SOUVENIRS

Træd ind i Ishøj By Centers nye souvenirbutik, hvor kunstneren Deniz Eroglu byder ind til fortællinger om tilhørsforhold, global forretningsførelse og relationer mellem kunst og forbrug. Bemærk særlige åbningstider.


4. december 2021 til 1. november 2022

SOUVENIRS

Deniz Eroglu, Souvenirs (installationsbillede), 2021-22. Foto: David Stjernholm

I december slog Ishøj By Center dørene op til en ny souvenirbutik – men en lidt anderledes én af slagen. Den dansk-tyrkiske billedkunstner Deniz Eroglu står bag butikken og værket Souvenirs, som er skabt særligt til ARKEN. Værket fusionerer kunst og butik og tilbyder en kunstnerisk oplevelse midt i Ishøj By Center. Værket falder umiddelbart godt ind i sine omgivelser – placeret overfor en fastfood-restaurant og et par detailbutikker. Men Eroglus butik adskiller sig alligevel gennem sine særegne, skæve træk. For hvad laver en souvenirforretning i et butikscenter i Ishøj?

”Ordet souvenir kommer fra latin og betyder ’at komme op nedefra’. Som værktitel kan man tolke det som kunst, der i en social forstand kommer nedefra. Ordet refererer også til erindringer om det, som man har forladt, hvad end det er en turistdestination eller som i immigrantens tilfælde: ens hjemland.” – Deniz Eroglu

Fortællinger om Ishøj

Vi forbinder souvenirforretninger med rejser til turistede områder i udlandet eller Strøget i København, hvor det bugner med vikinger, havfruer og gardehusarer i miniatureudgaver. Eroglu har i sit værk skabt forskellige bud på souvenir-genstande, der bærer fortællinger om Ishøj. De små skulpturelle værker, som på humoristisk og poetisk vis beretter om hverdagslivet i kommunen, rummer også mere alvorlige betragtninger og dybere betydningslag. Fælles for alle butikkens souvenirs er, at de udtrykker en overraskende nyfortolkning af Ishøjs identitet – og position – som den kommune i Danmark med den højeste flerkulturelle sammensætning.

En familiehistorie

I sine værker bruger Eroglu ofte sin familiehistorie som udgangspunkt. Som søn af en dansk mor og en tyrkisk far, er hans opdragelse præget af begge kulturer. Det har skabt en følelse af kulturel splittelse gennem hans opvækst – en erfaring, kunstneren bearbejder i sine værker. Værket Souvenirs er inspireret af Eroglus far, som i slutningen af 1970’erne drev en lille antikvitetshandel i en dansk provinsby. Interessen for tyrkiske messing- og kobbergenstande var dog ringe, og der gik ikke længe, før faren måtte dreje nøglen om. Eroglu omtaler Souvenirs som en genskabelse af sin fars oprindelige idé om at udbrede ukendt kultur i Danmark.

Kunst for alle

Med værket Souvenirs vendes forventninger til både kunstværk og forretning. Værket inviterer til dialog og deltagelse i et kunstnerisk univers, som man ikke forventer at møde på sin færd gennem butikscenteret. I sin udformning som en butik slører Souvenirs grænserne mellem hverdagens aktiviteter og kunstens rum. Køber man en souvenir i forretningen, får man et lille kunstværk med hjem og er bevidst eller ubevidst blevet kunstsamler.

SOUVENIRS

Foto: Jacqueline Tappia Reynaud & Aline Tappia Reynaud

SOUVENIRS

Deniz Eroglu, Souvenirs (installationsfoto), Ottoman Euro, 2021-22. Foto: David Stjernholm

”Jeg tror, at erindring er en essentiel følelse, som alle immigranter bærer rundt med sig. Disse erindringer kan være knyttet til en følelse af melankoli på grund af tab af status, identitet, nære relationer, tilhørsforhold, sprogegenskaber og autonomi i samfundet” – Deniz Eroglu

Deniz Eroglu er født i Skive i 1981 af en dansk mor og en tyrkisk far. Han bor og arbejder i Crema, Lombardiet og Amsterdam, Nord-Holland.

Gennem sin opvækst oplevede han en kulturel splittelse, hvor han blev opdraget som både tyrkisk og dansk. Kunstneren hævder, at det er dette dobbeltblik på den omgivende virkelighed, som har ført ham ind i kunstnerstanden.

Eroglus praksis består af videoværker, skulptur, performance og tekstværker. Han er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og blev Meisterschüler fra Städelschule i Frankfurt am Main i 2014. Han var artist-in-residence ved Rijksakademie van Beeldende Kunsten i Amsterdam i 2016-17.

SOUVENIRS

Deniz Eroglu, Souvenirs (installationsbillede), 2021-22. Foto: David Stjernholm

Sommerens åbningstider

Uge 26-31
Tirsdag kl. 12-15
Onsdag kl. 12-15
Torsdag kl. 12-15

Uge 29
Tirsdag: kl. 14.30-17.30
Onsdag: kl. 14.30-17.30
Torsdag: kl. 14.30-17.30

Følger Ishøj By Centers retningslinjer og lukkedage.

I løbet af udstillingsperioden vil der være forskellige aktiviteter i form af omvisninger,
workshops samt performative lectures med kunstneren selv. Se de aktuelle tilbud på arken.dk/kalender

Souvenirs tilbudsavis

Værket er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond.

SOUVENIRS

SE OGSÅ