Tekst af Ditlev Fejerskov

Når Per Kirkeby gik ned i sit atelier, startede han med at rense pensler eller gøre noget andet trivielt, og derefter kiggede han rundt på sine malerier – han havde altid mange billeder i gang samtidigt – og tænkte: nå, hér kunne han godt lægge lidt farve. Og så begyndte det. En arbejdsekstase af en slags. Han ledte altid efter en grænse eller en modstand i de kunstværker, han lavede. Fandt han den ikke, kunne det være lige meget. Så blev det alligevel aldrig kunst. 
‍

”Der skal være en indre forpligtelse indlejret i maleriet selv, som afspejler grænsen eller modstanden mellem kunstner og værk. Jeg maler mig frem til den grænse, dér hvor maleriet begynder at opstille sine egne regler og binder sig til noget. Hvis ikke det sker, kan jeg jo slaske hvad som helst af,” sagde Per Kirkeby i et interview med Kristeligt Dagblad i 2010. 
‍

Fra barnsben tog Per Kirkeby ud i naturen for at tegne den, og han drømte om at blive billedkunstner. Alligevel valgte han at studere naturhistorie på Københavns Universitet. Opdagelsen af den naturvidenskabelige verden med feltobservationer, ordensprincipper og hypotesedannelser fik stor betydning for hans billedarbejde – især for hans måde at opbygge billeder og billedprocesser. Hans kunstneriske liv begyndte, da han i 1960 som ung geolog var på ekspedition til det nordlige Grønland. Han tegnede Evighedsfjorden, de vilde slugter og stejle fjelde. 
‍

Per Kirkeby blev en del af Eksskolen, der nogle år forinden var blevet dannet på initiativ af Poul Gernes. Bjørn Nørgaard, Jens Jørgen Thorsen, Troels Andersen og Peter Louis-Jensen var også blandt ”brødrene”, som Poul Gernes kaldte dem. Fra omkring 1965 sprang Kirkeby ud som maler, og en dag blev han opsøgt i sit daværende hjem på Frederiksberg af den toneangivende vesttyske kunsthandler Michael Werner. Dermed kom han på samme galleri som store, europæiske malere som Georg Baselitz og Sigmar Polke.
‍

Kirkebys kunstneriske karriere tog derefter for alvor fart med store udstillinger i både ind- og udland, og han opnåede gennem de næste årtier en status som den – efter manges opfattelse –mest betydningsfulde nulevende skandinaviske kunstner. Med tiden udviklede han sit virke til at omfatte en rig produktion af malerier, skulpturer, film, grafik og litterære værker, der ofte genspejlede hans interesse for naturhistorie og arkitektur.
‍

”Før var jeg så anspændt. Og betalte en høj pris for det. Når jeg nu slapper af, sker det paradoksale, at der kommer mere ud af, det jeg laver. Det er dristigere, og jeg er ikke så bange for, at det ikke går godt. Jeg er mere afslappet i arbejdsprocessen. Der er noget, der hedder et alderdomsværk. Edvard Munch blev bedre, da han blev mere ligeglad. Ligesom Matisse og Picasso. Uden sammenligning: Jeg har en drøm om at blive sådan en ældre kunstner, der ikke er tvunget af en forestilling om at skulle ændre sig hele tiden. Jeg tænker: Hvad er der galt med at bruge det samme? Det skal nok blive forskelligt alligevel”, sagde Per Kirkeby i et interview til Børsen i 2015.
‍

Kirkebys interesse for geologi og natur var altid central i hans kunstneriske udtryk, ligesom også inspirationen fra den byzantinske billedtradition var et tilbagevendende element i hans metode og billedsprog. Træer, stubbe, hytter, bjælker, sten, klippeformationer, fossiler, glas, graler, kiler og huler er alle betydningsladede motiver, som Kirkeby hentede i den kulturkreds (i flere tilfælde en kristen billedtradition), han selv havde rod i, og som gennem Kirkebys pensel eller pen tilførtes en universel tilgængelighed, så værkerne forbliver vedkommende uden at lukke af for beskuerens egen personlige tolkning. 
‍

Han arbejdede ofte serielt med formater, medier og temaer, som han konstant viderebyggede og forfinede og sammensatte på ny. Motiverne fra malerierne gik igen i Kirkebys grafik, tegninger og skulpturer, men altid med respekt for mediets særlige egenskaber. Det gælder også tavlerne, som var en del af hans kunstneriske praksis siden tresserne.
‍

Murstensskulpturerne står også centralt i Per Kirkebys omfattende livsværk. I 1966 skabte han de første af mere end 150 murstensskulpturer, som står som bymure og foran både betydningsfulde og tilfældige bygninger rundt omkring i Danmark og Tyskland. I 1973 opførte han sin første store skulptur i det offentlige rum. I Kirkebys skulpturer skaber murstenen en genkendelighed, der får skulpturerne til at fremstå indbydende og hjemlige, men også monumentale og ophøjede.

‍

Per Kirkeby:

Født 1. september 1938, død 9. maj 2018 (79 år). Boede og arbejdede primært i København. 

Uddannet geolog på Københavns Universitet i 1964.

Var en del af Eks-skolen i København fra 1962-1965. 

Har flere gange været repræsenteret på Biennalen i Venedig og på Documenta-udstillingerne i Kassel.

Han har blandt andet lavet udsmykninger i Den Sorte Diamant i København og på Statens Naturhistoriske Museum i København, og lavet bronzeskulpturer til Operaen i København og Forbundsrådets bygning i Berlin.

Han blev udnævnt til professor Kunstakademiet i Karlsruhe i 1978 og ved Städelschule i Frankfurt am Main i 1989.

Modtog Thorvaldsen-medaljen i 1987.

Han blev han Ridder af Dannebrog i 1997. 

Modtog Ingenio et arti i 2001. 

Modtog Skovgaard Medaljen i 2017.

‍

Kilder:

Johanne Duus Hornemann, ”Per Kirkeby: Det hele handler om modstanden”, Kristeligt Dagblad, Kultur, 15. januar 2010. 

Gregers Dirckinck-Holmfeld, “Jeg har en drøm”, Børsen, Magasinet, 27. marts 2008. 

Camilla Stockmann, “Kirkeby: ”Jeg har opgivet at være maler, jeg har lukket den butik””, Politiken, Kultur, 30. januar 2015.