ARKEN genåbner og forlænger ‘Dyr i kunsten’

ARKEN genåbner den 26. maj med udstillingen 'Dyr i kunsten'

Tirsdag den 26. maj genåbner ARKEN og kan dermed for første gang invitere publikum indenfor i museets store særudstilling Dyr i kunsten, der stod til at åbne i marts. Den omfattende præsentation af international samtidskunst, der blandt andet byder på festlige, fjerklædte isbjørne af italienske Paola Pivi, er blevet forlænget året ud, så endnu flere får mulighed for at opleve den længeventede udstilling.

Dyr i kunsten viser værker af 34 internationale kunstnere, der med humor, vid og bid går i kødet på vores forhold til dyrene. Udstillingen udforsker, hvordan vi mennesker bruger, ser på, taler om og menneskeliggør dyr og kommer med mangfoldige bud på, hvordan vi forstår os selv gennem andre dyrearter. I udstillingen kan man blandt andet stå ansigt til ansigt med en svævende elefant i fuld størrelse, opleve YouTube-katte spille atonale klaverstykker af Arnold Schönberg og få et nyt blik på den zoologiske haves kunstige miljøer. Og i museets store kunstakse er 15 farverige isbjørne af den italienske kunstner Paola Pivi flyttet ind.

Udstilling forlænget året ud

For at endnu flere kan få lejlighed til at opleve den nye særudstilling er Dyr i kunsten og præsentationen af Paola Pivis legesyge isbjørne i Kunstaksen forlænget helt frem til og med den 10. januar 2021. Forlængelsen betyder, at udstillingen Guld og magi, som skulle åbne 5. september 2020, i stedet er rykket til foråret 2021.

Genåbning med nedsat entrépris

Museet har med sine 6.000 udstillingskvadratmeter og store åbne rum god plads til, at de besøgende kan nyde kunsten uden at komme tæt på hinanden. Genåbningen af museet sker desuden under en række skærpede forholdsregler som følge af Covid-19. Billetprisen er ekstraordinært sat ned til 100 kr. for alle besøgende frem til og med den 30. juni. Børn under 18 år har som altid gratis entré.

ARKEN genåbner og forlænger ‘Dyr i kunsten’

Daniel Firman, Nasutamanus, 2012. Installationsfoto Dyr i kunsten. ARKEN. Foto: David Stjernholm