Kunstneren Esben Weile Kjær har igennem den seneste årrække opnået stor anerkendelse på den danske og internationale kunstscene i en ganske ung alder. Men hvem er manden bag den store succes og de virale værker egentlig?

Selv længe før han dimitterede fra Kunstakademiet i København i 2022, havde Esben Weile Kjær formået at etablere sig både på den nationale og internationale kunstscene. Heriblandt med soloudstillinger på Gl. Strand og Copenhagen Contemporary i 2020 samt med udstillede værker i Østrig, Sydkorea og USA. Sidenhen har han udstillet en række steder samt bl.a. lavet performances på MUMOK i Wien, Centre Pompidou i Paris og på Museum Tinguely i Basel.

Med en baggrund som DJ og en uddannelse i Music Management fra Det Rytmiske Musikkonservatorium har Esben Weile Kjær altid været optaget af musikkens kraft og nattelivets impulser. Med sin brug af kunstneriske tilgange som installationer, video og performance arbejder han med populærkulturens mangeartede billedsprog og dekonstruerer ofte de traditionelle opdelinger imellem kunst og mere mainstreamkultur.

Med referencer til popkultur arbejder Esben Weile Kjær med at udforske temaer såsom autenticitet og nostalgi med et skarpt fokus på den generation, han selv er vokset op som en del af. En klar 90’er-nostalgi er ofte tilstedeværende i hans værker, ligeså vel som han er interesseret i internettet, sociale medier og den digitale opvækst og livsstil, der har været med til at definere hans egen generation.

Er du interesseret i at vide mere om Esben Weile Kjær, så kan du læse vores artist bio om Esben her.

Læs BUTTERFLY! Et essay af Esben Weile Kjær her.

Kilder

Christina Donoghue, ”Why the World is Watching Esben Weile Kjær”, SHOWstudio, 6. oktober 2023.

Felix Thorsen Katzenelson og Marius Renner Christensen, ”Jeg er en person, som man har mange meninger om”, Politiken, IBYEN, 13. maj 2021.

Se andre artikler

No items found.