KOMMER SNART: KVINDER I OPBRUD

Glæd dig til forårets udstilling Kvinder i opbrud, der stiller skarpt på 150 års forskelligartede fremstillinger af kvinder og køn i kunsten.


5. februar til 14. august 2022

KOMMER SNART: KVINDER I OPBRUD

Lena Johansson, Ida, 2021 (detalje). Courtesy kunstneren og Andréhn-Schiptjenko, Stockholm, Paris. Tak til Reto Schmid

Hvad vil det sige at være kvinde i dag? Hvad er kvindeligt? Hvem definerer det kvindelige? Hvem kan være kvindelig? Og er femininitet overhovedet kønsspecifikt?

Udstillingen Kvinder i opbrud udfolder den vestlige kunsthistories skildringer af kvinder fra det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet til den nyeste samtidskunst. I et væld af kunstværker af danske og internationale kunstnere kan du gå på opdagelse i, hvordan kunstnere gennem de seneste 150 år har spejlet og svaret igen på skiftende tiders opfattelser af både kvinder og køn: Fra impressionistiske portrætter til performativ kropskunst. Fra frodige nøgenstudier til kritiske undersøgelser af historieskrivningen.

KOMMER SNART: KVINDER I OPBRUD

Berthe Morisot, Ung pige, der fletter sit hår, 1893. Ny Carlsberg Glyptotek

Fra kampen om uddannelse til #MeToo

Historien om kvindebevægelsen sætter sine spor i kunsten allerede omkring 1870. Nye tanker om kvindefrigørelse – og et nyt kunstsyn – betød, at flere kvindelige kunsterne fik mulighed for at udøve deres kunst og udstille.

Ordet ’kvinder’ kom ind i det danske sprog og gav håb om nye tider for kvinders rettigheder og roller. Siden har utallige kunstnere gjort op med traditionelle skildringer af kvinder, og de har været med til at nuancere og udvide vores syn på køn og kønsidentitet. Siden 2017 har #MeToo, som den afroamerikanske aktivist Tarana Burke startede i 2006, vist os, at kvinders ret til egen krop er en kamp, der ikke er kæmpet til ende endnu.

Nye perspektiver

Vores begreber om kvinder og kvindelighed er konstant i forandring og til debat. Udstillingen Kvinder i opbrud fortæller kvindefrigørelsens historie gennem kunsten, og den udforsker vores tid, hvor nye perspektiver og opfattelser af kropsidealer, kønsidentitet og femininitet tegner debatten.

Simone de Beauvoir

Glæd dig til en sansemættet og tankevækkende udstilling med værker af Marina Abramovic, Dara Birnbaum, Louise Bourgeois, Arvida Byström, Claude Cahun, Kate Cooper, Ditte Ejlerskov og EvaMarie Lindahl, Paul Gauguin, Guerrilla Girls, Gudrun Hasle, Sophie Holten, Marie Høeg og Bolette Berg, Kirsten Justesen, Birgit Jürgensen, Marie Krøyer, Johannes Larsen, Marie Laurencin, Vilhelm Lundstrøm, Ana Mendieta, Berthe Morisot, Emilie Mundt, Frida Orupabo, Lene Adler Petersen, Laure Prouvost, Pipilotti Rist, Cindy Sherman, Apolonia Sokol, Andy Warhol, Tabita Rezaire, Sif Itona Westerberg, Cajsa von Zeipel og mange flere.

KOMMER SNART: KVINDER I OPBRUD

EvaMarie Lindahl og Ditte Ejlerskov, About: The Blank Pages, 2014-20. ARKEN Museum for Moderne Kunst

SE OGSÅ