AI WEIWEI

Når du træder ind i Ai Weiweis gyldne dyrekreds, møder du skønhed og perfektion. Men skulpturerne gemmer også på et stærkt budskab om frihed.

Ai Weiwei, Dyrekredsen, 2010. ARKEN Museum for Moderne Kunst, deponering fra Frahm Samlingen

Historien bag Ai Weiweis dyrekreds

Dyrekredsen viser de 12 dyr i den kinesiske dyrekreds. Dyrene indgår i kinesernes hverdag som stjernetegn i deres kalender.

Plyndringen af kejserpaladset

I 1700-tallet blev 12 dyrehoveder skabt i bronze til kejserpaladset Yuanming Yuan i Beijing. Hovederne dekorerede en stor fontæne i anlægget, som var tegnet i europæisk stil af en italiensk jesuitermunk. De franske og britiske hære plyndrede anlægget i 1860. Derefter blev hovederne spredt for alle vinde. Begivenheden blev en del af det, som kineserne kalder ”Ydmygelsens århundrede”.

Fra glemsel til national skat

Kina har aldrig ledt efter hovederne. Men i forbindelse med en række skandaleombruste europæiske auktionssalg af de syv hoveder, der har overlevet, tillagde den kinesiske stat pludselig de gamle dyrehoveder en stor national symbolværdi. I dag er de alle bragt tilbage til Kina og anbragt på Poly Art Museum i Beijing.

AI WEIWEI

Ai Weiwei, Dyrekredsen, 2010. Detalje. ARKEN Museum for Moderne Kunst, deponering fra Frahm Samlingen

Et budskab om frihed

Ai Weiwei har genskabt dyrekredsen for at rejse en debat om den kinesiske selvanskuelse. Dyrekredsen findes i to versioner: Én i forgyldt bronze, der kan opleves på ARKEN, og én i meterhøj størrelse, der bliver vist udendørs i verdens storbyer. Samtidig med at det kinesiske styre forsøger at inddæmme en kulturarv, der i virkeligheden er skabt i udveksling mellem østlig og vestlig kultur, sender Ai Weiwei den ud i verden som et budskab om frihed.

Om Ai Weiwei

Ai Weiwei arbejder bl.a. med skulptur, arkitektur, installationer, musik, fotografi og film. Hans kunst er en skarp kritik af det kinesiske samfund. Han har været flittig som aktivist på internettet og de sociale medier siden 2005, hvilket har givet ham store problemer, herunder husarrest, overfald, fængsling, en falsk retssag om skattebedrag og overvågning.

F. 1957 i Beijing, Kina.

Bor og arbejder i Beijing.

Boede i New York, USA fra 1981-93, hvor han kortvarigt studerede på design- og kunstskoler.

Ai Weiweis far var den systemkritiske digter Ai Qing, som blev sendt i arbejdslejr sammen med Ai Weiwei og hans mor i 1958, da Ai Weiwei var et år gammel. Efter Mao Zedongs død i 1976 vendte de tilbage til Beijing.

Blev i 2011 fængslet uden rettergang i 81 dage samt fik frataget sit pas, der først blev givet tilbage til ham i juli 2015.

Lagde i 2012 en parodi på youtube over den koreanske rapper Psys megahit ”Gangnam Style”. I parodien ser man Weiwei danse med lænker på. Videoen blev hurtigt blokeret af de kinesiske myndigheder.

Hovedperson i flere dokumentarfilm, blandt andet ”Ai Weiwei: Never Sorry” (2012) af den amerikanske instruktør Alison Klayman og ”Ai Weiwei The Fake Case” (2013) af den danske instruktør Andreas Johnsen.

AI WEIWEI

Ai Weiwei. Foto: Gao Yuan

SE ANDRE VÆRKER I ARKENS SAMLING

Arken.dk bruger cookies

På arken.dk bruger vi cookies til trafikmåling og indsamling af statistik. Vi bruger informationen til forbedring af hjemmesiden. Ved at klikke videre, accepterer du brugen af cookies.