Anish Kapoor er en af de mest indflydelsesrige billedhuggere i sin generation. Måske mest berømt for offentlige skulpturer, udstillet over hele verden fra Millennium Park i Chicago til Versailles i Frankrig. Med værker, der både er eventyr og ingeniørkunst, manøvrerer Kapoor mellem vidt forskellige skalaer på tværs af primært skulptur, installation og konceptuel kunst. For at lege med vores opfattelse af menneskelig eksistens – og ofte helt bogstaveligt vende verden på hovedet.
Anish Kapoors monumentale skulpturer og installationer taler direkte til beskuerens sanser og følelser. Hans blik for materialer, former, farver og overflader gør, at vi bliver draget og forført af hans værker, som vender verden på hovedet. Kapoors værker leger ofte med vores synssans og med det, vi ikke kan se med det blotte øje, med det kendte og det ukendte, med objektet og dets negativ. Kapoor er meget procesorienteret og er efter eget udsagn ikke interesseret i udtryk – for ham er det vigtigt, at værkerne får lov til at gøre arbejdet.
"Jeg har ikke noget at sige som kunstner. Jeg har ikke rigtig noget budskab til verden. Jeg har en praksis - en dyb, virkelig, daglig praksis – og det er ud af den praksis, at indhold, mening og spørgsmål om virkeligt og uvirkeligt og så videre opstår. Men det er kun ud af en praksis. Så jeg gør, hvad jeg kan for at undgå mening. Det, jeg forsøger at komme frem til, er følelsen af, at mening opstår, fordi den skal, ikke fordi jeg lægger den der”, sagde Kapoor til Artnet i 2019.
Anish Kapoor beskæftiger sig med de store, menneskelige problemer. Han vil gerne skubbe dig helt ud til kanten og få dig til at overveje de største spørgsmål i livet. Han vil skabe rum i sine værker, der inkluderer mulighederne for både at undersøge død og glæde, skønhed og grusomhed. Kapoor interesserer sig for religion og myter og undersøger, hvorfor mennesker bliver drevet til at overveje mysteriet om at være til.
"Jeg har været i buddhistisk praksis i lang, lang tid. Zen-meditation. Det betyder noget for mig. Jeg tror virkelig på, at vi er religiøse væsener. Hvor kommer jeg fra? Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvor går jeg hen? Det er spørgsmål, der undrer os alle," sagde Anish Kapoor til The Guardian i 2021.
Anish Kapoor blev født i Indien af forældre med pakistansk-indisk og irakisk-jødisk baggrund. Han flyttede til London for at studere ved Hornsey College of Art i 1973 og Chelsea School of Art i 1977. I løbet af 80'erne og 90'erne blev Kapoor i stigende grad anerkendt for sine organiske skulpturer og installationer, lavet af materialer så forskellige som sten, aluminium og harpiks, der udfordrede tyngdekraften, dybden og opfattelsen af verden. I 1990 repræsenterede han Storbritannien på Venedig Biennalen med sin installation Void Field, et gitter af ru sandstensblokke, hver med et mystisk sort hul, der trængte igennem dens øverste overflade. Kapoor er siden fortsat med at udforske ideen om tomrummet i resten af årtiet og skaber serier af værker, der inkorporerer konstruktioner, som trækker sig ind i vægge, forsvinder i gulve eller dramatisk ændrer dybden i rummet med en simpel ændring i perspektiv.
I begyndelsen af 00’erne begyndte Kapoor at skabe projekter, der var mere og mere ambitiøse i skala og konstruktion. Til sin installation Marsyas fra 2002 på Tate Modern i London skabte han en trompetlignende form ved at rejse tre massive stålringe forbundet af en 155 meter spændvidde af kødfuld rød plastikmembran, der strakte sig i længden af museets Turbine Hall. I 2004 præsenterede Kapoor Cloud Gate i Chicagos Millennium Park, en 110-tons elliptisk buegang af poleret rustfrit stål med tilnavnet The Bean. Det var hans første permanente stedspecifikke installation i USA. Cloud Gate reflekterer og transformerer sine omgivelser og demonstrerer Kapoors igangværende undersøgelse af materiale, form og rum. Efterfølgende har Kapoor udstillet sine værker på offentlige steder som Versailles i Frankrig, Brooklyn Bridge Park, New York City og Queen Elizabeth Olympic Park i London.
Anish Kapoor er kendt for sin uventede brug af materialer som kalksten, granit, snavs, beton og farverigt pigment, sammen med hans evne til at skabe engagerende miljøer, der inspirerer til en meditativ og poetisk oplevelse. Kapoor fremstiller store monokrome og vildledende værker, der udfordrer ideer om rationalitet og sanseiagttagelse gennem samspillet mellem buede former, reflekterende overflader og omfang. Hans værker tjener ofte som stemningsfulde udsagn om opfattelse, spiritualitet, kroppen, sindet samt yin-og-yang-dualiteter, der er iboende i naturen.
”Jeg er meget tiltrukket af eksotiske materialer. Jeg kan godt lide pink marmor. Det afhænger af, hvad man forsøger at gøre. Jeg har arbejdet med masser af materialer. Vantablack er dette utrolige nye materiale. Det er det sorteste materiale efter sorte huller. Et nyt materiale bringer alle mulige muligheder. Jeg har længe været engageret i ideen om det tomme objekt, objektet der absorberer alt lys, som på en måde er et ikke-objekt,” har Kapoor sagt i et interview med The Talks.
Andrew Goldstein, “‘I Have Nothing to Say as an Artist’: Anish Kapoor on Why He Avoids Putting Meaning Into His Precisely Engineered Work”, Artnet, The Big Interview, 13. november 2019.
Jonathan Jones, “Anish Kapoor on vaginas, recovering from breakdown and his violent new work: ‘Freud would have a field day’”, The Guardian, 30. september 2021.
Kaleem Aftab, “Anish Kapoor: “I Have Nothing to Say”, The Talks
