Samtidskunst er kunst skabt i vores egen tid. Begrebet bruges typisk om kunst fra omkring 1990 og frem til i dag, men samtidskunst handler ikke kun om, hvornår et værk er lavet. Det handler også om, hvordan kunsten forholder sig til den verden, vi lever i lige nu.

I samtidskunsten er der ikke én bestemt stil eller ét bestemt materiale. Et værk kan være et maleri, en installation, en performance, en film eller noget, der involverer publikum direkte. Mange samtidskunstnere arbejder på tværs af medier og undersøger emner som identitet, teknologi, magt, klima, fællesskab og frihed.

Netop derfor kan samtidskunst også føles mere åben eller udfordrende end ældre kunst. Værkerne giver ikke altid ét klart svar eller en tydelig fortælling. I stedet inviterer de os til at opleve, sanse og reflektere. Man behøver ikke forstå alt med det samme. Ofte opstår betydningen i mødet mellem værket og beskueren.

På ARKEN møder man samtidskunst, der både er sanselig, politisk, humoristisk og tankevækkende. I Simone Aaberg Kærns monumentale installation Open Sky dokumenteres kunstnerens flyvning fra Danmark til Kabul i 2002 for at lære en afghansk kvinde at flyve. Værket kredser om frihed, grænser og retten til bevægelse – og viser samtidig, hvordan samtidskunst kan forene performance, dokumentation og fysisk installation i ét samlet værk.

^{Simone Aaberg Kærn, Open Sky (2024). Foto: Anders Sune Berg}

‍

Hos Rasmus Myrup bliver samtidskunsten et sted, hvor historie og identitet kan genfortolkes. I værket Outside Salon de Refusés møder man syv mytologiske figurer, der står uden for en natklub, mennesker ikke har adgang til. Skulpturerne er både humoristiske og dragende, men rummer også en undersøgelse af queer fortællinger, magt og nordisk kulturhistorie.

Moderne kunst vs. samtidskunst – hvad er forskellen?

Moderne kunst og samtidskunst bliver ofte blandet sammen, men de dækker over forskellige perioder og forskellige måder at forstå kunst på.

Den moderne kunst opstod i slutningen af 1800-tallet og fortsatte gennem store dele af 1900-tallet. Kunstnere som Pablo Picasso og Henri Matisse brød med traditionelle måder at male og repræsentere verden på. De eksperimenterede med farve, form og perspektiv og var optagede af, hvad kunst kunne være.

Samtidskunsten bygger videre på mange af disse eksperimenter, men er ofte mindre optaget af faste stilarter og mere interesseret i idéer, oplevelser og aktuelle spørgsmål. Hvor moderne kunst ofte handlede om at forny kunstens form, undersøger samtidskunsten i højere grad vores samtid og de strukturer, vi lever i.

Det ses blandt andet i Nina Beier og Bob Kils performative værk Life Guardians, hvor fem marmorløver ledsages af performere i koreograferede bevægelser. Værket undersøger forholdet mellem krop, billede og magt og bruger humor til at udfordre vores forestillinger om autoritet og kontrol.

^{Nina Beier, Guardians (2023). Foto: Anders Sune Berg}

^{Bob Kil, Life (2022). Museo Tamayo, Mexico City, September 2024. Foto: Ximena Fargas}

‍

Humor og kritik går også igen i Elmgreen & Dragsets ikoniske skulptur Powerless Structures, Fig. 101 foran ARKEN. Den seks meter høje dreng på gyngehesten ligner ved første blik en klassisk rytterstatue, men i stedet for at hylde magt og heltedyrkelse fejrer værket fantasi, leg og sårbarhed. På den måde vender værket velkendte symboler på hovedet – et greb, der er karakteristisk for meget samtidskunst.

^{Elmgreen & Dragset, Powerless Structures, Fig. 101, 2012. Foto: Henrik Jauert}

‍

Samtidskunst kræver derfor ikke nødvendigvis, at man “forstår” værket korrekt. Det vigtigste er ofte at være nysgerrig: Hvad gør værket ved mig? Hvilke tanker eller følelser sætter det i gang?

Måske er det netop dét, der kendetegner samtidskunsten: at den ikke giver færdige svar, men åbner nye måder at se verden på.

‍