Tidligere udstillinger

2004

 

24. september 2004 – 9. januar 2005
JYTTE HØY - Et Historisk Alfabet til dig

 

Udstillingen præsenterede den danske billedkunstner Jytte Høys installation Et Historisk Alfabet til dig, skabt specifikt til ARKENs Grafikgalleri. Værket bestod af en visuel rebus af ord og billeder, sammensat på kryds og tværs i to collage-agtige og overdimensionerede pop-up bøger.
Jytte Høy er uddannet billedhugger fra det kgl. Danske Kunstakademi. Hun bor og arbejder i København og Århus og har siden 1996 været rektor for det Jyske Kunstakademi. Jytte Høy arbejder ad et idébaseret spor og opstiller konkrete, ofte finurlige problemstillinger som ramme for skulpturens udformning.
Udstillingen gav mulighed for at opleve et alternativt alfabet af ord og billeder med spot på en række af de mest epokegørende hændelser fra det 20. århundrede. Ord-alfabetet leger med måden, vi vælger at systematisere og forstå vores omverden og kultur og opfordrer til at tænke i nye fantasifulde sammenhænge.
Katalog (på dansk og engelsk med farveillustrationer, 111 sider) med tekst af Jytte Høy, Merete Pryds Helle, Mika Hannnula og Ann Lumbye Sørensen.

 



18. september 2004 - 23. januar 2005
DET GENFUNDNE PARADIS - TYSK EKSPRESSIONISME

Udstillingen viste 111 værker fra en af de mest kraftfulde kunstretninger i det tidlige 20. århundrede: den tyske ekspressionisme. Den opstod i en konfliktfyldt tid med stigende industrialisering og materialisme. En tid, hvor der var kapløb om at nå først til Sydpolen, hvor Titanic sank, og hvor 1. verdenskrig brød ud.
Disse omvæltninger lagde kunstnerne bag sig, når de tog på udflugter i den frie natur – langt væk fra den hektiske civilisation. De søgte en oprindelighed og en uforfalskethed, et nyt paradis på jord, som alternativ til den moderne, kaotiske virkelighed.
Med på udstillingen var kunstnerne Adolf Erbslöh, Erich Heckel, Alexej Jawlensky, Ernst Ludwig Kirchner, August Macke, Franz Marc, Paula Modersohn-Becker, Wilhelm Morgner, Otto Mueller, Gabriele Münter, Emil Nolde, Max Pechstein og Karl Schmidt-Rottluff De 13 kunstnere tilhørte primært kunstnergrupperne Die Brücke (1905-1913) og Der Blaue Reiter (1911-1914).
Katalog (på dansk og engelsk, farveillustrationer, 106 sider) med artikler af Dorthe Rugaard Jørgensen, Norbert Nobis, Prof. Dr. Roland Doschka samt kunstnerpræsentationer af Signe Marie Ebbe Jacobsen.

 

 

26. juni - 5. september 2004
ANDERS ZORN OG NORDISK SAMTIDSKUNST

Udstillingen satte den svenske nationalmaler Anders Zorn (1860-1920) i spil med 11 nordiske samtidskunstnere. Temaet for udstillingen var nordisk identitet før og nu. Udstillingen viste, hvordan nordisk selvforståelse har ændret sig – fra folkesjæl til brand, fra badepiger til turistteater, fra en til flere identiteter.
Zorn er en af Sveriges mest berømte og elskede kunstnere. Han var med til at forme og fastholde den kultur, der i dag bliver brugt til at promovere Sverige og resten af Norden som noget unikt.
De 11 nordiske samtidskunstnere var Miriam Bäckström (S), Mads Gamdrup (DK), Lise Harlev (DK), Annika von Hausswolf (S), Peter Johansson (S), Michael Kvium (DK), Jouko Lehtola (FIN), Esko Männiko (FIN), Lillibeth Cuenca Rasmussen (DK), Torbjørn Rødland (N), Lars Tunbjörk (S),
Kataloget (på dansk, farveillustrationer, 64 sider) med artikler af Stine Høholt og Christian Gether samt præsentationer af udstillingens kunstnere. UDSOLGT

 

 14. februar - 18. april 2004
CIARAN LENNON

Udstillingen viste nye abstrakte malerier af den irske kunstner Ciarán Lennon (f. 1947). Hans malerier handler især om at åbne øjnene og sanserne. Ciarán Lennon er en af Irlands mest anerkendte kunstnere. Han er født og opvokset i Dublin, hvor han fortsat lever og arbejder, inspireret af sit intime kendskab til byens steder og miljø, fortid og nutid.
Udstillingen blev skabt af kunstneren specielt til ARKENs Grafikgalleri. Den viste helt nye malerier fra hans atelier: Serier af små malerier, som han kalder CAMAC malerier. De er inspirerede af de skiftende farver i floden Camacs vand.
Udstillingen blev støttet af Arts Council, Irland.
Katalog (på dansk og engelsk, farveillustrationer, upagineret). Med essay af Dorthe Rugaard Jørgensen.

 

31. januar -13. juni 2004
PICASSO - TIL ALLE TIDER

Udstillingens 101 værker omfattede ud over malerier også keramik, skulptur, grafiske værker og tegninger, primært fra Picassos barnebarn, Bernard Ruiz-Picassos samling. Bernard Ruiz-Picassos privatsamling indeholder de værker, som hans farfar bevarede hos sig frem til sin død, og som derfor er gået i arv til barnebarnet. Udstillingen viste således Picassos egne "Picasso'er".
Udstillingen var en unik mulighed for at følge Picasso år for år og få indblik i hans livslange kunstneriske karriere. Gennem et bredt udvalg af værker kunne man opleve den store variation i Picassos værk - fra tidlige akademiske studier over kubistiske kompositioner og surrealistiske metamorfoser til sene ekspressive portrætter. Picasso - til alle tider viste kunstnerens særlige evne til at skifte frit mellem forskellige stilarter.
Katalog (på dansk og engelsk, farveillustrationer, 120 sider) med artikler af Lotte S. Lederballe Pedersen, den amerikanske Picasso-forsker Marilyn McCully, interview med Pablo Picasso ved den amerikanske kunstkritiker Marius de Zavas samt en biografi af Signe Marie Jacobsen. 

 

 

Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Tirsdag-søndag: 10-17
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Entrépriser
Voksne: 95 kr.
Grupper (mindst 10): 80 kr.
Pensionister: 95 kr.
Studerende: 75 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis