LEONORA CARRINGTON

Forsvind ind i Leonora Carringtons magiske univers, når ARKEN for første gang i Skandinavien viser en stor udstilling om en af surrealismens nøgleskikkelser.


17. september 2022 til 15. januar 2023

LEONORA CARRINGTON

Leonora Carrington, Artes 110, 1944. Collection of Stanley and Pearl Goodman collection, promised gift to NSU Art Museum, Fort Laudedale, USA. © Estate of Leonora Carrington / ViSDA

Magi, oprør og humor stråler ud af britisk-mexicanske Leonora Carringtons (1917-2011) dragende, surreelle billedverden. Carrington var en nøgleskikkelse i surrealismen i det 20. århundrede, men lod sig ikke begrænse af nogen betegnelse. Et væld af inspirationskilder løber gennem hendes unikke version af surrealismen, hvor esoteriske symboler fra tarotkort og alkymi blander sig med italiensk 1300- og 1400-tals maleri og irske folkesagn. Skabt i tæt samarbejde med Fundación MAPFRE, Madrid, præsenterer ARKEN den første store retrospektive udstilling i Skandinavien med Leonora Carringtons værker.

LEONORA CARRINGTON

Leonora Carrington, St Martin d’Ardèche, Frankrig 1939 af Lee Miller © Lee Miller Archives, England 2022. All rights reserved. leemiller.co.uk

Rebel og kunstner

Carrington var kompromisløs og visionær. Hun satte sin frihed over alt andet og brød med en streng overklasseopvækst i en katolsk familie. Som 20-årig rejste hun til Paris for at blive kunstner. Her blev Carrington en del af surrealismens inderkreds, og hun indledte et intenst kærlighedsforhold til den surrealistiske kunstner Max Ernst. Carringtons oprør mod sin familie fortæller om hendes stærke frihedstrang og antiautoritære holdning, der skulle tegne resten af hendes liv. Under anden verdenskrig flygtede Carrington først til New York, siden til Mexico, hvor hun bosatte sig og blev opslugt af mexicansk kultur og trosretninger.

 

”Hvis jeg er mine tanker, kan jeg jo være hvad som helst, lige fra pastasuppe, en saks, en krokodille, et kadaver, en leopard, en halv liter øl osv. Hvis jeg er mine følelser, så er jeg kærlighed, had, irritation, kedsomhed, lykke, stolthed, ydmyghed, smerte, lyst. Hvis jeg er min krop, så er jeg en kvindes foster, der hele tiden ændrer sig. Ikke desto mindre længes jeg, ganske som alle andre i verden, efter min helt egen identitet.”
– Leonora Carrington, 1970

Magiske fortællinger

Carrington var dybt optaget af magi, heksekraft og alkymi. Hendes fantasifigurer er i evig forvandling, og grænserne mellem køn, menneske, dyr og natur flyder sammen i hendes kunst. Hun udforskede hele livet sin egen, indre verden og lod sig inspirere af surrealismens interesse for kunstens evne til at formidle sindets ukendte dimensioner. I kunsten udfoldede hun sine minder fra sin tvangsindlæggelse på et psykiatriske hospital i Spanien og flugten fra anden verdenskrig.

 

Carrington skabte værket Grøn te (Den ovale dame) året efter indlæggelsen. Værket kredser om indespærring, fangenskab og forvandling. To heste er fanget i hinandens haler og under jordens overflade lever forpuppede væsener, som minder om den omsvøbte kvindefigur – Carrington selv. I et gådefuldt formsprog tematiserer Carrington menneskets psykologi, forandring og fornyelse. Her åbner magiske verdener sig og intet er, som det plejer.

LEONORA CARRINGTON

Leonora Carrington, Grøn te (Den ovale dame), 1942. The Museum of Modern Art, New York. Gave fra Drue Heinz Trust (udveksling) 2019 © Estate of Leonora Carrington / VISDA. Fotograf ukendt

LEONORA CARRINGTON

Leonora Carrington, Kunstneren rejser incognito, 1949. Rowland Weinstein, Weinstein Gallery, San Francisco © Estate of Leonora Carrington – VISDA. Foto: Nicholas Pishvanov

Gudinder, hekse og kloge koner

Carringtons kunst er beboet af stærke kvinder – fra mytologiske gudinder og historiske kvindefigurer til kloge koner, der viser vej. Carrington søgte konstant viden og inspiration til at formulere sin kunstneriske vision. Hun fordybede sig i det okkultes, magiens og alkymiens historie, og hun opdagede den autoritet og indflydelse, som kvinder havde i mange oprindelige folkeslags kulturer. Carringtons stærke kvindefigurer tager magten tilbage. I hendes kunst er gudinder, hekse, orakler og alkymister handlekraftige skabere med helende og magiske kræfter, der udøver kærlig omsorg for naturen og alle dens skabninger. De har adgang til ukendte territorier og kan trylle verdener frem. Med sin kunst retter Carrington en feministisk kritik af undertrykkende magthierarkier. Som i selvportrættet Kunstneren rejser inkognito, hvor hun forklædt som heks strider imod den mandligt dominerende surrealismes dyrkelse af kvinden som muse. Hun skulle være ung, smuk og i besiddelse af en grænseløs fantasi, som kunne inspirere den mandlige kunstner. Selv havde Carrington intet til overs for betegnelsen, og i et interview har hun udtalt:

 

”Jeg havde ikke tid til at være nogens muse… Jeg havde for travlt med at gøre oprør mod min familie og lære at blive kunstner.”

 

ARKENs udstilling er den første samlede præsentation af Carrington i Skandinavien. Gennem mere end 100 af Carringtons værker udfolder udstillingen hendes eksperimenterende og frisættende kunstneriske univers, hendes esoteriske og mytologiske interesser og feministiske perspektiver. Udstillingen præsenterer Carringtons malerier, tegninger, billedtæpper, skulpturer og bøger sammen med udvalgte værker, skabt af nogle af de vigtigste kunstnere omkring hende – fra spanske Remedios Varo til tyske Max Ernst.

Udstillingen er kurateret af

Tere Arcq, Sarah Fredholm (ARKEN), Carlos Martín, Stefan van Raay, Naja Rasmussen og Dorthe Juul Rugaard (ARKEN).

Udstillingen er organiseret i samarbejde med Fundación MAPFRE

LEONORA CARRINGTON

Udstillingen er generøst støttet af

LEONORA CARRINGTON

SE OGSÅ