ELMGREEN & DRAGSET

En dreng på en gyngehest vinker dig i møde på ARKENs forplads. Elmgreen & Dragsets rytterstatue hylder leg og fantasi snarere end sejr og magt.

Skulpturens rejse til ARKEN. Produktion: I Do Art Agency

Længe leve barnet!

Elmgreen & Dragsets skulptur “Powerless Structures, Fig. 101” er en moderne version af rytterstatuen. Rytterstatuen er et historisk magtsymbol, der fejrer konger og krigsherrer. Drengen på gyngehesten spejler derimod vores egen tid. I dag dyrker vi ikke magthaverne, vi stræber efter selvrealisering og hylder individet. Barnet er det nye ideal i vores tid, et symbol på det menneske, der formår at realisere sig selv og forbinde sig til verden gennem leg og kreativitet.

I Elmgreen & Dragsets kunst går kritikken af magtens strukturer således hånd i hånd med et skarpt og humoristisk blik på det aktuelle samfund, vores mellemmenneskelige relationer og kunstmuseet som ramme for denne kulturkritik.

Mægtige mænd på heste

Vi kender alle den traditionelle rytterstatue fra prominente pladser i de europæiske hovedstader. Vi kender faktisk denne skulpturform så godt, at vi som regel ikke rigtig ser på den, når vi møder den: En mægtig mand, der højt til vejrs praler af sine krigsbedrifter fra en hesteryg. Elmgreen & Dragset lod sig inspirere af denne tradition for at udtrykke magt gennem kunsten, da de udformede deres skulptur “Powerless Structures, Fig. 101” til den prestigefyldte fjerde plint på Trafalgar Square i London udenfor National Gallery i 2012-13. Den fjerde plint blev i 1800-tallet aldrig prydet med den rytterstatue, som var tiltænkt den, og den stod tom de næste 150 år. Siden 1999 har den imidlertid været den monumentale base for nogle af verdens mest innovative kunstværker, heriblandt Elmgreen & Dragsets dreng på en gyngehest.

En rytterstatue på Vestegnen

Powerless Structures, Fig 101 stod på Trafalgar Square i 18 måneder, før den rejste til Ishøj. Nu har ARKEN og Københavns Vestegn fået sin helt egen rytterstatue. Skulpturen er en gave fra Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde OJD.

ELMGREEN & DRAGSET

Elmgreen & Dragset, Powerless Structures, Fig. 101, 2012. Den fjerde plint, Trafalgar Square, London. Foto James O Jenkins (ll)

ELMGREEN & DRAGSET

Portræt af Elmgreen & Dragset. Foto: Jason Schmidt

Om Elmgreen & Dragset

Få internationale kunstnere mestrer som Elmgreen & Dragset at udtrykke skarp kritik af samfundets og kunstinstitutionens magtstrukturer gennem humoristiske og vittige installationer. Deres analyser af bl.a. velfærdssamfundet, af forholdet mellem individet og staten og af kunstverdenens indre logik er elegante udførte, vittige og ofte kontroversielle. Kunst, arkitektur og design er de tre hovedingredienser i kunstnerduoens værker, der spænder fra store installationer og skulpturer til fotografi og performance.

Michael Elmgreen, f. 1961 i København og Ingar Dragset, f. 1969 i Trondheim, Norge. Bor og arbejder i Berlin.

De to kunstnere har arbejdet sammen siden 1995, hvor de mødte hinanden i København. Frem til 2005 dannede de også par privat.

Skabte i 2004 stor debat, da de skulle udstille i Tate Moderns gigantiske turbinehal og valgte at udstille en ”døende” kunstig gråspurv i et glasbur.

“Prada Marfa” er Elmgreen & Dragsets berømte version af en Prada-butik, der i 2005 blev permanent opstillet ved US Highway 90 i Texas, USA. Seks dage efter åbningen blev installationen vandaliseret og tømt for designertasker og sko. I 2013 blev den erklæret ulovlig af Texas’ myndigheder, der så den som et reklameskilt og ikke et kunstværk. Den er nu igen erklæret lovlig.

Modtog ARKENs kunstpris i 2006.

Elmgreen & Dragsets mindesmærke for homoseksuelle, der blev forfulgt under nazismen, blev indviet i 2008. Skulpturen er opstillet nær The Jewish Holocaust Memorial i Berlin. Det er en kube i beton med et lille vindue, hvori man kan se en film med to mænd, der kysser hinanden.

Udstillede i 2009 i de danske og nordiske pavilloner på Venedig Biennalen med installationen ”The Collectors”, der blandt andet omfattede en druknet kunstsamler i en swimmingpool.

Skulpturen “HAN” blev opstillet i 2013 på havnen i Helsingør og skabte stor debat. Den er fremstillet i blankpoleret stål som en mandlig udgave af “Den lille Havfrue”.

Flere værker af Elmgreen & Dragset

ELMGREEN & DRAGSET

Elmgreen & Dragset, Social Mobility (Staircase), 2005. ARKENs samling

ELMGREEN & DRAGSET

Elmgreen & Dragset, Coupled, Fig. 2 (Front to Front), 2002. ARKENs samling

ELMGREEN & DRAGSET

Elmgreen & Dragset, International News, 2014. ARKENs samling

ELMGREEN & DRAGSET

Elmgreen & Dragset, Classifieds, 2014. ARKENs samling

SE ANDRE VÆRKER I ARKENS SAMLING

Arken.dk bruger cookies

På arken.dk bruger vi cookies til trafikmåling og indsamling af statistik. Vi bruger informationen til forbedring af hjemmesiden. Ved at klikke videre, accepterer du brugen af cookies.