Fahads Forsamlingshus – artist talk

Fahad Saeed i samtale med kunstneren Farshad Farzankia og seniorkurator og samlingschef Dorthe Juul Rugaard.


1. december 2021 kl. 17.30

I to år har Fahad Saeed styret et moderne forsamlingshus i krydsfeltet mellem identitet, politik, kultur og historie. Onsdag den 1. december rykker Fahads Forsamlingshus til ARKEN.

Fahad Saeed inviterer udstillingsaktuelle Farshad Farzankia og Dorthe Juul Rugaard, seniorkurator og samlingschef på ARKEN, til en samtale om identitet, frihed og bevægelse. Som Farshad Farzankia udtrykker det: ”Kunst er altid en vinder: I kunsten kan du arbejde udenom ideologi eller religion, den kan føre dig præcis derhen, hvor du ønsker”.

Farzankias kunst er som en åben scene eller som filmklip uden begyndelse og slutning, der inviterer os ind i nye verdener, vi selv kan digte videre på. Som kunstner fylder han konstant sit sind og sanseapparat med indtryk fra film og litteratur, musik og billedkunst, historiske fortællinger og nutidens digitale billedstrømme. Alt dette finder vej ind i malerierne som inspirationskilder, der nogle gange er genkendelige, men oftest er forandrede og gjort til kunstnerens helt eget udtryk. Fra den persiske 1200-talsdigter Rumi til Bob Dylan og Gunnar Ekelöf, fra Ingmar Bergman og Jean-Luc Godards film til iranske Abbas Kiarostami, og fra J.F. Willumsens til Andy Warhols kunst. Farzankias malerier er skabt på en baggrund af en kolossal og dyb interesse for menneskelige udtryk for livet til alle tider på tværs af kontinenter og kulturer.

Pris for deltagelse i Fahads Forsamlingshus kr. 50 pr. person. Billetter købes via ARKEN WEBSHOP.

Bemærk, der betales entré til ARKEN ved ankomst.

Fahads Forsamlingshus – artist talk

Farshad Farzankia. Foto: Rasmus Weng Karlsen

ANDRE SPÆNDENDE AKTIVITETER