I maj 2025 præsenterer ARKEN en ambitiøs udstilling med den franske kunstner Marguerite Humeau (f. 1986). Udstillingen inviterer ind i et sanseligt totalunivers, hvor Humeaus organiske, skulpturelle værker vækkes til live gennem lys og lyd. Som et gigantisk musikinstrument skaber værkerne i udstillingen forbindelser og resonans på tværs af tid og rum, og de vibrerer med rytmer fra forskellige verdener.
Gennem udvalgte serier af værker udfolder udstillingen sig som en opera med forskellige scener, der hver fortæller en imaginær historie. Hvad nu hvis elefanterne var blevet den dominerende art på Jorden? Hvad hvis den eneste måde at overleve på Jorden er oppe i dens atmosfære? Hvad hvis mennesket blev til kollektive væsener, der stræbte efter at leve i samklang med alle andre livsformer? I sin kunst undersøger Marguerite Humeau livets opståen, menneskets tidlige historie og mulige scenarier for, hvordan livet kan fortsætte i fremtiden. Værkerne i udstillingen spiller hver især på deres egne frekvenser, men skaber samtidig en fælles, mangfoldig fortælling om livets sammenhænge, modsætninger og potentialer her på Jorden.
Udstillingen præsenterer nye produktioner af Marguerite Humeau sammen med udvalgte nyere og ældre værker, og den markerer hendes første soloudstilling i Skandinavien. Den er tredje udstilling i ARKENs trilogi Nature Future. Udstillingen præsenteres i samarbejde med Helsinki Art Museum, som efterfølgende vil vise udstillingen.
Marguerite Humeau (f. 1986) arbejder primært med skulptur og totale ruminstallationer, der ofte inkorporerer lyd og lys. I sin kunst skaber hun scenarier, som stimulerer forestillinger om alternative virkeligheder. Centralt for Humeaus kunstneriske praksis er hendes omhyggelige research i et tæt samarbejde med eksperter som biologer, zoologer, sankere og clairvoyante. Hun tager på denne måde udgangspunkt i fakta og spekulativ viden, som hun behandler kunstnerisk i surreelle økosystemer.
Udstillingen er støttet af
Det Obelske Familiefond
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Beckett-Fonden
William Demant Fonden