Lea Porsager
Fotograf: David Stjernholm

I Lea Porsagers videoværk Disrupted E(ar)thereal Fantasy (Ova Splash) fra 2016 smelter fysik sammen med sensuelle og spirituelle kræfter. Et dragende sammensurium af lilla partikler og en strøm af uhåndgribelige satellitbilleder fosser gennem et turkisblåt univers. Noget, der ligner ører, flyder rundt sammen med former, der bevæger sig som virusser eller atompartikler. Erotiske sekvenser af en nøgen krop er klippet sammen med gelélignende animationer. En krop kærtegner sig selv og sutter på et æggelignende, sprøjtende organ. 

”Jeg kan godt lide at rykke ting sammen fra forskellige domæner, som ikke rigtig har lyst til at være sammen i udgangspunktet. Både videnskaben og den spirituelle verden kan have en tendens til at lukke sig lidt om sig selv og ved at bringe dem sammen, bliver de begge rystet lidt”, sagde Lea Porsager i et interview til Information i 2019.

Porsagers værker udtrykker en dyb fascination for skæv og uforudsigelig viden og alternative fortællinger, der inddrager noget mystisk. Noget af det mest karakteristiske ved værkerne er den modstand, de udtrykker mod inspirationskilderne. Men det går dybere end det. Derfor tager hun ikke bare udgangspunkt i et specifikt materiale, der siden illustreres – hun lever det, eksperimenterer med det, afviser og udvikler det, digter videre på det, og gør det til sit eget.

Lea Porsagers kunst sammenfiltrer fabulering og spekulation med forskellige sammenfald af medier, såsom film, skulptur, fotografi og tekst. Hun mikser fantastiske former med videnskabelige og spirituelle idéer, og undersøger fænomener, som kan være svære at tilgå. Fra dissekerede vindmøllevinger til kvantefysiske principper. Tematisk cirkulerer hun i flere af sine projekter om det okkulte ved for eksempel at eksperimentere med hypnose og clairvoyance og ved at trække ideer og materiale fra historiske spirituelle bevægelser op i vores samtid. De obskure tematikker og handlinger gøres til genstand for en kritisk bearbejdelse.

”Metoden er, at der skal være en start. En interesse for neutrinoen (universets hyppigst forekommende partikel, red.) for eksempel. Og derfra går der så en proces i gang, som handler om at få stadig flere meningslag med. For eksempel fandt jeg ud af, at der er et interessant sammenfald mellem de termer, der knytter sig til at beskrive neutrinoer, og så det sprog, der bruges i nogle grene af tantra (en åndelig spirituel praksis, red.). Modsat andre elementarpartikler er neutrinoen ikke symmetrisk, men læner mod venstre, og inden for tantraen taler man også om the lefthanded path, som betegner det kvindeligt vulgære – hvilket igen korresponderer godt med Jung, der taler om at man i Vesten har haft en tradition for at undertrykke den kvindelig dimension og det dyriske, ” sagde Lea Porsager til Information. 

Lea Porsager voksede op i et kollektiv i Frederikssund med en mor, der gik op i astrologi, og en far, som var it-programmør. Da hendes lillebror var 10 måneder, blev han ramt af meningitis og mistede evnen til at tale og fik spastiske lammelser. Familiens liv ændrede sig i et nu. ”Det har nok formet mig, at jeg i min barndom blev konfronteret med en åbenhed over for at tænke verden lidt anderledes. At man kan være i verden på en anden måde. Jeg undrer mig faktisk ofte over, at man kan være så sikker på tingene,” fortalte Lea Porsager i et interview til Politiken i 2019.

I 2010 dimitterede Porsager fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og Städelschule i Frankurt, og kort efter fik hun en invitation til at være med på en af de mest prestigefyldte udstillinger i verden, Documenta i Kassel i Tyskland. I 2018 stod hun bag et mindesmærke i Stockholm for de 543 svenskere, som omkom i tsunamien i Asien i 2004 – en enorm dobbeltspiral af plantebeklædte jordvolde, der som bølger fra et epicenter bevæger sig ud i landskabet. I spiralernes midte står to store bronzeskulpturer, hvor der er plads til navnene på ofrene.

”Da jeg fik ideen til projektet, havde videnskabsfolk lykkedes med gravitationsbølgemålinger fra to sorte huller, som fusionerer. De her to massive himmelkroppe smelter sammen og danner de smukkeste billeder af dobbeltspiraler. Bølger, der bøjer selve rumtiden. Jeg gik i nogle dage med de her bølger inde i hovedet, og det slog mig, at de kunne være et billede på det, som sker, når vi oplever stor sorg. Sorgen bøjer tiden, rummet, rumtiden. Tiden forskydes, og verden bliver uvirkelig. I den store sorg tager rumtiden os med,” sagde Lea Porsager til Politiken.

Lea Porsager:

Født 16. februar 1981 i Frederikssund. Bor og arbejder i København.

Uddannet ved Den Europæiske Filmskole 2001-02, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København, 2004-10 og Städelschule, Frankfurt am Main, 2008-09.

Deltog i dOCUMENTA(13) i 2012.

Modtog Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat i 2014.

Deltog i Istanbul Biennalen i 2015. 

Udvalgt som CERN Honorary Mention til Collide International Award i 2018.

PhD ved Malmö Kunstakademi og Lund Universitet i 2021.

Modtog Ny Carlsbergfondets kunstnerlegat i 2022.

Kilder:

Camilla Stockmann, ”Internationalt anerkendt dansk kunstner svinger sin penisknogle og fortæller, hvordan hun blev forvandlet til en spøgelsespartikel”, Politiken, Kultur, 26. september 2019.

Rasmus Bo Sørensen, ”Lea Porsager blander ting, som ikke umiddelbart har lyst til at være sammen”, Information, Kultur, 20. september 2019.

Se andre artikler