DETLEFS∙SALEN er placeret midt i museet i et af de tidligere uoverdækkede indre gårdrum. Der er adgang til salen fra Kunstaksen og udstillingsrummene. Her er der skiftende udstillinger. Samtidig fungerer salen som konferencelokale, ligesom det kan bruges til foredrag, receptioner m.m.
DETLEFS∙SALENs udformning fremhæver de eksisterende akser i og omkring ARKEN: Fra indgangen i Kunstaksen kan du se direkte gennem salen og ud i landskabet mod horisonten. Bag dig fortsætter linjen op gennem ARKENs røde Biakse. Spillet mellem museets akser og landskabet er netop væsentlige træk i den oprindelige museumsbygning. Det fremhæves her.
Farve- og materialevalget i rummet er blødere end i det oprindelige museum: Gulve og trapper er i højkant-parket merbau teaktræ, væggene er pudsede og hvidmalede, loftet er hvidt og lyset kommer ned gennem cirkelrunde huller i loftet, der giver et skulpturelt ovenlys.
DETLEFS∙SALEN er opkaldt efter Annie og Otto Johs. Detlefs, der generøst donerede 52 mio. kroner til ARKENs udbygning i 2009.
Kunstaksen er ARKENs rygrad og Danmarks største udstillingsrum
Rummet der samler museets veje
ARKENs indgangsparti åbner museet mod omverdenen og byder gæsten velkommen
Den markante røde biakse skærer sig gennem museet