Monira Al Qadiri

Chameleon

Monira Al Qadiri, Benzene Float, 2023. Foto: Markus Tretter
13
.
11
.
25
06
.
04
.
26

Luften er fyldt med gigantiske, glitrende former – ubevægelige, og alligevel sprængfyldte af energi. Når vi bevæger os omkring dem, ændrer deres overflader sig i det skiftende lys og afslører farvernes spektrum. De er enorme, skinnende juveler, hvor lyset spejler sig på en næsten magisk måde.

Olie er overalt: i din telefon og dine kosmetikprodukter, i brændstoftanken på et jetfly, i børnenes plastikmadkasse, i dine nye sko – endda i dit tyggegummi. Petrokemikalier, som er udvundet af olie, gennemtrænger vores moderne liv gennem global industri, transport og opvarmning. Hvordan vil en fremtid uden denne særegne væske, hentet op fra jordens dyb, se ud?
Fra efteråret præsenterer ARKEN en stor udstilling med den kuwaitiske kunstner Monira Al Qadiri, som vil installere værker gennem hele ARKENs Kunstakse: Flydende ballon-skulpturer formet som petrokemiske molekyler, perlemorsskinnende, svævende borehoveder og et videoarbejde, hvor vi ser et olieraffinaderi gennem et barns fantasi.

Al Qadiri (f. 1983) er opvokset i Kuwait, hvor den primære industri på blot én generation ændrede sig fra perlefiskeri til olieboring. I sin kunst sammenfletter hun oldtidens mytologi med en futuristisk æstetik og stiller løbende spørgsmålstegn ved, hvordan ressourceudvinding og petrokultur er blevet en accepteret del af vores samfund – drevet af profit. Al Qadiri skaber et kosmos af mange verdener og modsætninger. Fjendtlige, kraftfulde boremaskiner bliver til smukke, drømmelignende teknologier i Future Past 3 og Alien Technology (Diamond) – rettet mod himlen i stedet for ned i jorden. I værket Gastromancer svæver et par murex-sneglehuse i en rød atmosfære og reflekterer over både ekstasen og melankolien ved deres biologiske forvandling i et forurenet miljø.

Med finurlig humor leger Al Qadiri ofte med skalaen for at understrege betydningen af sine emner. I serien BENZENE FLOAT forvandler hun petrokemiske molekyler til monumentale strukturer. I videoarbejdet Crude Eye skrumper hun et kolossalt olieraffinaderi ned til størrelsen af en miniaturemodel. Al Qadiri animerer de usynlige kræfter bag vores nuværende verdensorden med legesyge og ironi. Hvad nu hvis de dinosaurer, der blev fossileret til olie for millioner af år siden, begyndte at synge tilbage til os? Hvad hvis et olieraffinaderi i virkeligheden var en by beboet af væsener fra andre verdener? Og vigtigst af alt spørger hun: Hvilke historier vil vi fortælle i oliens eftertid?

Biografi
Monira Al Qadiri (f. 1983) er født i Senegal, opvokset i Kuwait og uddannet i Japan. I dag bor og arbejder hun i Berlin. Al Qadiri har beskrevet sig selv som en ‘mutant’ på grund af sin kulturelle hybriditet. Som barn i Kuwait oplevede hun Golfkrigen og voksede op tæt på olieraffinaderier. Hendes kunst kombinerer ofte den hyper-visuelle kultur fra Japan med Mellemøstens poetiske og litterære traditioner, og bevæger sig flydende mellem spekulativ fiktion og historie. Hun har for nylig udstillet på Kiasma Museum i Helsinki og Kunsthaus Bregenz i Østrig, blandt mange andre. Hendes værker har også været inkluderet i prestigefyldte begivenheder som Sharjah Biennalen. I efteråret vil en stor stedsspecifik skulptur af Al Qadiri blive afsløret i Esbjerg Havn. Lær mere om kunstneren her.


Udstillingen er støttet af
Augustinus Fonden
Ny Carlsbergfondet
Beckett-Fonden
Statens Kunstfond

Monira Al Qadiri. Foto: Miro Kuzmanovic
Monira Al Qadiri, portræt. Foto: Miro Kuzmanovic
Monira Al Qadiri, Benzene Float, 2023. Foto: Markus Tretter

Kommende events

No items found.