ARKENs 25-års jubilæum

I 2021 fylder ARKEN 25 år. Jubilæet fejres med en stor jubilæumsudstilling med highlights fra museets samling samt en lang række spændende tiltag - både digitalt og på selve museet.

ARKENs 25-års jubilæum

ARKEN Museum for Moderne Kunst. Foto: Torben Petersen

I år er det 25 år siden, at ARKEN for første gang slog dørene op og Vestegnen fik sit eget kunstmuseum. ARKEN har siden undergået en rivende udvikling og kan i dag kalde sig et internationalt anerkendt museum med en stærk lokal forankring. Jubilæet fejres både digitalt og på museet i hele 2021 med en lang række spændende arrangementer, konkurrencer og en stor udstilling med highlights fra museets samling under titlen For enden af regnbuen – ARKEN i 25 år. Udstillingen viser en perlerække af kunstskatte, indsamlet gennem 25 år, som aktiverer og pirrer sanserne, og inspirerer til refleksion.

 

Museet på Vestegnen

Det hele startede med en politisk vision om, at give borgerne på Vestegnen et kunstmuseum. Efter flere års politisk arbejde kunne ARKEN endelig slå dørene op for publikum den 15. marts 1996. Museets markante arkitektur blev skabt af den unge arkitekt Søren Robert Lund over en metafor for et strandet skib – med maritime elementer i samspil med kysten og klitlandskabet i Ishøj Strandpark.

Siden åbningen i 1996, er ARKEN af flere omgange blevet udvidet for at give mere plads til både publikum og kunsten. Tusindvis af nye udstillingskvadratmeter er kommet til samt et nyt indgangsparti, en skulptursal og et undervisningslokale doneret af Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde OJD. I 2011 modtog ARKEN en stor donation af Damien Hirst-værker fra Dennis og Jytte Merla Dresing, The Merla Art Foundation og huser i dag en af Europas største Hirst-samlinger. I 2016 blev den oprindelige tanke om et kunstmuseum omgivet af vand realiseret takket være en generøs donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Med Kunstens Ø fik ARKEN et helt nyt landskab af laguner, broer og skov, og museets nye vartegn – Elmgreen & Dragsets uhøjtidelige rytterstatue – blev indviet i museets udendørs skulpturpark. I landskabet omkring museet kan ARKENs gæster i dag opleve op imod 20 skulpturer skabt af danske og internationale kunstnere.

ARKENs 25-års jubilæum

ARKENs arkitektur, arkivbillede. Foto: Thomas Grøndahl

Fra Van Gogh til Olafur Eliasson

Igennem de sidste 25 år har ARKENs gæster oplevet nogle af verdenskunstens absolutte mestre som Marc Chagall, Salvador Dalí, Frida Kahlo, Joan Miró og Pablo Picasso set i et nyt lys, men også dansk og international samtidskunst, der sætter spot på vores tids store udfordringer. Mange husker også Olafur Eliassons fascinerende tågetunnel Din blinde passager på ARKEN i 2010, den store Van Gogh-udstilling i 2018 eller Palle Nielsens Modellen i 2014, der omdannede museets kunstakse til én stor legeplads.

 

ARKENs 25-års jubilæum

Ugo Rondinone, where do we go from here?, 1999. Foto: David Stjernholm

Highlights gennem 25 år

ARKEN har altid fokuseret skarpt på samtidskunst, der sætter menneskelivets store spørgsmål og dybe dimensioner i spil. Hvordan er vi mennesker, hvordan lever vi livet sammen, og hvilke grundvilkår har vi for at navigere igennem tilværelsen? Ligesom regnbuen, der til stadighed flytter sig foran os, er der altid nye udtryksformer og kunstneriske undersøgelser at udforske. Den verden og det liv, som samtidskunsten taler med os om, står aldrig stille.

ARKENs jubilæumsudstilling For enden af regnbuen – ARKEN i 25 år præsenteres i museets mest markante rum, den 150 meter lange kunstakse. Her kan du gå på opdagelse blandt nogle af de allerbedste kunstværker fra ARKENs samling. Du kan lade tankerne flyve afsted henover fnuglette, krøllede silkestoffer, forvilde dig ind i en glaspavillon med bedrageriske spejlvægge eller tage på en vild rejse gennem en mangfoldighed af menneskekroppe i kunstneriske fortolkninger.

Udstillingen præsenterer værker af Nina Beier, Elina Brotherus, Olafur Eliasson, Dan Graham, Gudrun Hasle, Jeppe Hein, Marie Lund, Sarah Lucas, Astrid Myntekær, Patricia Piccinini, Marc Quinn, Ugo Rondinone, Tove Storch, Alexander Tovborg, Ai Weiwei og mange flere.

Ny kunst-sti

Jubilæet markeres også med indvielsen af kunststien ARKENWALK – en 2,2 km lang kunststi, der forbinder Ishøj Station med ARKEN, skabt i et samarbejde mellem Ishøj Kommune, Realdania og ARKEN. Stien, der åbner til august, byder på spændende kunstoplevelser på vandringen mellem by, natur og museumslandskab med finurlige røde gadelamper skabt af kunstneren Jeppe Hein.

 

ARKENs 25-års jubilæum

Illustration: Kristine Jensens Tegnestue og Jeppe Hein

Meget mere jubilæum

Det store jubilæum fejres også med en række sjove og spændende tiltag for publikum.

På ARKEN vil der løbende igennem jubilæumsåret være konkurrencer for museets gæster, gode tilbud i ARKEN SHOP, temaaftener og en særlig jubilæumskage i caféen, en trykt jubilæumsguide for familier med ARKENs børnemaskot Fluen Finn samt forskellige jubilæumsrelaterede foredrag og arrangementer.

På museets digitale profiler på Facebook og Instagram fejres jubilæet med masser af konkurrencer med lækre præmier.

Jubilæumsfilm om ARKEN

Her på siden kan du se den spændende jubilæumsfilm om ARKENs historie, arkitektur og udstillinger fortalt af museets direktør gennem de sidste 24 år, Christian Gether. Filmen kan også opleves i ARKENs filmsal, hvor den afspilles i loop. Der tages forbehold for aflysninger pga. andre arrangementer. Filmen varer 25 minutter og er på dansk.

SE MERE