SOLO-UDSTILLING AF YANG SHAOBIN

Yang Shaobin: Blue Room
 

Barack Obama, Angela Merkel, Vladimir Putin og Silvio Berlusconi hænger side om side med helt ukendte mennesker. Den kinesiske kunstner Yang Shaobin har skabt en serie markante, blå portrætmalerier, der sætter den globale opvarmning til debat. Udstillingen YANG SHAOBIN: BLUE ROOM er kunstnerens første solo-udstilling i Danmark og kan opleves fra den 22. juni.

Yang Shaobin, BLUE ROOM 8, 2010 (Angela Merkel)
I udstillingen YANG SHAOBIN: BLUE ROOM træder man ind i et blåt univers af store malerier, hvor halvt opløste skikkelser stirrer tilbage fra lærrederne. Ud af værkerne dukker ansigterne af velkendte verdensledere som USAs præsident Barack Obama, Tysklands kansler Angela Merkel, Ruslands præsident Vladimir Putin og Italiens tidligere regeringschef Silvio Berlusconi frem. De velkendte ansigter flankeres af portrætter af ukendte voksne og børn. Yang Shaobin sætter med sin serie fokus på usynlig vold og konfrontation. I hans blå rum er anonyme ofre for klimaforandringer sat i scene med verdens øverste ledere, og det møde er både voldsomt og dragende.


Om Yang Shaobin

Yang Shaobin er selvlært kunstner og voksede op under Kinas kulturrevolution. I sine billeder behandler han ungdommens voldsomme erfaringer, men også aktuelle problemstillinger i vores samtid. Da kunstneren trådte ind på kunstscenen i de tidlige halvfemsere blev han hurtigt del af den ledende kunstretning ”kynisk realisme”. Han har efterfølgende udviklet sit eget, kraftfulde formsprog inden for maleriet. Hans ekspressive malerier udtrykker et følelsesmæssigt drama, der forener den individuelle erfaring med den kollektive. Kunstneren har gennem sit arbejde med kunsten været optaget af at bearbejde voldelige begivenheder, men også vold i mere generel forstand.



Kunstneren har tidligere udstillet på ARKEN i forbindelse med gruppeudstillingen KINAMANI i 2009 sammen med en række andre kinesiske samtidsmalere.



Arken
Tlf: 43 54 02 22
Skovvej 100
2635 Ishøj
Åbningstider
Tirsdag-søndag: 10-17
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Entrépriser
Voksne: 95 kr.
Grupper (mindst 10): 80 kr.
Pensionister: 95 kr.
Studerende: 75 kr.
Børn under 18: Gratis
KLUB ARKEN: Gratis