Forskning

Som gæst kan du opleve samtidskunsten i mange forskellige afskygninger. Bag kulisserne forsker vi i samtidskunsten og aktuelle museologiske temaer, så vi kan skabe det mest relevante, oplyste og stimulerende museum for dig. Du kan læse mere på denne side om udvalgte nuværende og afsluttede forskningsprojekter.

Olafur Eliasson, Atlantis, 2003
Olafur Eliasson, Atlantis, 2003

Rewilding the museum

Vi lever i en tid, hvor opdelingen mellem natur og kultur bliver revurderet, og hvor det kunstneriske blik som konsekvens bevæger sig ud over udstillingsrummet og beskæftige sig med planetens tilstand. Fra stenlag til iskerner, fra ødemarker til vildmark er vi gradvist kommet frem til at anskue jorden som en samling af tegn, der kan studeres, beskrives, kategoriseres, bevares eller restaureres. Dette perspektiv indebærer et udvidet kuratorisk mandat, der rækker ud over museets mure: Jorden kan anskues som en samlet totaludstilling, og dette undersøger vi i samarbejde med Københavns Universitet (tidligere Det Kongelige Kunstakademis Billedkunstskoler) med forskningsprojektet Rewilding the Museum, der er støttet af Ny Carlsbergfondet. Filosof og kurator Dehlia Hannah er tilknyttet det treårige projekt, der blev påbegyndt i april 2021. Projektet undersøger de konkrete, materielle konsekvenser af vores forestillinger om omverdenen, fordi vores billeder af ’naturen’ rammesætter, hvordan vi lever i verden. I en tid, hvor vores forestillinger om vores omverden udfordres, bevæger kunsten sig ud på dybt vand: bort fra udstillingsrummet, ud i verden og ud i et vanskeligt terræn. Imens kunstnerne arbejder med modernitetens efterladenskaber, med verdenshavenes store ophobninger af plastaffald, med brændende skove og palmeolieplantager. Rewilding – eller genforvildning – handler om at føre økosystemer tilbage til en vild eller naturlig tilstand. Det involverer komplekse retrospektive og potentielle opbygninger af naturen med varierende grader af menneskelig indsats. Uden at skelne mellem de kunstige former og fremgangsmåder, der bruges i kunsten og videnskaben, undersøger Rewilding the Museum, hvordan ‘miljøer’ repræsenteres, formidles og produceres inden for og uden for udstillingsrummet i dag. ARKEN og Det Kongelige Kunstakademis Billedkunstskoler inviterede i 2022 til konferencen Rewilding the Museum, der fokuserede på museets rolle i den økologiske krise. Læs mere om konference her.

Astrid Myntekær, Mana Stash, 2016 (detalje). Foto: David Stjernholm
Astrid Myntekær, Mana Stash, 2016 (detalje). Foto: David Stjernholm

Fra støvkorn til kosmos

Hvordan kan vi forstå det menneskelige stillet over for klimakrise og spekulationer over menneskehedens mulige udryddelse? Hvad er forholdet mellem menneske, natur og teknologi – nu og i fremtiden? Måske kan kunsten hjælpe os med at forstå det menneskelige som noget på én gang biologisk, kognitivt, kulturelt og etisk? Og måske kan kunsten inspirere os til at genoverveje, hvilken tidslig skala vi måler vores egen væren i verden i forhold til – en geologisk, biologisk, historisk, teknologisk eller mytologisk? ARKEN undersøgte dette i forskningsprojektet Fra støvkorn til kosmos: Det menneskelige i forandring læst gennem værker i ARKENs samling. Projektet var støttet af Kulturministeriets Forskningsudvalg. Æstetik- og kulturforsker Anne Kølbæk Iversen var tilknyttet museet som post.doc. i 2020 for at undersøge, hvordan der i en tid præget af klimakrise og fortsat udvikling af bio- og genteknologi er en tiltagende interesse for, hvad der kan defineres som det menneskelige. Projektet tog udgangspunkt i værker af bl.a. Lea Porsager, Astrid Myntekær, Amalie Smith, Tue Greenfort, Nanna Debois Buhl og Patricia Piccininifra ARKENs samling.

Karoline H Larsen Fælles snorespor 2015.-Vejleåparken Ishøj. Foto Mathias-Vejerslev
Foto: Mathias Vejerslev

Deltagerisme: dogme og mulighedsfelt

Netflix, HBO, Spotify. Det er blot nogle af de tjenester, som vi medieforbrugere benytter os af, når vi ikke lige har travlt på de sociale medier med at dele, like, poste beskeder og billeder. Også når vi går i teatret eller på museum bliver vi i stadig højere grad positioneret som ’brugere’. Seeren, lytteren, udstillingsgæsten, læseren er blevet ’deltager’ – en aktiv medskaber af indhold– og deltagelsesprincippet for både kulturforbrug og kulturproduktion. Det var baggrunden for ARKENs forskningsprojekt om deltagelseskultur, støttet af Kulturministeriets Forskningsudvalg (2014-2016). Projektet ønskede at afdække muligheder og udfordringer i deltagelsen som princip og undersøge, hvordan deltagelse italesættes indenfor forskellige diskurser, og hvordan den finder sted i museet og i samtidens kunstpraksisser. Forskningen er publiceret i ARKEN Bulletin: The Art of Taking Part, vol. 7,2017.  Museet afholdte som del af forskningsprojektet seminaret "Deltagerisme: Seminar om kunst, subjektivitet og viden i en deltagelseskultur" d. 19. juni 2015.

The Model Palle Nielsen
The Model Palle Nielsen

Modellen: Palle Nielsen

Leg, deltagelse og relationel æstetik er centrale begreber i ARKENs forskningsbaserede webpublikation om Palle Nielsens genfortolkning af Modellen på museet i 2014. Det banebrydende værk, en gigantisk legeplads for børn, blev opførtførste gang i 1968 på Moderna Museet i Stockholm. I forbindelse med genopførelsen blev Modellen 1968/2014 erhvervet til vores samling og dokumenteret i en publikation: Tre nye tekster griber Modellen 2014 an fra kuratorens, kunsthistorikerens og legeforskerens vinkler. Hvad er det for en slags deltagelse, der udfolder sig i Modellen i dag? Hvad er der sket med utopien siden 1968? Og hvad er det for sansekræfter i legen, der giver Modellendens dannelsespotentiale som legeplads? Desuden rummer publikationen et interview med Palle Nielsen samt en række tekster af ham både hidtil upublicerede såvel som genoptrykte. Endelig foreligger der med denne publikation for første gang en samlet biografi om kunstneren. Onlinepublikationen dokumenterer også Modellen som udstilling med et væld af fotografier, der både er taget af professionelle og amatørfotografer samt indsamlet fra de sociale medier. Udstillingen og kataloget blev realiseret med støtte fra Nordea-fonden. Download publikationen her.

Foto: Torben Petersen

Medborgerskabs-projektet

Er kunstmuseer for alle? ARKEN har sammen med ni andre museer og kulturinstitutioner gennem fire år undersøgt, hvordan vi kan arbejde med og bidrage til kulturelt medborgerskab i udstillinger, formidling og organisationsudvikling. Overskriften for dette undersøgelsesarbejde er udviklingsprojektet ”Museer og kulturinstitutioner som rum for medborgerskab”, der fra 2009-13 dannede ramme for undersøgelser af cases inden for undervisning og udstillinger foretaget af internationale følgeforskere. Samtidig indeholdt projektet en række læringsdage, hvor projektdeltagerne fra de ti institutioner selv indgik i kompetenceudvikling og teoretiske og praktiske læringsprocesser med museers og kulturinstitutioners demokratiske potentiale som omdrejningspunkt. Projektet var støttet af Kulturstyrelsen, og i 2014 blev Medborgerskabsprojektet dokumenteret gennem publiceringen af antologien ”Rum for medborgerskab” med artikler af internationale følge forskere og projektdeltagere.