fbpx

SIMON FUJIWARA – JOANNE

Simon Fujiwaras værk Joanne viser hans tidligere lærer Joanne Salleys mange ansigter. Hun blev offer for en skandale i de engelske tabloidaviser, da elever fandt og cirkulerede private fotografier af hende topløs.


31. august 2019 til 1. november 2020

SIMON FUJIWARA – JOANNE

Simon Fujiwara, Joanne, 2016/2018. Installationsfoto: Simon Fujiwara: Joanne, Galerie Wedding - Raum für zeitgenössische Kunst, Berlin, 2018. Courtesy: kunstneren; FVU, The Photographers’ Gallery; Ishikawa Foundation; og Esther Schipper, Berlin. Foto: © Andrea Rossetti

“Jeg føler, at jeg snyder, hvis jeg siger: Jeg er en model, jeg er en lærer, jeg er en elsker, jeg er en kunstner, jeg er en kamæleon, jeg er en fighter… jeg er en person… jeg er en kvinde.”

– Joanne

Simon Fujiwara er gennem det seneste årti blevet kendt for sine store og komplekse udstillinger. Han undersøger de grundstrukturer, der skaber os som individer og som samfund. Nu kan hans tankevækkende værk Joanne for første gang opleves i Danmark på ARKEN.

Simon Fujiwaras film Joanne viser hans tidligere lærer Joanne Salleys mange ansigter. Værket Joanne består af en serie fritstående konstruktioner, hvor film og fotografi kombineres: På én af konstruktionerne afspilles filmen Joanne på en indbygget LED skærm på én side, mens der på modsatte side vises et fotografi. To store, fritstående lyskasser viser fotografier på begge sider. Personen, der optræder på de forstørrede fotografier og i videoen, er Joanne Salley. Hun var Simon Fujiwaras billedkunstlærer fra 2000 til 2002. Joanne vandt i 1998 titlen som Miss Nothern Ireland, hun er kunstner, lærer og boksemester, og hun havde stor indflydelse på Fujiwara, der var legatelev på den prestigefyldte drengeskole Harrow i England. Flere år efter at Fujiwara forlod skolen, blev Joanne offer for en skandale i de engelske tabloidaviser, efter at nogle elever fandt og cirkulerede private fotografier af hende topløs. Den følgende nationale mediedækning ødelagde hendes karriere og image.

 

At genskabe et image

I 2016 begyndte Fujiwara og Joanne at producere en kortfilm, der skulle genskabe hendes image ved hjælp af reklame- og marketingsstrategier. Én måde at opnå det var, ifølge dem, at udnytte de sociale mediers nye muligheder: I den sfære deles følelser gavmildt, og alle er altid på fornavn. Umiddelbarhed og fortrolighed er karakteristisk for internettets nye etikette. I en verden hvor total selvudlevering anses som det ultimative tegn på autenticitet og identifikation, indser Joanne imidlertid, at hun må møde sit nye publikums ønsker med en anden form for udlevering – denne gang af følelsesmæssig karakter. Men når autenticitet og iscenesættelse værdsættes lige højt, hvilken maske skal hun så tage på?

 

Joannes mange ansigter

I løbet af filmen ser man Joanne, når hun møder brandingteamet, får optaget billedmateriale og besøger den skole, som hun måtte forlade i skam. Fotografierne af Joanne, præsenteret på lyskasser, viser hende i sportstøj og i velkendte poseringer – hun fremviser en iscenesat naturlighed, der efterhånden er blevet kutyme i reklamekampagner. Selvom billederne er tydeligt iscenesatte, så signalerer de på samme tid spontanitet – et paradoks, som vi på én og samme tid anerkender og bliver forført af. Værket arbejder med dette paradoks og giver den besøgende mulighed for at opleve sin egen rolle og ambivalens. Filmen Joanne – som konspirerer og vildleder, er gennemskueligt manipulerende men også oprigtigt rørende – forsøger ikke at portrættere kvinden Joanne.

SIMON FUJIWARA – JOANNE

Simon Fujiwara, Joanne, 2016/2018. Installationsfoto: Simon Fujiwara: Joanne, Galerie Wedding - Raum für zeitgenössische Kunst, Berlin, 2018. Courtesy: kunstneren; FVU, The Photographers’ Gallery; Ishikawa Foundation; og Esther Schipper, Berlin. Foto: © Andrea Rossetti

SIMON FUJIWARA – JOANNE

Simon Fujiwara, Joanne, 2016/2018. Courtesy: kunstneren; FVU, The Photographers’ Gallery; Ishikawa Foundation; og Esther Schipper, Berlin. Filmstill: © Simon Fujiwara

Om kunstneren

Simon Fujiwara er født i 1982 i London og bor og arbejder i dag i Berlin. I sine værker undersøger han de underforståede modsætninger i imageskabelse og historiefortælling – fra sociale medier og selv-præsentation til marketing og historieskrivning – og afslører kompleksiteten og paradokset i vores samtidige higen efter iscenesættelse og autenticitet. På tværs af medier – fra skulptur og installation til video og maleri og med inspiration fra så forskellige verdener som reklame og arkæologi – er Fujiwaras værker kontinuerlige reportager fra den virkelige verden, som de henter inspiration fra. Men fremfor blot at kommentere virkeligheden skaber kunstneren sit eget univers – fyldt med udfordrende og ofte absurde nye narrativer, der er lige så intellektuelt skarpe, som de er følelsesmæssigt stimulerende.

Se Simon Fujiwaras interview med Louisiana Channel, som er optaget på ARKEN, her:

Husk at følge ARKEN på @arkenmuseum.

SE OGSÅ

Arken.dk bruger cookies

På arken.dk bruger vi cookies til trafikmåling og indsamling af statistik. Vi bruger informationen til forbedring af hjemmesiden. Ved at klikke videre, accepterer du brugen af cookies.