Hvad er samtidskunst?
Hvad er samtidskunst egentlig og hvorfor er det så vigtigt? Det kan du blive klogere på her.

Hvad er samtidskunst egentlig og hvorfor er det så vigtigt? Det kan du blive klogere på her.

ARKEN er et museum for samtidskunst. Et museum, fordi vi ikke kun udstiller kunst, men også indsamler kunst til vores faste kunstsamling for at bevare den for eftertiden, forske i den og formidle den. Det er dén særlige opgave, som vi løfter for den danske stat, så nuværende og kommende generationer kan se, hvad der optog os i vores nutid – altså i dag. ARKEN er Danmarks største kunstmuseum, som udelukkende indsamler og udstiller samtidskunst, der er blevet skabt fra 1990 og frem til i dag.
Er det så dét, samtidskunst er? Nemt skal det ikke være, så lad os gøre en kort historie lidt længere... ARKENs indsamling af samtidskunst er defineret, som den er, fordi museet åbnede i 1996. Samlingens alder og historie går hånd i hånd med museets historie. Det er klart, at kunst, der er lavet for tre årtier siden, ikke bliver ved med at samtidskunst – om 100 år er der kunstværker i samlingen, som er 130 år gamle, og mon ikke der på det tidspunkt vil blive brugt andre begreber til at beskrive dem end ’samtidskunst’? Det er lige så paradoksalt, som at ’moderne kunst’ ikke længere er moderne, men nu en periode i kunstens historie.
Samtidskunst er kunst, der er skabt i den tid, som vi lever i sammen. Begrebet samtidskunst bruges typisk om kunst fra omkring 1990 og frem til i dag, men samtidskunst handler ikke kun om, hvornår et værk er lavet. Det handler også om, hvordan kunsten forholder sig til den verden, vi lever i lige nu. Der handler om vores egen tid, undersøger den med kritisk og nysgerrigt, smager på den, tygger den og spytter den ud igen som nye udsagn, udtryk og handlinger. Samtidskunsten kan overraske os. Den kan massere og irritere vores sanser. Og den kan – som et spejl – vise os billeder af os selv og vores virkelighed, så vi kan spørge, opdage, tale sammen, forstå hinanden, flytte os. Samtidskunsten kan rykke grænser og åbne døre til fremtiden.
.%20Foto_%20Anders%20Sune%20Berg.jpg)
Simone Aaberg Kærn, Open Sky (2024). Foto: Anders Sune Berg
Hos Rasmus Myrup bliver samtidskunsten et sted, hvor historie og identitet kan genfortolkes. I værket Outside Salon de Refusés møder man syv mytologiske figurer, der står uden for en natklub, mennesker ikke har adgang til. Skulpturerne er både humoristiske og dragende, men rummer også en undersøgelse af queer fortællinger, magt og nordisk kulturhistorie.
.%20Foto_%20Anders%20Sune%20Berg.jpg)
Rasmus Myrup, Outside Salon de Refusés (Installation view). Foto: Anders Sune Berg
Moderne kunst og samtidskunst bliver ofte blandet sammen, men de dækker over forskellige perioder og forskellige måder at forstå kunst på.
Den moderne kunst opstod i slutningen af 1800-tallet og fortsatte gennem store dele af 1900-tallet. Kunstnere som Pablo Picasso og Henri Matisse brød med traditionelle måder at male og repræsentere verden på. De eksperimenterede med farve, form og perspektiv og var optagede af, hvad kunst kunne være.
Samtidskunsten bygger videre på mange af disse eksperimenter, men er ofte mindre optaget af faste stilarter og mere interesseret i idéer, oplevelser og aktuelle spørgsmål. Hvor moderne kunst ofte handlede om at forny kunstens form, undersøger samtidskunsten i højere grad vores samtid og de strukturer, vi lever i.
Det ses blandt andet i Nina Beier og Bob Kils performative værk Life Guardians, hvor fem marmorløver ledsages af performere i koreograferede bevægelser. Værket undersøger forholdet mellem krop, billede og magt og bruger humor til at udfordre vores forestillinger om autoritet og kontrol.
.%20Foto-%20Anders%20Sune%20Berg.jpg)
Nina Beier, Guardians (2023). Foto: Anders Sune Berg
.%20Museo%20Tamayo%2C%20Mexico%20City%2C%20September%202024.%20Foto_%20Ximena%20Fargas%20(1).jpeg)
Bob Kil, Life (2022). Museo Tamayo, Mexico City, September 2024. Foto: Ximena Fargas
Humor og kritik går også igen i Elmgreen & Dragsets ikoniske skulptur Powerless Structures, Fig. 101 foran ARKEN. Den seks meter høje dreng på gyngehesten ligner ved første blik en klassisk rytterstatue, men i stedet for at hylde magt og heltedyrkelse fejrer værket fantasi, leg og sårbarhed. På den måde vender værket velkendte symboler på hovedet – et greb, der er karakteristisk for meget samtidskunst.
.jpg)
Elmgreen & Dragset, Powerless Structures, Fig. 101, 2012. Foto: Henrik Jauert
Samtidskunst kræver derfor ikke nødvendigvis, at man “forstår” værket korrekt. Det vigtigste er ofte at være nysgerrig: Hvad gør værket ved mig? Hvilke tanker eller følelser sætter det i gang?
Måske er det netop dét, der kendetegner samtidskunsten: at den ikke giver færdige svar, men åbner nye måder at se verden på.
I samtidskunsten er der ikke én bestemt stil eller ét bestemt materiale. Et værk kan være et maleri, en installation, en performance, en film eller noget, der involverer publikum direkte. Mange samtidskunstnere arbejder på tværs af medier og undersøger emner som identitet, teknologi, magt, klima, fællesskab og frihed. Netop derfor kan samtidskunst også føles mere åben eller udfordrende end ældre kunst. Værkerne giver ikke altid ét klart svar eller en tydelig fortælling. I stedet inviterer de os til at opleve, sanse og reflektere. Man behøver ikke forstå alt med det samme. Ofte opstår betydningen i mødet mellem værket og beskueren.
På ARKEN møder man samtidskunst, der både er sanselig, politisk, humoristisk og tankevækkende. I Simone Aaberg Kærns monumentale installation Open Sky dokumenteres kunstnerens flyvning fra Danmark til Kabul i 2002 for at lære en afghansk kvinde at flyve. Værket kredser om frihed, grænser og retten til bevægelse – og viser samtidig, hvordan samtidskunst kan forene performance, dokumentation og fysisk installation i ét samlet værk.
ARKEN er Danmarks museum for samtidskunst. Vi lever og ånder for at formidle samtidskunsten til alle, og for at være med til at udvikle den kulturarv, der med tiden bliver skabt. Vi træder nyt land sammen med kunstnerne for at være et inkluderende rum, hvor vi kan dele ideer, have dialoger og skabe nybrud, der rykker kunsten og samfundet fremad. Det er store ord. Når du træder ind ad døren på ARKEN, ønsker vi dig blot fantastiske, sanseåbnende og tankevækkende oplevelser med samtidskunsten – så skal alt det andet nok følge med.