Giv familie, venner, kollegaer eller din kunstklub en særlig oplevelse. Book en privat omvisning med en af museets erfarne kunstformidlere. Her bliver I taget med rundt på en guidet tur i en af de aktuelle udstillinger, hvor kunstformidleren dykker ned i udvalgte værker og åbner op for aktuelle tematikker og perspektiver – gerne i dialog med jer.

Engang vil ARKEN ligge under vand. Med afsæt i dette fremtidsscenarie har den danske kunstnergruppe SUPERFLEX forvandlet museet til en ark for alle arter – et sunket skib dybt under havets overflade. Her tårner transportkasser sig op. De rummer værker fra SUPERFLEX’ mere end 30 år lange karriere: Fra kunstnergruppens tidligste værker fra 1993 til helt nye produktioner. Kasserne er både et arkiv over deres kunst og samtidig lasten på et skib – klar til at blive transporteret videre, åbnet eller efterladt.
Midt i udstillingen finder man The Ark Factory, hvor dele af en stor ark fremstilles. Denne ark skal ikke flyde, men vil fungere som et kunstigt rev, der kan understøtte biodiversitet, når havniveauet stiger. SUPERFLEX' ark bliver en platform for sameksistens på tværs af arter – et fartøj, der bærer liv ind i fremtiden, med eller uden mennesket ombord. Come Hell Or High Water insisterer på handling midt i usikkerheden og udfolder sig som et rum for forberedelse, samarbejde og forestillingskraft.
Omvisningen er med en af museets kunstformidlere og kan bookes af grupper på maks. 30 personer og varer 45 min. Prisen for en privat omvisning er 850 kr. ekskl. entré. Bestilling af privat omvisning skal ske senest 10 dage før det planlagte besøg, og afbestilling skal ske senest 14 dage før det planlagte besøg.

Den danske kunstner Thomas Dambo er kendt verden over for sine monumentale troldeskulpturer lavet af genbrugsmaterialer. Skulpturerne fejrer mødet mellem kunst, natur, fantasi og genbrug af det, andre har kasseret. De inspirerer til refleksion og forundring gennem fysisk leg og fælles oplevelser.
Efter en ungdom præget af hiphop, graffiti og street art begyndte Thomas Dambo at eksperimentere med storskalainstallationer skabt af genbrugsmaterialer. Som en livslang fortaler for upcycling og publikumsinddragelse udfordrer Dambo konstant grænserne mellem kunst, eventyr og aktivisme. Hans værker har forvandlet landskaber og lokalsamfund og tiltrækker publikum fra hele verden til en legende, men også presserende samtale om affald, forundring og vores forhold til planeten.
Omvisningen er med en af museets kunstformidlere og kan bookes af grupper på maks. 30 personer og varer 45 min. Prisen for en privat omvisning er 850 kr. ekskl. entré. Bestilling af privat omvisning skal ske senest 10 dage før det planlagte besøg, og afbestilling skal ske senest 14 dage før det planlagte besøg.

Den norskfødte danske kunstner Ann Lislegaard udfordrer vores gængse tankemønstre og sætter forestillinger i gang om forandrede, fremtidige verdener i udstillingen Animoid, som åbner for en smuk, fremmedartet verden, der på én gang er forførende og skræmmende. Lislegaard er optaget af sammenbruddet i teknologien og i sproget. Hun undersøger sprækkerne i det kendte og ideen om portalen som en vej til alternative dimensioner, hvor normer for køn og identitet, det virkelige og det kunstige er til forhandling. Her er referencer til science fiction, det ikke-menneskelige og det kunstigt skabte.
Lislegaard er en pioner inden for at bruge digital teknologi, 3D-animation og science-fiction fra 1990’erne til i dag. Udstillingen undersøger aktuelle spørgsmål om teknologi, den virtuelle verden, køn og menneskelighed i sanselige totalinstallationer.
Omvisningen er med en af museets kunstformidlere og kan bookes af grupper på maks. 30 personer og varer 45 min. Prisen for en privat omvisning er 850 kr. ekskl. entré. Bestilling af privat omvisning skal ske senest 10 dage før det planlagte besøg, og afbestilling skal ske senest 14 dage før det planlagte besøg.

Shopping, skønhed og livsstil. Hvad er det, vi drømmer om at omgive os med? Hvad betyder vores forbrug for forståelsen af, hvem vi er? For første gang i Norden får den internationalt berømte schweiziske kunstner Sylvie Fleury en stor soloudstilling.
Forkromede afstøbninger af amerikanske muskelmotorer blander sig med skinnende Balenciaga-støvler, lysende neonskilte og kæmpemæssige makeup-paletter i form af malerier. Sylvie Fleury nærer en dyb fascination af biler som ultimative statussymboler og koder for maskulinitet. Bilen er et omdrejningspunkt for livsstil og kultur, fra motorsportens klichefyldte kønskløfter til mytiske fortællinger om frihed og bevægelse. Sylvie Fleury peger imidlertid ikke fingre ad vores forbrug og livsstilsdrømme. For hun er selv på én gang en elsker af, et offer for og en kritiker af mode og motorer. Tag med på et ’road trip’ gennem Sylvie Fleurys kunst. Det fører dig gennem skarpe, poppede og oplevelsesrige værker der rummer en god portion punket feminisme og humor.
Omvisningen er med en af museets kunstformidlere og kan bookes af grupper på maks. 30 personer og varer 45 min. Prisen for en privat omvisning er 850 kr. ekskl. entré. Bestilling af privat omvisning skal ske senest 10 dage før det planlagte besøg, og afbestilling skal ske senest 14 dage før det planlagte besøg.

Da HIV/AIDS-epidemien ramte verden i begyndelsen af 1980’erne, forandrede den fundamentalt vores forståelse af kroppen, kærligheden, seksualiteten og de fællesskaber, der binder os sammen. For en hel generation blev HIV/AIDS en eksistentiel erfaring, der satte dybe spor i både samfund, kultur og kunst.
Den jeg elsker undersøger den kunstneriske respons på HIV/AIDS i en dansk og bredere nordisk kontekst og synliggør en væsentlig, men hidtil underbelyst del af dansk og nordisk kunst- og kulturhistorie. Udstillingen undersøger, hvordan epidemien blev erfaret, bearbejdet og repræsenteret – og hvordan dens erfaringer fortsat lever videre i kunsten. I dag hører HIV/AIDS-epidemien for mange fortiden til. Men spørgsmål om stigmatisering, sygdom, rettigheder, seksualitet, fællesskab og adgang til behandling er fortsat højaktuelle – i Danmark, i Norden og i en global virkelighed, hvor rettigheder og fællesskaber stadig er under pres.