KOMMER SNART: GRUNDSTOF

Oplev ARKENs udendørs sommerudstilling, hvor to kunstnere inviterer dig ind i fortællinger om naturens ressourcer, udvinding og værdisætning.


21. maj til 25. september 2022

KOMMER SNART: GRUNDSTOF

Silas Inoue, Pla¥, 2021. Foto: Silas Inoue

Glæd dig til årets udendørs sommerudstilling Grundstof, hvor ARKEN præsenterer værker af billedkunstnerne Silas Inoue (f. 1981) og Nina Nowak (f. 1984), der med hver deres skulpturelle formsprog tænker værdi og ressourcer på ny. Værkerne udfolder vigtige fortællinger om menneskets komplekse forhold til naturen og dens mange mineraler og metaller, som vi alle er afhængige af.

Det moderne livs grundstof

Bauxit, zink og lithium. Mineraler og metaller – som de fleste aldrig har hørt om – er blevet altafgørende for vores hverdagsliv. Uden dem, har vi ingen smartphones eller computere. Samtidig påvirker storskalaudvindingen af ressourcer både naturen og mennesker. Fra industriens forurening af drikkevand, til når dårlige produktionsforhold og arbejdsvilkår bringer menneskeliv i fare. Hvordan skal vi forholde os til teknologien og til hinanden i en tid, hvor brugen af ressourcer både er med til at skabe fremgang og fattigdom?

Med værker af billedkunstnerne Silas Inoue og Nina Nowak undersøger sommerudstillingen Grundstof, hvordan mennesker i århundrede har vekslet naturens ressourcer til profit – en profit, som ikke er mulig at veksle tilbage igen. Udstillingen taler ind i en tid, hvor klimakrisen og ressourcekrævende teknologi i stigende grad kræver, at vi gentænker vores ressourcerforbrug. Her har to unge samtidskunstnere givet deres bud på, hvordan vi kan begribe, hvad ressourcer er, hvor de kommer fra og hvilket aftryk udvindingen sætter på landskabet. Og hvilke spor de sætter i os.

 

Kunst i sollys

Udstillingen Grundstof er den ottende i rækken af ARKENs udendørsudstillinger Kunst i sollys på Kunsten Ø. Over flere år har udstillingerne tematiseret den antropocæne epoke i relation til landskabsarkitekturen omkring museet og undersøgt samtidskunstens engagement i aktuelle, økologiske og eksistentielle problemstillinger.

KOMMER SNART: GRUNDSTOF

Nina Nowak, Material World Pt.II, (detalje), A Timeline Starting on the Surface, installationsbillede 2021, Galleri Susanne Ottesen 2021. Foto: Stine Heger

KOMMER SNART: GRUNDSTOF

Nina Nowak, Material World Pt.II, (detalje), A Timeline Starting on the Surface, installationsbillede 2021, Galleri Susanne Ottesen 2021. Foto: Stine Heger

AKTUELLE UDSTILLINGER