografen Alice Springs) – havde udvalgt fotografierne. Værkerne havde ikke tidligere været vist i Danmark.
Kataloger til begge værkserier (engelsk med dansk indstik til Sex and Landscapes, s/h illustrationer, hhv. 69 og 53 sider).

 

 21. juni - 31. august 2003
PLETSKUD - værker fra Astrup Fearnley Samlingen

Udstillingen viste virkelighedens indtog i kunsten i løbet af de sidste 35 år - med særlig vægt på 1980erne og 90erne. Værkerne var udlånt af Astrup Fearnley Museet for Moderne Kunst i Oslo, Norge.
Med 60 værker, der inddrager genstande og billeder fra dagligdagen, viste udstillingen, hvordan samtidskunstnerne kommenterer virkeligheden medfølende, ironisk eller kritisk. De udstillede værker af 20 amerikanske, britiske og tyske kunstnere behandler temaer som globalisering, forbrugskultur og det moderne menneskes eksistens.
Udstillingen viste værker af bl.a. Andy Warhol, Bruce Nauman, Jeff Koons, Cindy Sherman, Damien Hirst, Rachel Whiteread, Andreas Gursky og Thomas Struth. Katalog (dansk med engelsk indstik, farveillustrationer, 84 sider) med bidrag af Gunnar Kvaran, Christian Gether og Birgitte Anderberg.

 

 8. marts 2003 – 14. september 2003
ARKENS SAMLING 2003

Udstillingen viste et udvalg af museets seneste indkøb til samlingen. Vægten var lagt på samlingens internationale profil.
De udstillede kunstnere arbejdede med vores fysiske omgivelser i værker med fokus på mennesket. Værkerne afspejlede samtidskunstens engagement i virkeligheden omkring os: Hvordan sanser vi vores omverden? Hvordan opfatter vi naturen?
Samtidig præsenterede udstillingen en række værker som handler om os selv. De udfordrer vores egen selvforståelse og dykker ned i eksistentielle problemstillinger.
Udstillingen viste værker af Jeff Koons, Sarah Lucas, Mona Hatoum, Olafur Eliasson, Esko Männikko, Michael Elmgreen & Ingar Dragset, Keith Cottingham, Tilo Baumgärtel, Richard Woods, Christian Boltanski, Clay Ketter og Dan Graham.

 

1. februar 2003 -  9. juni 2003
HENRY HEERUP - Tro, håb og kærlighed

Udstillingen viste Henry Heerup (1907-93) som en af de store humanister i moderne dansk kunst. Udstillingen skulle udvide forståelsen af Heerups kunstneriske univers ved at forbinde ham med vitalismen.
Gennem mere end 140 malerier, stenskulpturer og skraldemodeller blev der sat fokus på Heerups dyrkelse af livskraften i naturen og menneskets velfærd. Kærligheden, familielivet, naturens vækst og det fysiske arbejde var centrale temaer i udstillingens kunstværker.
Desuden fremhævede udstillingen Heerup som en kunstner med et stærkt, socialt instinkt.
I udstillingen blev Allan Daugaard Hansens film "Heerup hugger og maler" (1955) vist.
Kataloget indeholder bl.a. nye artikler om Heerup af Christian Gether, Dorthe Rugaard Jørgensen og Inger Smærup Sørensen, et interview om Heerup med kunstneren Tal R samt en biografi af Niels Boe Hauggard-Nielsen. I forbindelse med udstillingen blev der udarbejdet informationer om Heerups offentlige udsmykningsopgaver i København og omegn.

 

 

Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Tirsdag-søndag: 10-17
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Entrépriser
Voksne: 95 kr.
Grupper (mindst 10): 80 kr.
Pensionister: 95 kr.
Studerende: 75 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis