ELSE ALFELT

Tag med på en rejse gennem barrikader, bjerglandskaber og kosmiske himmellegemer, når ARKEN præsenterer Else Alfelts poetiske billedverden.


19. marts til 18. september 2022

ELSE ALFELT

Else Alfelt, Fuldmånen, 1956 (detalje). Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Foto: Ralf L. Søndergaard

Lysende bjerge og ensomme måner har indfundet sig på ARKEN med forårets og sommerens store Else Alfelt-udstilling, der har fokus på hendes evne til at skabe heling og nærvær. Udstillingen præsenterer kunstnerens fascinerende livsværk af indre og ydre landskaber, der med en særlig følsomhed indkapsler menneskets stræben efter fordybelse og harmoni i en ofte kaotisk verden. Udstillingen skabes i tæt samarbejde med Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og er den første retrospektive udstilling med kunstneren de sidste 20 år.

ELSE ALFELT

Else Alfelt, Den sprængte bro, 1946. Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Foto: Ralf L. Søndergaard

Kunst i en brydningstid

Else Kirsten Tove Alfelt (1910-1974) var kunstner i en tid med store omvæltninger. Hun var barn under første verdenskrig og slog igennem som kunstner i 1930’erne og 40’erne, hvor hun fik sit internationale gennembrud i en tid, der rejste eksistentielle spørgsmål til mennesket. Verdenskrigene bød på selvransagelse og genopbygning, og kunsten skulle være operativ for det enkelte menneske. Alfelt skabte som reaktion et lys- og farvefyldt univers, der inviterer os ind i naturens bølgende og takkede former og ud i kosmos. Mellem hendes farvestærke værker kan vi finde både ro, dybde og dynamik.

Alfelt udviklede sit kunstneriske formsprog i en brydningstid, og hun var optaget af kunstens politiske og revolutionære potentiale. Hun arbejder dog ofte abstrakt, og derved er det åbenlyst politiske ikke en del af hendes motivkreds. Det er dog til stede med de stemninger værkerne skaber, og i hele hendes holdning til kunsten, hvor hun lagde afstand til kunst som en promovering af et ego. I stedet omfavnede hun det kollektive med processuelle værker i serier, der gennem udstillinger kunne skabe meditative rum for de besøgende.

Mellem himmel og jord

Else Alfelts billedsprog er fra begyndelsen af hendes karriere præget af tilbagevendende figurer som spidser, spiraler og cirkler, der leder tankerne hen imod bjerge, krystaller og kosmiske himmellegemer – ikke mindst månen. Disse elementerne afspejler hendes sanselige og nærværende møder med naturen, både som idé og fysisk forekomst.

Alfelts tilbagevendende arbejde med månen over bjergene kan ses som en undersøgelse af forholdet mellem de jordbundne egenskaber, som bjergene besidder, og det flygtige som månen forbindes med. Med sine værker formår hun at give beskueren en oplevelse af nærvær og opløst tid, som hun selv beskriver i sine oplevelse af bjergene:

”Jeg synes, bjerge er en grænse mellem det virkelige og det uvirkelige, de er det sted, hvor himmel og jord mødes […] Går jeg i bjergene, har jeg en fantastisk fornemmelse af forbindelse med alle tider. Der er intet tidsbestemt, jeg tror, at sådan har det været allerførst, og sådan vil det være allersidst. Det er noget sikkert i en verden, der hele tiden forandrer sig.”

ELSE ALFELT

Else Alfelt, Japan, 1967. Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Foto: Ralf L. Søndergaard

ELSE ALFELT

Else Alfelt på Den Frie 1960. Foto: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum

Banebrydende kunstner

Else Alfelt var en central og banebrydende figur, da den danske kunst i tiden omkring anden verdenskrig måtte definere sig selv på ny. Selvom hun var autodidakt, var hun at finde overalt i den kunstneriske avantgarde. Hun slog igennem på den internationale scene og udstillede i både USA og Frankrig. Sammen med Carl-Henning Pedersen, som hun dannede par med fra 1933, deltog hun i kunstnergrupperne Linien (1934-39) og Høst (1932-49). Hun var også en del af kredsen omkring tidsskriftet Helhesten (1941-44), der startede som en protest mod besættelsesmagten, og hun deltog i den internationale Cobra-bevægelse (1948-51).

I en kunstverden, der hovedsageligt bestod af mænd, arbejdede hun med figurløse tableauer og komplekse symfonier af geometriske grundformer. Hun vægtede stemning fremfor rationalitet i sine åbne værker, der kalder på indlevelse fremfor afkodning. Hendes skarpe sans for dynamiske former og stoflighed knytter hende i langt højere grad til kunstnere som Sonia Delaunay (1885-1979) og Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) end til Cobra-gruppens mandlige, danske hovedskikkelser som Asger Jorn og Henry Heerup. Men først og fremmest skabte hun med sin konsekvente stil en helt særlig position inden for tidens avantgardebevægelser, der gør hende til en vigtig kunstner i både dansk og international sammenhæng.

Udstillingen er generøst støttet af 

ELSE ALFELT

SE OGSÅ