Deltag i verdensomspændende kunstprojekt på ARKEN

Onsdag den 25. september får ARKENs gæster mulighed for at deltage i udformningen af et 50 meter langt værk skabt af åndedrag.

Den danske kunstner Jeppe Hein og ART 2030 står bag det verdensomspændende kunstprojekt Breathe With Me, som fra den 21. september og en uge frem inviterer deltagere verden over til at male deres åndedræt i klare blå farver. Projektet skydes i gang i New York samtidig med FN’s klimatopmøde, og på ARKEN kan publikum deltage i en særlig Breathe With Me-workshop på museet.

Med fokus på åndedrættet kommer Jeppe Hein med enkle men ambitiøse budskaber om fællesskab og samhørighed i kunstprojektet Breathe With Me. Projektet inviterer på globalt plan deltagere til at male deres åndedræt. Hver udånding manifesterer sig som ét langt penselstrøg, og et motiv af blå streger tager form. Den verdensomspændende kunstaktion er skabt i samarbejde med FN og har et centralt budskab om klimahandling.

I FN’s hovedkvarter og på ARKEN

Breathe With Me finder sted samtidig med FN’s generalsekretærs ekstraordinære klimatopmøde i New York og lanceres i FN’s hovedkvarter i New York i dagene 21.-24. september. På ARKEN inviteres skolebørn til at male deres åndedræt i museets lange Kunstakse mandag den 23. september, og onsdag den 25. september får museets øvrige gæster mulighed for at deltage i udformningen af et 50 meter langt værk skabt af åndedrag. Det finder sted kl. 17 i museets Kunstakse, og tilmelding er ikke nødvendig. Værket vil være udstillet på ARKEN hele ugen.

Kobling mellem kunst og verdensmål

Breathe With Me forholder sig til flere af FN’s Verdensmål, der bl.a. kredser om mental og fysisk sundhed for alle, diversitet og klimahandling. Projektet er en del af det internationale kunstprojekt ART 2030, der skaber koblinger mellem kunsten og verdensmålene. Ambitionen er at forene mennesker på tværs af landegrænser, kulturer, politisk overbevisning og religioner i ét stort åndedrag.

Fra den 25.-27. september rykker Breathe With Me fra FN’s hovedkvarter i New York til Central Park, og frem til den 29. september vil der over hele verden blive afholdt Breathe With Me-workshops, hvor mennesker maler deres åndedræt.

Deltag i verdensomspændende kunstprojekt på ARKEN

Breathing Watercolours, udstillingsview fra König Galerie i Berlin. Foto: Catharina Förster / Studio Jeppe Hein. Courtesy Jeppe Hein