Monira Al Qadiri. Foto: Miro Kuzmanovic
Monira Al Qadiri, portræt. Foto: Miro Kuzmanovic

Gennem sin rige fortælleevne og underfundige leg forestiller Monira Al Qadiri sig en verden hinsides olieindustrien. Hendes kunst vender magtbalancer – ofte ved at give liv til de usynlige fortællinger og mærkelige verdener, der gemmer sig i vores destruktive forhold til naturressourcer og andre levende væsener. Her er tre vigtige ting, du bør vide om Monira Al Qadiri:

1. Monira Al Qadiri er født i 1983, opvokset i Kuwait og har senere studeret i Japan. Hun bor og arbejder i dag i Berlin. Hendes kunstneriske praksis spænder over skulptur, installation, video og performance. Hendes tidlige liv blev dybt præget af Golfkrigens ødelæggende konsekvenser, som hun oplevede som barn.

2. Olie spiller en central rolle i Monira Al Qadiris kunst. Gennem skulpturer, der efterligner oliens forførende, iriserende overflade, undersøger hun, hvordan ’petrokultur’ – en kultur formet af afhængighed af olieindustrien – har haft en gennemgribende indflydelse på vores moderne liv, ofte på måder vi knap kan forestille os. Hun udforsker skiftet i Kuwaits økonomi fra traditionel perledykning til olieudvinding – en forandring, der bragte enorm rigdom, men også store sociale og økologiske konsekvenser. Hendes værker inviterer os til at se nærmere på det forførende og det destruktive i denne forvandling.

3. Al Qadiri henter inspiration fra sin egen historie, gamle myter og fiktion til at forestille sig alternative virkeligheder – både i fortid og fremtid. Hendes værker er dybt forankret i Mellemøstens litterære traditioner, og hun er samtidig påvirket af Japans hypervisuelle kultur. Hun tilbyder tankevækkende refleksioner over den kulturelle hukommelses skrøbelighed og synliggør den skønhed, der findes i vores kollektive længsel efter forandring.

Monira Al Qadiri er en internationalt anerkendt kunstner. Hendes værker har været udstillet på prominente institutioner verden over. Du kan opleve hendes første soloudstilling i Skandinavien på ARKEN fra d. 13.11.25 – 06.04.26. Læs mere om udstillingen her.

Gastromancer, Installation view of Monira Al Qadiri Haunted Water 2023. Foto:Sun Shi. Courtesy UCCA Center for Contemporary Art

Kilder
Monira Al Qadiri, "Info", tilgået d. 17/12 2024
Perrotin, "Monira Al Qadiri", tilgået d. 17/12 2024
Roorda, Sietske, "Pearly Oil: Monira Al Qadiri’s Art on “Petro-Culture”, publiceret d. 14/9 2023, tilgået d. 17/12 2024

Se andre artikler

No items found.