The Garbage Man
Thomas Dambo


I foråret 2026 slår ARKEN Museum for Samtidskunst, dørene op for en storslået udstilling udtænkt af den danske kunstner Thomas Dambo.
Thomas Dambo er kendt verden over for sine monumentale troldeskulpturer skabt af genbrugsmaterialer, der inviterer publikum til leg, udforskning og fantasi. Hans værker taler direkte til os – og med deres fokus på opdagelse og samvær, åbner de for et møde med kunsten gennem nysgerrighed, fysisk engagement og leg.
Thomas Dambo er verdenskendt for at forvandle affald til kunst. Han er kendt for sine troldeskulpturer, som han igennem det sidste årti har skabt mere end 100 af, og som står placeret over hele verden. Troldeskulpturerne hylder krydsfeltet mellem kunst, natur, fantasi og genbrug af det andre har smidt væk. De vækker tanker og forundring gennem kropslig leg og fælles oplevelser.
Efter en ungdom præget af hiphop, graffiti og street art begyndte Dambo at eksperimentere med store installationer af genbrugsmaterialer. Som livslang fortaler for upcycling og offentlig inddragelse, udfordrer Thomas Dambos projekter konstant grænserne mellem kunst, eventyr og aktivisme.
Hans værker har forvandlet landskaber og lokalsamfund og trukket publikum fra hele verden ind i en legende og presserende samtale om affald, forundring og vores forhold til planeten.
Vestegnen og Ishøj
I 2016 skabte Thomas Dambo De Seks Glemte Kæmper, en serie af kæmpetrolde placeret i naturområder omkring Københavns Vestegn. Siden er flere kommet til i resten af landet, og hans Troldejagt blev en viral succes og er stadig et yndet udflugtsmål for familier. Den internationale pendant ”Troll Hunt” i USA bragte international anerkendelse til hans praksis. De seks store skulpturer skjult i landskabet slog besøgsrekorder, med over 1,24 millioner gæster det første år.
ARKEN Museum for Samtidskunst ønsker nu som verdens første museum at bringe Dambo ind på ARKEN i Ishøj, hvor en af hans trolde allerede er at finde ganske tæt på i naturområdet omkring museet. ARKEN har inviteret Dambo til at skabe en udstilling hvor genbrug er guld og med glimt i øjet gver os et nyt blik på hvad skrald egentlig er, hvordan vi forbruger og gentænke vores fælles ansvar.
Workshop, genbrugsgulv og kreativt fællesskab
Udstillingen vil være rig på fortælling og udforskning for den besøgende. Det vil være muligt at gå på opdagelse i udstillingen og bagefter selv kaste sig over arbejdet med at lave en trold i vores dedikerede trolde-workshop. Her vil gæsterne kunne lave deres egne trolde, skabt ud af ARKENs gamle butiks- og foyergulv, der for nyligt er blevet revet op.
Troldene, som gæsterne selv laver, vil vise hvordan vi med enkle greb, kan forvandle vores affald kan blive noget, der spreder grin og glæde og får os til at se muligheder i alt det aflagte – især når vi gør det sammen!
Du kan booke en privatomvisning i The Garbage Man – Thomas Dambo her.
Udstillingen er støttet af
Augustinus Fonden
Spar Nord Fonden





