KOMMER SNART: HAUS-RUCKER-CO: GIANT BILLIARD

Klar-parat-start! Leg med på et spil menneskepool, når Haus-Rucker-Cos kæmpe installation flytter ind på ARKEN.


8. oktober 2022 til 16. april 2023

KOMMER SNART: HAUS-RUCKER-CO: GIANT BILLIARD

Haus-Rucker-Co (Laurids-Zamp-Pinter), Giant Billard, Wien 1970. Foto: © Almut Imlau / Archive Zamp Kelp

I efteråret 2022 indtager det rebelske kollektiv Haus-Rucker-Cos legende og fælleskabsdannende installation Giant Billiard et af ARKENs største udstillingsrum. Installationen er en genopførsel af det historiske værk fra 1970, hvor en 225 kvm stor madras og kæmpemæssige, hvide billardkugler, som publikum kunne skubbe rundt med, dannede scenen for et eksperimentelt spil pool på The Museum of the 20th Century i Wien. I værket bliver publikum spillebrikker, der kæmper med eller mod hinanden, alt efter hvordan spillet udvikler sig. Alle har det til fælles, at de er en del af et større spil. De er blevet holdspillere, og måske endda skuespillere. ARKEN glæder sig utroligt meget til at genoppuste værket og opleve legesyge sjæle på tværs af alle aldre boltre sig i det store hav af sociale muligheder i Haus-Rucker-Cos Giant Billiard.

KOMMER SNART: HAUS-RUCKER-CO: GIANT BILLIARD

Haus-Rucker-Co (Laurids-Zamp-Pinter), Balloon for 2, Wien 1967. Foto: Gert Winkler © Archive Zamp Kelp

Legens utopi

Det østrigske kunst- og arkitektkollektiv Haus-Rucker-Co blev dannet i 1967 af de tre arkitekter, Laurids Ortner, Günter Zamp Kelp og Klaus Pinter, og senere sluttede Manfred Ortner sig til. I samspil med offentligheden ønskede gruppen at udfordre deres samtids ofte begrænsende opfattelser af rum, nedbryde eksisterende magthierarkier og skabe nye utopiske byrum. Oppustelige oaser, futuristiske masker, spiselige bylandskaber og gigantiske billardkugler skulle øge beskuerens bevidsthed om den sanselige oplevelse, der i stigende grad var blevet glemt og sløvet af forbrugssamfundets stimuli. Med kritisk ophav i Situationisternes ideer om leg som værende forandringsskabende, vendte Haus-Rucker-Co op og ned på virkeligheder og skabte meningsfuldt tankegods til efterfølgende generationer af kunstnere. Haus-Rucker-Co eksisterer ikke længere som kollektiv, men som praksis er gruppens eksperimenter fortsat relevante og taler ind i samtidens stadigt stigende fokus på miljø og social kunst.

De ”hus-rykkende”

De nyudklækkede tresser-arkitekter opkaldte deres spirende projekt efter regionen ’Hausruck’ i Østrig, hvor de tre grundlæggende medlemmer var født og opvokset. Den dobbelte betydning i ordet ’Hausruck’ skulle vise sig at blive kendetegnende for gruppens praksis. Kollektivet ville på den ene side introducere et nyt arkitekturkoncept igennem deres innovative installationer, og på den anden side, ville de, som det tyske verbum ”rücken” (rykke) indikerer, skabe foranderlige værker. Den sidste del af deres navn ”Co” udgjorde dog den måske vigtigste del. Nemlig dét, at de var et kooperativ og at den kollektive ånd var kernen af deres ideologi og gennemsyrede deres praksis og værker.

 

It was for us always about perception. So, I have something to touch, something to look at, and something to hear. Through all of these elements we experience something new. This input of the unexpected is a moment of innovation or revolution.

Haus-Rucker-Co

SE OGSÅ