Kulturminister Mette Bock (LA) har meldt ud, at kriterierne for tildeling af statstilskud til de danske museer skal revideres. Derfor skal et ministerielt udvalg fremkomme med forslag til nye, ’objektive’ fordelingskriterier, som baserer sig på – som det hedder – ’gennemsigtighed’. Det vil sige et system af ’målbare størrelser’, hvor museerne tildeles statsstøtte ud fra eksempelvis museets besøgstal, museets evne til at tiltrække fondsstøtte, undervisning af børn og unge, antallet af forskningsartikler etc.

Der er desværre ingen tvivl om, at en sådan kvantitativ bedømmelse af museerne vil være voldsomt styrende for, hvilke aktiviteter de enkelte museer vil fokusere på i fremtiden. Det vil opfordre til en form for kassetænkning, som vil standardisere det danske museumsvæsen.

Der er endda museumsfolk, som opfordrer til at statstilskuddet udelukkende baseres på det antal personer, som går gennem det tælleapparat, som står ved indgangsdøren til museet. Det er imidlertid en måde at forstå museumsdrift, som stammer fra gamle dage, hvor et museum kunne nøjes med at udfolde sig inden for sine egne tykke mure. I vore dage tænker det moderne drevne museum sig selvfølgelig ud af boksen, ude af museets trygge rammer og udvikler nye strategier for at komme i kontakt med publikum uden i den dynamiske virkelighed med aktiviteter på skoler, togstationer, butikscentre, på standen, på gade og vej. Det kan være vanskeligt at gøre op i et tællesystem, men det har stor betydning for borgerne.

Et standardiserende pointsystem vil hæmme det enkelte museums motivation i retning af nytænkning og kreativitet, fordi nye initiativer og overskridende tankegang i sagens natur ikke kan omfattes af et i forvejen fastlagt system. Det, der imidlertid i disse år kræves mere end nogensinde er, at museumsvæsenet nytænker sig selv, sine prioriteringer og strategier.

Skal kriterierne for tildeling af statsstøtte ændres, så bør det efter min mening ske på en sådan måde, at kriterierne netop fremmer, at hvert enkelt museum udvikler sin egen særlige profil baseret på de særlige erfaringer, som det gør sig i forhold til fremtidens kulturelle billede og ikke mindst gør sig i dialogen med lokalområdet. Det vil fremme mangfoldigheden af måder at drive museum på – i stedet for standardisering.

Ethvert museum skal gennem sin aktivitet kunne argumentere for sin eksistensberettigelse. Her er jeg overbevist om, at museerne i fremtiden i stadigt højere grad vil indtænke det samfundsgavnlige som en integreret del af deres virke. Det gælder naturligvis i høj grad museets evne til at forske, skabe nytænkte og betydningsfulde udstillinger og ikke mindst undervisningen af de nye generationer. Man skal kunne dokumentere, at man gennem formidlingen af vor fælles kultur til de bredest mulige kredse og helt nye brugergrupper er en afgørende del i etableringen af sammenhængskraft i Danmark.

En ny kulturpolitik

En ny måde at fordele statstilskuddene til museerne vil under alle omstændigheder være et markant signal til de danske borgere om en ny kulturpolitik.

Som direktør for ARKEN er det nærliggende for mig at fremdrage ARKEN som eksempel på, hvor klart et kulturpolitisk signal til borgerne en omlægning af statsstøtten vil være:

Det har i forbindelse med omfordelingsdebatten været fremme, at to særligt udvalgte museer, ARKEN og Louisiana, som begge er museer for moderne kunst, skal fratages hele 25% af deres statstilskud. De indvundne penge skal så gives til nogle udvalgte kulturhistoriske museer i Jylland (al respekt for dem i øvrigt). Umiddelbart er det svært at se rationalet i at skrue ned for aktiviteterne på lige netop disse to museer, som hver dag dokumenterer, at de er velfungerende. Kan man forestille sig, at man i en privat erhvervsvirksomhed med en række mere eller mindre velfungerende afdelinger, beslutter sig for at skære ned på aktiviteten i de afdelinger, som fungerer godt? Nej da, selvfølgelig ikke! Men det er altså det, man foreslår i forhold til ARKEN og Louisiana.

I en privat erhvervsvirksomhed ville man tværtimod styrke det velfungerende og dele de erfaringer, der kommer derfra med de øvrige afdelinger, så disse styrkes. I et sammenhængende syn på det danske museumsvæsen vil man ikke se de enkelte museer som konkurrenter. Man vil se hvert museum som en uundværlig del af en fælles helhed, hvor man deler sine erfaringer til det fælles bedste. Det sker i dag, hvor vi på ARKEN, som også er et laboratorium for nytænkning inden for museumspædagogik, deler vore erfaringer med de nyeste undervisningsmetoder med resten af det danske og internationale museumsvæsen. Det gavner ikke blot museumsvæsenet – i sidste ende er det til stor gavn for hele samfundet.

Jeg kan ikke forestille mig, at man fra politisk hold vil gå målrettet efter at skade arbejdet på ARKEN og Louisiana ved at reducere statstilskuddene med hele 25%. Men uanset hvor stor en målrettet reduktion end måtte blive, så vil det under alle omstændigheder være et klart signal om, at man fra politisk hold ønsker, at formidlingen af vor egen tids kunst og kultur til den danske befolkning skal reduceres til fordel for fortællingen om kulturhistorien og forhistorien.

Hertil kommer så, at det vil være en kulturpolitisk omprioritering, som vil ramme Københavns Vestegns borgere særligt hårdt, fordi ARKEN er det eneste statsanerkendte kunstmuseum på denne egn. Hvert år fortæller vi ca. 300.000 børn og voksne blandt andet fra Vestegnens multikulturelle miljø om dansk og international kunst, kultur, tradition og demokrati. En målrettet beskæring af statstilskuddet til ARKEN vil ikke blot skade dette store, samfundsgavnlige formidlingsarbejde, som skaber kulturel sammenhængskraft. Det vil også være et klart signal til Vestegnens borgere om, at man fra politisk hold betragter det som mindre vigtigt, at de kan opleve den store kunst og kultur i deres eget lokalmiljø.

Københavns Vestegn er i forvejen forfordelt, hvad angår museer og statsstøtte. Det fremgår af, at der i de ’gamle’ monokulturelle områder, såsom Københavns centrum og op langs kysten mod Helsingør, er fyldt med museer, medens der kun er ét kunstmuseum på Vestegnen. Da ARKEN blev etableret lød det fra kulturmiljøet inden for Københavns volde, at hvis beboerne på Vestegnen undtagelsesvis skulle interessere sig for at se en kunstudstilling, så kunne de jo bare tage ind til byen – hvis de ellers kunne finde vej! Men Vestegnens beboere føler sig mere som en del af provinsen end af København, og til trods for modstanden så fik de alligevel ARKEN. Beboerne har taget museet til sig, og de er stolte af ARKEN, som også har givet Vestegnen en ny identitet.

ARKEN løser med sin placering i det ’nye’ multikulturelle område vest for København en helt særlig opgave i retning af at skabe kulturel sammenhængskraft. At ARKEN har stor succes med dette arbejde, skal Vestegnens beboere vel ikke straffes for?

Som et argument for at omlægge statsstøtten har det været fremført, at den eksisterende fordeling sker af ’historiske årsager’ – underforstået at så er det ikke rimelige årsager. Men historien er nu god at få forstand af, og dykker man ned i den, så vil man opdage, at der er mange gode historiske årsager til, at fordelingen er, som den er. I ARKENs tilfælde er den historiske årsag, at det daværende Københavns Amt ville løfte en egn, som var kulturelt voldsomt underforsynet.

Foto øverst: Sofie Amalie Klougart. Foto nederst: Siri Carlslund

At Vestegnen stadig er støttemæssigt forfordelt fremgår af det faktum, at selv om befolkningstallet på Vestegnen eksempelvis er det samme som i Aarhus, så modtager museerne i Aarhusområdet mere end kr. 65 mio. i statsstøtte om året, medens hele Vestegnens museum, ARKEN, kun modtager ca. kr. 31 mio. Her vil nogen nok indvende, at der netop af historiske årsager er langt flere museer i Aarhusområdet, så derfor skal de også have flere penge. Så her er det historiske argument altså godt nok. Det er det da også, og jeg under absolut de århusianske museer al deres statsstøtte, men man kommer ikke uden om, at det er tydeligt, at beboerne i Københavns centrum og op langs Øresundskysten og i Aarhus, hvad angår kunst og kulturtilbud, behandles langt bedre end de ca. 360.000 beboere på Københavns Vestegn. Nye kriterier for tildeling af statstilskud skulle nødigt forstærke den kraftige skævvridning af kulturtilbuddene, der stadig eksisterer i forhold til Københavns Vestegn. At reducere netop Vestegnens eneste kunstmuseum bør enhver kunne se er både uklogt og urimeligt.

Nytænkning af det danske museumsvæsen

For at undgå utilsigtede, kulturpolitisk negative konsekvenser som følge af en revision af statstilskuddenes størrelse og fordeling vil jeg opfordre til, at man benytter lejligheden til at foretage en gennemgribende nytænkning af det danske museumsvæsen. En nytænkning, som ruster museumsvæsenet til at møde udfordringerne i fremtidens hyper-komplekse samfund, og som gør, at de danske museer i fremtiden bliver en integreret og uundværlig del af alle danskeres dagligdag.

Det danske museumsvæsen som en lærende organisation

Det danske museumsvæsen bør i fremtiden ses som én stor lærende organisation. Det vil sige en organisation, som hele tiden tager bestik af de store samfundsmæssige og kulturelle forandringer, som vi er vidne til i disse år (digitalisering, bevægelse fra monokultur til multikultur, globalisering, brugerinddragelse etc.), og som er i stand til at nytænke virksomheden, samtidig med at de gamle måder at skabe værdi på – for så vidt at de er velfungerende – drives videre. Mere end nogen sinde gælder det om at være omstillingsparat og lærevillig og om at være i stand til at opdatere sin selvforståelse i forhold til den nye virkelighed. Det danske museumsvæsen bør ses som ét stort fælles laboratorium for forskning, læring og udvikling og være rammen for en intens dialog mellem alle museumskategorier om udvikling af nye mål, strategier og samarbejdsrelationer.

Den gamle kategoritænkning

Siden renæssancen har vi i den vestlige kultur delt verden op i kategorier. Det har været en effektiv metode til at skabe sig overblik, men spørgsmålet er, om metoden også skaber indsigt? Uden for den museale virkelighed har man for længst taget afsked med de vandtætte skotter imellem kategorierne. Det er imidlertid aldrig sket inden for det danske museumsvæsen. Her fastholdes museerne stadig i den gamle opdeling i kunstmuseer, kulturhistoriske museer og naturhistoriske museer. Samarbejde på tværs af kategorierne er stort set ikke-eksisterende.

En anden mystisk begrænsning er, at det i dag er sådan, at der ifølge kulturministeriets forskrifter skal være nøje overensstemmelse imellem et museums indsamlingsområde og dets udstillingsaktivitet. Der ses ikke med milde øjne på, at et kunstmuseum for eksempel udstiller racerbiler. Den slags hører hjemme på Teknisk museum eller til nøds på et museum for design.

Alle andre steder i samfundet er det imidlertid en anerkendt sandhed, at hvis man ikke tænker og samarbejder på tværs af kategorierne, så bliver man disrupted. Man bliver overhalet inden om af de nye tværfaglige måder at tænke på – og man bliver overflødig. Derfor er tiden også i denne sammenhæng kommet til at se museumsvæsenet som en helhed, således at det ikke længere er delt op i de klassiske museumskategorier, men sådan at der etableres mere eller mindre permanente klynger af museer på tværs af kategorierne, således at erfaringerne fra de forskellige vidensfelter får lettere ved at flyde sammen og berige hinanden. Derved bliver ’helheden af viden større end summen af de enkelte erfaringer’.

Gravballemanden og bierne

Er det eksempelvis utænkeligt, at Gravballemanden fra 200 – 400 f.Kr., som findes på det kulturhistoriske museum Moesgaard uden for Aarhus, en dag bliver udstillet på ARKEN?

Jeg kunne sagtens forestille mig, at Gravballemanden blev vist sammen med vor tids kunsts skildringer af menneskekroppen. Menneskekroppen har jo til alle tider været det foretrukne motiv, når kunstnerne har ønsket at udtrykke deres kritik, karakteristik eller definition af deres egen tid. Ved at se på Gravballemanden gennem samtidskunstens måde at skildre mennesket, vil han få en ny identitet, og en ny forståelse af både ham og samtidskunsten vil opstå. Gravballemanden vil ikke blot være et udsagn om fortiden. Han vil også kunne sætte vor tid og fremtiden i perspektiv.

Et aktuelt eksempel på tværfaglig aktivitet er, at ARKEN hen over sommeren viser kunst, som forholder sig til de klimamæssige udfordringer, som verden står overfor. Udstillingen hedder NATUR/RETUR. I den forbindelse har vi opstillet to bistader på ARKENs ø. Bistader er noget, som naturhistoriske museer traditionelt forholder sig til, men i dialogen imellem kunsten og naturen er der på ARKEN etableret et nyt og spændende erkendelsesfelt.

Jeg er sikker på, at en sammenstilling af usædvanlige elementer på tværs af kategorierne, som Gravballemanden og de levende bier, vil kunne skabe en elektrificerende proces, som vil vække til ny eftertanke hos vor tids mennesker. Denne proces vil en ny forståelse af museumskategorierne og nye samarbejdsrelationer være med til at fremme.

Museumsinstitutionen bør bevæges fra primært at være kultur-afspejlende til primært at være aktivt kultur-(med)skabende.

For at undgå at en omlægning af statsstøtten til museerne skader mere end den gavner, mener jeg altså, at det er påkrævet, at der foretages en grundlæggende nytænkning af museumsvæsenet, således at det bliver rustet til at møde fremtidens samfund, hvor kategoritænkning er forældet, og hvor videndeling er en forudsætning for, at museumsvæsenet kan erobre fremtiden som en relevant og samfundsgavnlig institution. Jeg foreslår derfor, at man blandt andet overvejer følgende spørgsmål:

• Ud over de opgaver, som er definerede i museumsloven, hvilke opgaver er det så særligt vigtigt, at det danske kunstmuseumsvæsen løser i fremtidens Danmark?

• Skal alle museer løse de samme opgaver?

• Skal alle kunstmuseer vurderes ud fra de samme kriterier, uanset hvilken sammenhæng/lokalitet et kunstmuseum befinder sig i?

• Hvordan kan det enkelte kunstmuseum med udgangspunkt i den specifikke socio-økonomiske-kulturelle sammenhæng, som det befinder sig i, gøre mest
samfundsmæssig gavn?

• Hvordan engagerer kunstmuseet sig i en større tværkulturel/-faglig tænkning?

• Hvordan kan museerne i højere grad blive godskrevet for mere eksperimenterende initiativer?

• Hvorledes kan kunstmuseets forskning i samspil med det private erhvervsliv og fonde placere den kunstneriske erkendelse som en aktiv medspiller i udviklingen af fremtidens samfund?

Kort sagt: Hvordan kan kunstmuseet i stadig større grad være med til at udvikle det danske samfund kulturelt, økonomisk og socialt?

Christian Gether
Museumsdirektør på
ARKEN Museum for Moderne Kunst