I forbindelse med udstillingen af Per Kirkebys murstensskulpturer på ARKEN, har vi spurgt seks personligheder om deres forhold til mursten. Livsstilsekspert Anne Glad er selv vokset op i et klassisk parcelhuskvarter fra 1960’erne, hvor murstenshusene skød op overalt i landet og blev symbolet på det nye velfærdssamfund. I dag skal vi lære også at elske de grimme parcelhuse, mener Glad, som forudser, at der i fremtiden vil blive bygget oven på de gamle etplanshuse.
Fotograf: Lasse Dearman
Tekst af Ditlev Fejerskov Fotos: Lasse Dearman Video: Kavian Borhani
Barndommens land er parcelhuskvarteret. Sådan er det i hvert fald for en overvældende andel af danskerne. Jeg er selv vokset op lige der: i en arkitekttegnet 60’er-villa i mursten og fladt tag. Mellem ligusterhække i uendelige sommerferier, hvor denne særlige boligform for alvor gav mening. Der var en sværm af legekammerater på min egen alder, og jeg var vist fire, da jeg fik lov til at krydse gaden alene og løbe 50 meter op ad indkørslen til genboen, ringe på hoveddøren og stille det eneste væsentlige spørgsmål i de år: kan Morten lege?
Om aftenen kunne man høre de andre familiers stemmer i haverne rundt omkring. Duften af trækul fyldte luften. Og min storebror og jeg trippede, indtil vi endelig igen måtte rejse os fra havebordet og løbe ud på gaden og fortsætte rundbold med de andre børn. Indtil vi ikke længere kunne se bolden. Om dagen kunne vi lege i reminiscensen af den gamle frugtplantage, der ellers var udstykket til helt nye murstenshuse med pagodetag og små, energirigtige vinduer.
Jeg tror, at min succes som livslstilsekspert også bunder i det faktum, at jeg kender det her parcelhus-Danmark. For parcelhuset er virkelig danskernes foretrukne boligform. Tre millioner danskere bor i et af landets 1,2 millioner parcelhuse. Det er en særlig dansk boligform, og mange vælger parcelhuset til, når de får børn.
I 1800-tallet var det kun de virkelig velbjergede borgere, som havde mulighed for at bygge deres eget hus, men i den første halvdel af det 20. århundrede fik vi nogle statslån, som gjorde det muligt for flere almindelige danskere at bygge deres eget hus. Fra 1960-1980 bliver der således bygget 450.000 parcelhuse, hvilket er lige så mange huse som i de foregående 100 år. På de her 20 år skyder der altså en helt masse parcelhuskvarterer op rundt omkring de danske byer, hvor man har klynger af hundredvis og nogle steder tusindvis af enfamilieshuse. De nye parcelhuse, som blev bygget i den periode, var lidt større end de gamle enfamilieshuse. Her var plads til to børneværelser, vinkelstue og spisekøkken.
Der var også nogle i 60’erne som dæmoniserede parcelhuskvarteret, som mente, at det var opium til folket. At man bare dulmede folkets behov ved at give dem det her behagelige boligliv, hvor man havde sin egen lille grund med egen ligusterhæk, og hvor man kunne gå rundt og passe sig selv. Men fordi, det er i den her periode, at rigtig mange af de danske parcelhuse skyder op, bliver parcelhuset også bevidsthedsmæssigt knyttet sammen med velfærdssamfundet. Den her opblomstring af velstand og en ny forbrugerisme, hvor vi fik hver vores bil og tv i flere rum, er jo knyttet sammen med parcelhusets guldalder.
I Danmark er en murermestervilla jo symbolet på noget af den bedste bolig, man overhovedet kan komme i nærheden af. Danskerne forbinder i høj grad ordet murstensbyggeri og mursten helt generelt med kvalitet. Da man begyndte at bygge i mursten, blev boligerne simpelthen bedre. De blev mere isoleret og fik et godt indeklima. Vi ved også, at mursten kan holde i 100, 200 og måske 300 år. Derfor er der en nøje sammenhæng mellem mursten og kvalitet i danskernes bevidsthed.
I 60’erne og 70’erne blev der bygget rigtig mange murstenshuse, som ofte var i kombination med noget træ. Og vi fik også typehusene, hvor en stribe dygtige danske arkitekter kom med deres bud på, hvordan et hus skulle se ud. Og det er der, parcelhuset blev et forbrugsgode på linje med alt muligt andet, man kunne sidde og vælge i et katalog. Man kunne pludselig få lige det hus, som passede til ens egen individuelle smag. Mange af husene var kendetegnet ved at være etplansløsninger uden dørtrin. Rummene flød mere sammen, og husene havde mere åbne løsninger. Særligt køkkenerne forvandlede sig. Fra små anretterkøkkener til åbne alrum, som blev omdrejningspunktet for familielivet.
Fra 1980-2000 blev der ikke bygget så forfærdeligt meget nyt i Danmark, og de huse, som blev bygget, afspejlede også den individualisering, som vi så i den periode. Det var lidt mere knaldede huse og bygninger, som så ud på mange forskellige måder. Men fra 2000 og frem blev typehus-fabrikanterne igen populære. Og man byggede nogle endnu større huse med endnu flere rum, så der var plads til hjemmekontor, motionsrum og den nye familiestruktur, som også kunne være forskellig fra uge til uge, og hvor der også var et lidt større rådighedsbeløb til at have det lækkert i fritiden.
I dag har vi vænnet os til, at parcelhuset har tilbudt os et stigende antal kvadratmeter årti efter årti, og der skal vi i fremtiden nok prøve at bo lidt flere sammen på færre kvadratmeter. Vi kan simpelthen ikke blive ved med at have så mange kvadratmeter per dansker. I de kommende år vil vi se en opblomstring af flerfamiliehuse eller generationskollektiver, som vil blive bygget oven på nogle af de eksisterende parcelhuse.
I de sidste 20 år har vi også haft en tendens til at rive ned for så at bygge op igen, og det skal vi helt stoppe med. Vi skal i det hele taget vænne os til, at vi ikke skal bygge så meget nyt. Vi skal bevare det, som allerede eksisterer. Store danske arkitekter som Berdel Udsen og Arne Jacobsen byggede nogle smukke parcelhuse, men faktum er, at der også er masser af grimme parcelhuse i Danmark. Vi skal lære at elske alle parcelhusene, også de grimme fra 60’erne og 70’erne, og forny og modernisere dem, så de passer til vores behov i dag. For vi kommer ikke til at bygge så meget i fremtiden, som vi har gjort de seneste 50 år. Det er helt sikkert.
.webp)
