Eva Steen Christensen

Hydra

Installationsfoto Eva Steen Christensen – Hydra. Eva Steen Christensen, Spheric Pink, 2019, HEART – Herning Museum of Contemporary Art. Foto: David Stjernholm
05
.
05
.
23
09
.
10
.
23

Hvad er det? Et flyvende stakit eller en vild rutschebane? Et abstrakt balletskørt eller en glitrende, pink blomst? Kom selv og se på ARKENs store soloudstilling med billedhugger Eva Steen Christensen. Hun leger med skulpturelle former og materialer, mens hun inviterer dig med om på den anden side af det velkendte.

På udstillingen vandrer du gennem en blå drømmehave fuld af stakitter, blomster og springvand, mens et søuhyre skabt af strømpebukser snor sig højt oppe under loftet. Du kan også krybe ind igennem en kæmpemæssig skulptur, der indtager rummet som en abstrakt krop, der er skabt i tøj og andre tekstiler, som engang har været båret af andre mennesker. Skulpturen hedder Female Nude, og den bærer på et væld af historier fra alle, som har hjulpet med at skabe den. I Ishøj By Center, tæt på ARKEN, drev Eva Steen Christensen en systue, hvor alle, der havde lyst, kunne donere tøj og hjælpe med at sy strimlerne til skulpturen sammen.

Eva Steen Christensen (f. 1969) er en af Danmarks vigtigste, nulevende billedhuggere. Hendes skulpturer er drømmende, sanselige og tankevækkende. Med legende lethed og matematisk præcision undersøger hun hverdagens velkendte former, materialer og idéer. Det, du kender, bliver vendt på hovedet og sat sammen på ny for at udfordre din opfattelse af verden.

Udstillingen låner sin titel fra myten om søuhyret Hydra, der er et billede på kvindelig kraft og transformation. Hydra er også vand – det livgivende stof, der strømmer igennem din krop og forbinder alt levende. Vi er alle forbundne til hinanden og til verden på tværs af tid og sted. På din vej gennem drømmehaven kan du opleve, at skulpturernes former, materialer og du selv kan væve sig ind i hinanden og åbne for nye sansninger af verden.

Udstillingen er støttet af:

Dansk Tennis Fond
Furi Appel og Gunnar Niskers Fond til Almennyttige Formål
Grosserer L. F. Foghts Fond
Politiken-Fonden
Solar Fonden af 1978
Statens Kunstfond
Eva Steen Christensen – HYDRA
ARKENs udstillinger i 2023 er støttet af Augustinus Fonden

test
Installationsfoto Eva Steen Christensen – Hydra. Eva Steen Christensen, Spheric Pink, 2019, HEART – Herning Museum of Contemporary Art. Foto: David Stjernholm

Kommende events