Kreative inspirationsfilm til børn

Nu kan du gå på opdagelse i en række inspirationsfilm for børn om ARKENs aktuelle udstilling 'Dyr i kunsten'

Da Danmark den 11. marts lukkede ned, gik ARKENs undervisningsafdeling fra den ene dag til den anden online. Det resulterede bl.a. i OS & DE ANDRE DYR – syv sjove og lærerige film, hvor børn hjemmefra kan gå på opdagelse i de mange kunstværker i særudstillingen Dyr i kunsten i selskab med filmværterne Tue og Simone.

OS & DE ANDRE DYR består af syv korte film, der lægger op til at udtrykke sig kreativt, undersøgende og legende om vores forhold til og fascination af dyr. I den første film tager filmværterne Tue og Simone på ARKEN og ser på kunstværker i Dyr i kunsten. De undrer sig, fordyber sig og stiller spørgsmål, og så får de en masse idéer til, hvordan de kan lege kreativt videre hjemme i deres studie. Hver film lægger herefter op til en kreativ udfordring, men de lægger også op til at tale videre om de skæve, sjove, forunderlige kunstværker, og hvad de får os til at spekulere over.

Kreative inspirationsfilm til børn

Kreative inspirationsfilm til børn

Kattestafet og erindringsdyr

Formatet, som er realiseret med støtte fra Ole Kirk’s Fond, blev udviklet til den særlige hverdag under COVID-19 situationen, men kan anvendes af alle, der har lyst til at udforske kunsten kreativt med deres børn. Filmene er rettet mod børn i indskoling og mellemtrin og kan anvendes både i forbindelse med et undervisningsforløb på museet, på egen hånd af lærere og elever eller af familier. Se eksempelvis hvordan man kan tegne ”kattestafet” med kridt på vejen, eller hvordan man kan billedliggøre ”erindringsdyr” ud fra en særlig oplevelse, som man selv eller en ven eller et familiemedlem har haft med dyr.

Om Dyr i kunsten

ARKENs aktuelle særudstilling viser værker af flere end 30 internationale kunstnere, der med humor, vid og bid går i kødet på vores forhold til dyrene. Udstillingen undersøger de forbindelser mellem menneske og dyr, som udspiller sig i den vestlige verdens forbrugsmønstre, historiefortællinger og natursyn og kommer med mangfoldige bud på, hvordan vi forstår os selv gennem andre dyrearter.

Os og de andre dyr

Få en forsmag på filmene herunder eller se dem alle her.